Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem nu

Social

Titel

Køb brugt på nettet: 6 gode råd

Møbler, tøj og børnetøj kan du finde billigt på danske auktionssites. Som regel er det let at gøre gode kup. Men hvordan sikrer du dig, at købet går godt? Få de gode råd, inden du handler brugt online.
Af Mette Andrea Boesgaard
11. Marts 2016
Køb brugt på nettet: 6 gode råd
Foto: iStock

1. Kend sitet

Brugt, secondhand, genbrug. Kært barn har mange navne, og køber du brugt, kan du spare mange penge. Der findes masser af hjemmesider, der gør det let at købe brugt. Men inden du køber, er det en god ide at kigge dig godt for.

Dine rettigheder i forbindelse med et køb afhænger nemlig meget af, hvilket site du handler på.

Handler du med et internetauktionsfirma, kan du fortryde dit køb eller få pengene tilbage, hvis du opdager, at varen har fejl eller mangler. Lauritz.com eller Bruun Rasmussen er begge internetauktionsfirmaer, og du kan kende et internetauktionsfirma ved, at firmaet sælger varen for en anden, og at du handler med firmaet – ikke med en privatperson.

Handler du på et site som for eksempel dba.dk, som fungerer som en online opslagstavle, afhænger dine rettigheder af, om sælger er en privatperson eller en erhvervsdrivende.

Handler du på sites som for eksempel Trendsales, QXL eller eBay, afhænger dine rettigheder af, om sitet har spillet en aktiv rolle i handlen og derfor juridisk set er formidler i handlen. Læs mere i punkt 5 og 6.

2. Tjek sælgeren

Tjek altid, hvem sælgeren er, inden du afgiver et bud eller køber en vare.

Hvis sælgeren er et auktionssite, så læs betingelserne for købet, inden du byder. Husk også at tjekke andre brugeres vurderinger af sitet.

Er sælgeren privat, så tjek andre brugeres vurderinger af brugeren, hvis det er muligt. Visse sites har også et valideringssystem, hvor sitet tjekker sælgers identitet. Brug dog altid din sunde fornuft. Hvis et kup ser for godt ud til at være sandt, er der nok også noget uldent ved det.

3. Tjek afsenderlandet

Afsenderlandet kan få stor betydning for den endelig pris på dit køb, så tjek altid, hvor din vare bliver afsendt fra.

Køber du varer, som bliver sendt fra et land uden for EU, skal du som hovedregel betale dansk moms og told. Når varen koster mere end 80 kr., skal du betale moms. Hvis varen derudover koster mere end 1.150 kr., skal du også betale told.

Moms er altid 25 procent, mens told afhænger af varens art.

4. Betal sikkert

Kreditkort eller debetkort (dankort) er den bedste måde at betale for din vare på, når du handler brugt. Kortbetaling betyder nemlig, at banken kan overføre dine penge tilbage til dig, hvis du eksempelvis ikke modtager din vare.

MobilePay skal du undgå at betale med, hvis du handler brugt. Banken er ikke forpligtet til at give dig dine penge tilbage, hvis noget går galt, og du har overført penge via MobilePay eller Swipp til en privatperson som betaling.  

Bankoverførsler og kontantbetaling har samme regler som MobilePay og giver dig ingen form for beskyttelse, hvis du handler brugt.

Betaler du med Paypal og Trendsales-handel kan du få hjælp til at få pengene tilbage, hvis noget går galt.

5. Hvis varen er i stykker

Varer med fejl og mangler kan du klage over til sælgeren – også når du har købt brugt og af en privat sælger. Du kan dog ikke være sikker på, at du får noget ud af det.

Lauritz.com og Bruun Rasmussen:

Er varen købt på et auktionssite, hvor sitet står som sælger, har du 2 års reklamationsret - også selv om det er en brugt vare. Du skal altid først kontakte sitet, hvis du vil reklamere over en vare. Hvis auktionssitet ikke accepterer reklamationen, kan du gå til et af de relevante klagenævn på området.

