Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Bytte og returret i fysiske butikker: Hvad er dine rettigheder?

Butikker kan give dig mulighed for at bytte en vare eller få pengene tilbage. Men du har ikke altid ret til at bytte eller returnere.
Af Jesper Frydland-Raun
28. November 2019
fortrydelsesret i fysiske butikker her er dine rettigheder
Foto: Getty Images

Kan du fortryde et køb i en fysisk butik?

Køber du varer online, kan du fortryde dit køb i 14 dage. Men du har ikke altid ret til at returnere en vare eller bytte den, hvis du har købt varen i en fysisk butik.

Hvad skal du være opmærksom på, hvis du vil returnere eller bytte en vare i en fysisk butik? Få hjælp her.

Fortrydelsesret på nettet: Her er dine rettigheder

Butikker bestemmer, om du kan fortryde dit køb

Køb er i udgangspunktet en bindende aftale, og du har ifølge dansk lovgivning ikke krav på at kunne fortryde et køb i en fysisk butik.  

Butikker tilbyder dig ofte retten til at returnere eller bytte en vare. Men butikken er ikke forpligtet til at give dig den service.

Vilkårene for returretten og bytteretten fastsætter den enkelte butik selv. Det betyder, at butikken selv kan bestemme:

  • Hvor lang tid fortrydelsesretten gælder
  • Om butikken har særlige regler for prøvning af varer og returvarens stand
  • Om du kan få pengene for en vare tilbage eller om du kun kan bytte til en anden vare eller få et tilgodebevis
  • Om varen kun kan returneres i den butik, hvor du købte varen, eller i en hel butikskæde.

Har du fået et tilgodebevis? Her er dine rettigheder

Du har krav på aftalt fortrydelsesret

Skilter butikken med, at du kan bytte dit køb eller få pengene tilbage? Eller oplyser butikken om denne rettighed på din bon? Så er butikken forpligtet til at give dig den service.

Butikken kan have særlige vilkår for returnering af varer. Måske kan du godt levere varen tilbage, men du kan ikke få pengene tilbage – du kan kun bytte til en anden vare i butikken eller få et tilgodebevis.

Læs vilkårene grundigt eller spørg, om du har ret til at få pengene retur, før du køber.

Hvis butikken ved køb lover dig en returret og ikke oplyser om særlige forhold, skal du som udgangspunkt have dine penge tilbage.

Gem kvitteringen

Bonen på dit køb skal du altid gemme. Fortryder du et køb i en fysisk butik, er det op til dig at bevise hvor og hvornår, du købte varen og til hvilken pris. Det gør du med kvitteringen.

Din kvittering indeholder tit også butikkens vilkår for returnering. Med kvitteringen kan du altså dokumentere, hvad du blev lovet ved købet om returret og bytning af varen.

Fremgår vilkårene ikke allerede af bonen? Så bed butikken notere på bonen, hvad de har lovet dig med hensyn til at fortryde dit køb.

Kvittering: Gem din bon som bevis på dit køb

Varen skal være i pæn stand

Varen skal være i pæn stand, hvis du vil returnere den. Det betyder, at butikken skal kunne sælge varen som ny til en anden kunde.

Har butikken andre krav til varens stand, skal butikken oplyse dig tydeligt om det, inden du køber. Et krav kan for eksempel være, at du skal returnere varen i original emballage eller at plomberingen er ubrudt.

Butikken har måske varer, der ikke er omfattet af butikkens generelle vilkår for prøvning af varen. Det kan være makeup, mad eller underbukser.

5 ting du skal huske om fortrydelsesret i fysiske butikker

Tjek altid fortrydelsesretten og vilkårene for bytte og returneringer, før du køber:

  1. Hvor lang er fortrydelsesfristen?
  2. Kan du få pengene tilbage, eller kan du kun bytte til en anden vare eller et tilgodebevis?
  3. Hvilken stand skal varen være i, hvis du vil fortryde købet? Skal plomberingen være ubrudt? Eller må du prøve varen på?
  4. Få vilkårene for din fortrydelsesret på skrift, for eksempel på din bon.
  5. Gem bonen, så du kan dokumentere dit køb, varens pris og vilkårene for retur.

Klag over varer med fejl

Har din vare fejl eller mangler? Så kan du kræve at få varen repareret eller byttet – uanset om butikken giver dig ret til at fortryde købet eller ej.

Du kan reklamere over varen i 2 år efter købet.

Din kvittering er dit bevis på, at du har købt varen, og hvornår du har købt varen.

Reklamationsret: Her er dine rettigheder

Få rådgivning om dine rettigheder

Fik du ikke svar på dit spørgsmål? Forbrugerrådet Tænk giver rådgivning om dine rettigheder.

Som medlem af Forbrugerrådet Tænk kommer du forrest i telefonkøen, og du kan få rådgivning på mail.