Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Elcykler går tit i stykker

Salget af elcykler drøner derudaf, men en undersøgelse blandt 744 danskere, der har eller har haft en elcykel viser, at cyklerne ofte rammes af store fejl og problemer på især batterier og motorer.
19. Juni 2017

Elcykler hitter.

Sidste år var omkring hver 10. solgte cykel en elcykel. Men en tredjedel af ejerne har oplevet problemer, fortæller testansvarlig Mikkel William Nielsen fra Forbrugerrådet Tænk, der er i gang med en test af netop elcykler og i den forbindelse har gennemført en spørgeundersøgelse med deltagelse af 744 danskere.  

”Det er især to ting, som ifølge forbrugerne går i stykker – batteriet og motoren. Det er ikke overraskende, at cykler går i stykker, men det er overraskende, hvor ofte problemerne vedrører motoren. Vi kan simpelthen se, at risikoen for at din cykel går i stykker stiger på grund af elektronikken,” siger Mikkel Willam Nielsen.

Skaderne på batteri og motor opstår oftest ved almindelig brug. Der er dog også eksempler på batterier, der er gået i stykker, efter at cyklen er væltet, hvis batteriet er tabt på jorden, ligesom indtrængende fugt i nogle tilfælde har ødelagt motor og batteri. Tre ud af fire svarer, at cyklen gik i stykker indenfor reklamationsretten – det vil sige de første to år.

Stor forskel på priser

Prisen på elcykler varierer rigtig meget. Flertallet af deltagerne i Forbrugerrådet Tænks undersøgelse har betalt mellem 10.000 og 18.000 kroner for deres cykel. Men der er også respondenter, der har betalt under 5000 og over 30.000.

”Elcykler er et dyrt produkt, og derfor er det overraskende, at så mange cykler – efter forholdsvis kort brug – kræver reparation eller ombytning. Det bør kunne blive bedre,” siger Mikkel Willam Nielsen.

Trods de mekaniske udfordringer, er de fleste forbrugere godt tilfredse med deres elcykel. Fx svarer over 90 procent af deltagerne i undersøgelsen, at cyklens brugervenlighed er god eller meget god.  Til gengæld bedømmer 25 procent af deltagerne batteriet på deres cykel til at være middelmådigt, dårligt eller meget dårligt.