Se hvor du kan klage

QXL, eBay, Trendsales:

QXL, eBay og Trendsales er sites, hvor du handler direkte med en sælger, som enten kan være privat eller erhvervsdrivende. Dine rettigheder som køber afhænger af, om sitet har en rolle som formidler, eller om sitet blot stiller en online markedsplads til rådighed. Hvis sitet for eksempel kræver salær af sælgeren, har en hjemmeside med en auktionsfunktion og stiller standard-aftaleskabeloner til rådighed, taler det for, at sitet er en formidler.

Køber du en defekt vare online på et af disse sites hos en sælger, der er erhvervsdrivende, har du 2 års reklamationsret. Vil sælgeren ikke acceptere din reklamation, kan du klage til Forbrugerklagenævnet eller et af de godkendte ankenævn.

Se listen over godkendte klagenævn

Er sælgeren privat, har du som udgangspunkt 2 års reklamationsret over for den private sælger, hvis sitet har haft en rolle som formidler - hvis I for eksempel bruger sitets betalingssystem eller auktionsfunktion. Du skal derfor klage til sælger, hvis I ikke kan blive enige om, hvad der gælder for din købssituation. Hvis I ikke bliver enige, kan du ikke klage til et ankenævn. I disse tilfælde kan du kun gå til domstolene.

Dba.dk:

Den Blå Avis er ikke et auktionssite men en online markedsplads, hvor sælger og køber indgår aftaler uden dba.dk skal have salær eller på anden måde har en formidler-rolle.

Handler du online med en erhvervsdrivende på dba.dk, har du 2 års reklamationsret, og vil sælgeren ikke acceptere din reklamation, kan du klage til Forbrugerklagenævnet eller et af de godkendte ankenævn.

Se listen over godkendte klagenævn

Er sælgeren privat har du som udgangspunkt 2 års reklamationsret, med mindre du og sælgeren har aftalt andet. I private handler er det almindeligt, at varen sælges som beset og uden reklamationsret. Hvis varen er defekt, og sælgeren ikke vil acceptere din reklamation over varen, kan du ikke klage til et ankenævn - i disse tilfælde kan du kun gå til domstolene.

6. Hvis du fortryder

Lauritz.com og Bruun Rasmussen:

Fortryder du et køb, du har gjort på et auktionssite, skal du senest 14 dage efter modtagelsen af varen give sælgeren besked om, at du vil fortryde købet. Fristen på 14 dage er overholdt, hvis du blot har afsendt meddelelsen inden fristens udløb. Når du har meddelt, at du vil fortryde, har du yderligere 14 dage til at returnere varen.

Når du sender varen, skal du altid huske at få dokumentation for, at varen er sendt – for eksempel en kvittering fra posthuset eller fragtmanden. Du bærer ansvaret for varen, indtil den er retur hos sælger.

QXL, eBay, Trendsales:

Har du købt varen online på QXL, eBay eller via en trendsales-handel på Trendsales, har du i de fleste tilfælde ret til at fortryde dit køb – du skal blot meddele sælgeren, at du vil fortryde købet.

Vil sælgeren ikke lade handlen gå tilbage, kan du klage til Forbrugerklagenævnet eller et af de godkendte ankenævn, hvis sælgeren er erhvervsdrivende.

Se listen over godkendte klagenævn

Hvis sælgeren er privat, kan du kun gå til domstolene.

Dba.dk:

Har du købt varen af en virksomhed online, kan du godt fortryde købet. Du kan klage til Forbrugerklagenævnet eller et af de godkendte ankenævn, hvis sælger ikke vil lade købet gå tilbage.

Se listen over godkendte klagenævn

Har du købt varen af en privat person, har du ingen fortrydelsesret, medmindre I har indgået en særskilt aftale om dette.