Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Forbrugerrådet Tænk vil have mærkningsordning på prisportaler

Flere undersøgelser fra Forbrugerrådet Tænk har de seneste uger vist, at mange prisportaler ikke finder de bedste og laveste priser. Det koster forbrugerne dyrt og kan skade konkurrencen. Organisationen ser en frivillig mærkningsordning på prisportaler som løsningen.
19. November 2018
Foto: Getty Images

Når Black Friday lokker med lave priser, når fladskærmen skal skiftes ud, eller når flybilletter til vinterferien skal bestilles, tyer mange forbrugere til prisportaler for et hurtigt overblik over markedet. Men alt for mange prisportaler sender forbrugerne på vildspor i stedet for at vise vej til de bedste priser og produkter.

Forbrugerrådet Tænk har i oktober og november undersøgt 34 prisportaler hvoraf 18 portaler er danske. Prisportalerne viser priser for henholdsvis flybilletter, mobilabonnementer, hårde hvidevarer og elektronik.

Undersøgelserne har blandt andet afdækket, at flere portaler lover, at de finder den laveste pris på markedet, men i virkeligheden er det kun et fåtal af portaler, der holder deres løfte. Forbrugerrådet Tænk har desuden kunne dokumentere, at der er stor forskel på, hvor stor en del af markedet prisportalerne dækker. Fx viste en søgning på en mobiltelefon fra Samsung, at én portal fandt frem til priser hos fire forhandlere, mens en anden fandt mobiltelefonen hos 36 forhandlere. Endelig er der også flere af portalerne, der ikke har retvisende priser, og det betyder, at prisen i nogle tilfælde kan blive både dyrere eller billigere, når forbrugerne klikker sig videre til forhandleren.

Forbrugerrådet Tænks formand, Anja Philip, mener, at organisationens undersøgelse peger på, at der er behov for at hæve kvaliteten på prisportaler:

”Prisportaler er med god grund meget populære, og vi ved, at forbrugerne forventer at få hjælp til at overskue et meget uigennemskueligt marked, når de søger efter produkter på netop sådan en sammenligningstjeneste. Men de dårlige prisportaler kan tværtimod snyde forbrugeren og ligefrem skade konkurrencen, ” siger Anja Philip.

Forbrugerrådet Tænk foreslår, på baggrund af deres undersøgelser, at der indføres en frivillig mærkningsordning, så forbrugerne lettere kan finde de troværdige portaler.  

”Vi forestiller os en frivillig mærkningsordning, som belønner de portaler, der gør det godt og hjælper forbrugerne på samme måde som e-mærket, hvor netbutikker frivilligt lader sig tjekke for at blive certificeret. En lignende mærkningsordning på prisportaler vil gøre det lettere for forbrugerne at skille de gode portaler fra de dårlige, og det vil samtidig være til gavn for de virksomheder, der har de bedste produkter, at forbrugerne kan finde frem til dem,” siger Anja Philip.

Forbrugerrådet Tænk har i oktober og november haft fokus på prisportaler og vil i den kommende tid fortsætte dialogen om en mærkningsordning for prisportaler med myndighederne og de forskellige brancher.

Læs mere om kampagnen

 

Fakta om kampagnen

Kun 4 ud af 34 portaler fandt alle de billigste priser i Forbrugerrådet Tænks søgninger.

14 ud af 34 portaler viste minimum én gang i Forbrugerrådet Tænks undersøgelser en pris, der var en anden, end den pris forbrugeren endte med at betale.

Ingen af de 34 portaler angav præcis, hvor stor en andel af markedet de dækker.

Forbrugerrådet Tænk har anmeldt 3 prisportaler til Forbrugerombudsmanden for vildledende markedsføring og 2 for skjult reklame. Læs hele anmeldelsen.

Forbrugerrådet Tænk har anmeldt Google til EUs konkurrencekommissær for at oprette pseudo-prisportaler og misbruge sin dominerende stilling. Læs hele anmeldelsen.