Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Knækbrød kan indeholde store mængder fedt og sukker

Mange forbrugere forbinder nok knækbrød med en sund snack, men en ny test viser, at det langt fra er alt knækbrød, der kan kaldes sundt. Forbrugerrådet Tænk anbefaler, at man kigger efter nøglehulsmærket, hvis man vil være sikker på, at knækbrødet er sundt.
25. Januar 2018
Foto: Getty Images

Forbrugerrådet Tænk har testet knækbrød for blandt andet fedt, salt og sukker, og testen viser, at knækbrød langt fra er så sundt, som de fleste måske tror. Det fortæller Gitte Sørensen, som er projektleder i Forbrugerrådet Tænk. 

”Mange forventer, at knækbrød er et sundt alternativ til brød og kiks, men det er ikke altid tilfældet. Flere af de testede produkter har et fedtindhold på over 20 gram pr. 100 gram, og derfor kan de sammenlignes med eksempelvis Digestive-kiks. Et af produkterne indeholder hele 38 gram fedt pr. 100 gram, og det er mere fedt, end der er i franske kartofler,” siger Gitte Sørensen.

Knækbrød bryster sig ofte af at indeholde fuldkorn og kostfibre, men man skal altid huske at kigge efter både sukker- og fedtindholdet, hvis man vil være sikker på, at ens knækbrød er sundt.

Hjemmebagt knækbrød kan snyde dig

De senere år er der kommet flere forskellige typer af knækbrød i butikkerne, der ofte ser hjemmelavede ud med kerner og frø. Men hvis man køber det knækbrød, der ser hjemmebagt ud, fordi man tror, det er sundere end andet knækbrød, kan man blive snydt, påpeger Gitte Sørensen.

”De typer af knækbrød, der ser hjemmelavede ud, har ofte et højere indhold af olie i dejen. Der er også mange af den slags knækbrød, som indeholder eksempelvis frugt, frø eller ost, og det er med til at øge fedtindholdet i knækbrødet. Hvis du vil være sikker på, at dit knækbrød er sundt, skal du gå efter produkter med nøglehulsmærket,” siger Gitte Sørensen.

Nøglehulsmærket er den bedste indikator på, at knækbrød er sundt. Kravene til mærket er blandt andet, at knækbrød skal indeholde mindst 50 procent fuldkorn, og det må kun indeholde 7 gram fedt pr. 100 gram.

Testen viser også, at der findes mange sunde varianter af knækbrød, som indeholder meget fuldkorn og kun små mængder fedt og sukker.