Samtykke til markedsføring: Hvordan trækker du det tilbage? | Forbrugerrådet Tænk
Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Samtykke til markedsføring: Hvordan trækker du det tilbage?

Hvordan trækker du et samtykke til at modtage markedsføring tilbage? Og hvor klager du, hvis du modtager reklamer efter tilbagekaldelsen af samtykket?
Af Nathalia Hammer Munch
13. December 2018
Samtykke til at modtage markedsføring: Hvordan trækker du det tilbage?
Foto: Getty Images

Hvad er samtykke til markedsføring?

Samtykke til at modtage markedsføring kan du blive bedt om i mange forskellige situationer. For eksempel hvis du:

  • køber en vare i en onlinebutik
  • deltager i en konkurrence på internettet
  • melder dig ind i en kundeklub

Og i den forbindelse siger ja til, at virksomheden bag må bruge dine oplysninger til at kontakte dig med nyhedsbreve og reklamer.

Du har ret til at trække dit samtykke tilbage, og du kan også klage, hvis du fortsat modtager reklamer fra en virksomhed efter tilbagekaldelsen af dit samtykke. Hvordan gør du det?

Konkurrencer på nettet: Det skal du kigge på, før du deltager

Sådan tilbagekalder du dit samtykke

Tilbagekaldelse af samtykke findes der ikke én måde at gøre på. Virksomheder bestemmer selv, hvordan du trækker dit samtykke til netop dem tilbage. Det skal bare være let og gebyrfrit for dig.

Typisk kan du tilbagekalde dit samtykke sådan:

  • Via et link i bunden af e-mails med reklamer og tilbud. Kig efter ordene "frameld", "afmeld" eller lignende.
  • Sms’er med reklamer indeholder også ofte et telefonnummer, du kan skrive til for at trække dit samtykke tilbage.
  • Via virksomhedens hjemmeside. Her finder du ofte enten en formular, e-mailadresse eller et telefonnummer specifikt beregnet til tilbagekaldelse af samtykke. Kig efter et menupunkt med titlen ’Samtykke, ’Persondatapolitik’ eller lignende. Vær opmærksom på, at menupunktet kan ligge helt nede i bunden af hjemmesiden.

Kan du ikke finde information om, hvordan du trækker dit samtykke tilbage på hjemmesiden, så ring til virksomhedens kundeservice. De kan ofte hjælpe dig.

Bed om at få en bekræftelse fra virksomheden på, at de har trukket dit samtykke tilbage. Det er virksomhedens ansvar at sørge for, at samtykket bliver trukket tilbage, hvis du ønsker det.

Sådan klager du

Klag, hvis du oplever, at en virksomhed fortsat kontakter dig med markedsføring, efter du har tilbagekaldt dit samtykke.

Gem eventuel dokumentation på, at du har trukket dit samtykke tilbage. Gem også dokumentation, der beviser, at du har modtaget reklamer efter tilbagekaldelsen af samtykket.

Kontakt først den konkrete virksomhed med din klage. Ring eller skriv til kundeservice. Måske er der tale om en fejl, som virksomheden retter med det samme.

Er dette ikke tilfældet, og fortsætter virksomheden med at bruge dine kontaktoplysninger til at sende dig reklamer, kan du klage til Forbrugerombudsmanden.

Sådan klager du til Forbrugerombudsmanden

Tilbagekaldelse af samtykke fra udenlandske virksomheder

Din ret til at tilbagekalde samtykke gælder danske virksomheder og virksomheder inden for EU. Reglerne for samtykke til at modtage markedsføring er nemlig ens i EU.

Udenlandske virksomheder uden for EU ‒ for eksempel USA og Kina ‒ skal kun overholde EU-reglerne for samtykke, hvis de markedsfører sig over for danske forbrugere på dansk.

Du har altså kun ret til at tilbagekalde dit samtykke til at modtage reklamer og tilbud fra virksomheder uden for EU, hvis reklamerne er skrevet på dansk.

Modtager du fortsat markedsføring fra virksomheder uden for EU efter tilbagekaldelsen af dit samtykke, kan du klage til Forbrugerombudsmanden.

Sådan klager du til Forbrugerombudsmanden

Samtykke kan blive delt med samarbejdspartnere

Virksomheder må godt bede dig om samtykke til at dele de kontaktoplysninger, du giver til dem, med navngivne samarbejdspartnere, som du så kan risikere at modtage reklamer fra.

For eksempel deltager du i en konkurrence på internettet, hvor ét af vilkårene er, at du siger ja til at modtage markedsføring fra både virksomheden bag konkurrencen og deres samarbejdspartnere.

Har du givet samtykke på denne måde og fortryder det, så skal du kontakte hver enkelt af samarbejdspartnerne separat og tilbagekalde dit samtykke fra hver af dem.

Samtykke du ikke kan huske, at du har givet

Modtager du uønskede reklamer og anden markedsføring fra virksomheder, som du ikke kan huske, at du har givet samtykke til, så kontakt virksomheden.

Du har krav på information om, hvordan virksomheden har fået dit samtykke, hvornår og præcis til hvad. Når du har fået information om dit samtykke, kan du tilbagekalde det.

Hvis du finder ud af, at du aldrig har givet virksomheden dit samtykke, så er de reklamehenvendelser, du modtager, at regne for spam.

Spam: Hvad kan du gøre ved uvelkomne reklamer?