Kopper og tallerkener af bambusplast er ulovlige | Forbrugerrådet Tænk
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Kopper og tallerkener af bambusplast er ulovlige

Stine Müller · Foto: Getty Images · 10. december 2020

Bambuskopper, bambustallerkener og anden service af bambusplast er ulovligt. Det slog Fødevarestyrelsen fast i 2020. Det skyldes, at bambusmelamin kan frigive uønsket kemi.

Bambusplast har været populært til for eksempel to-go-kaffekopper eller børneservice.

Men i efteråret 2020 slog Fødevarestyrelsen fast, at bambusplast i disse produkter er ulovligt.

Hvad er bambusprodukter i plast?

Bambusplastprodukter er typisk fremstillet af melaminplast. I denne plast er der blevet tilsat findelt bambus.

Bambus er ikke det eneste naturmateriale, som producenterne bruger. Det kan også fx være majs eller ris.

Produkterne har blandt andet været markedsført med udtryk som ”bambus” og ”lavet af bambusfibre”.

Bambusmelamin-produkterne ligner ofte almindelig melaminplast, men har typisk en mere mat overflade.

Disse uønskede stoffer kan afgives fra bambusplast

  • Formaldehyd, der er kræftfremkaldende.
  • Melamin, der kan skade blæren og nyrerne.

Bambusplast har aldrig været tilladt

Virksomheder har frem til efteråret 2020 markedsført bambusplast-produkter, uden at myndighederne har reageret.

Men service af bambusplast har faktisk aldrig været lovligt at sælge. Det var dog først i efteråret 2020, at EU-Kommissionen slog fast, at det forholder sig sådan. Forhandlere skulle derfor stoppe salget.

For at bambus kan blive godkendt i plast, kræver det, at der er nogen, der søger om godkendelse. Det er der ikke nogen, der har gjort.

Derfor har EU heller ikke lavet en overordnet vurdering af om anvendelsen af bambus i plast til tallerkener, kopper og anden service er sikker.

Bambusplast frigiver ofte uønsket kemi

Bambusmelamin afgiver særligt uønsket kemi, hvis produkterne bruges til varm mad og drikke. Det kan fx være en kaffekop med varm kaffe.

Afgivelsen bliver også større, når du bruger produkterne mange gange, og de begynder at blive slidte. Bambusplast er derfor i flere tilfælde uegnet til mad og drikke.

Flere bambusprodukter er tidligere blevet tilbagekaldt, blandt andet fordi de frigav melamin i for høje mængder.

Tysk test afslører uønsket kemi i bambusplast

Den tyske forbrugerorganisation Stiftung Warentest har i 2019 testet kaffekopper lavet med bambus.

Der var plast i alle 12 testede kopper – også selvom det ikke altid fremgik af markedsføringen. 7 ud af de 12 bambusplastkopper afgav uønskede stoffer i form af melamin og formaldehyd.

Afgivelsen af uønsket kemi blev større over tid. For flere af kopperne var afgivelsen højere ved den 7. kop kaffe i koppen, i forhold til da koppen blev taget i brug første gang.

Det tyske risikovurderingsinstitut, BfR, har på baggrund af egne og andres test af bambusplast vurderet afgivelsen af formaldehyd og melamin fra produkterne.

Instituttet finder blandt andet, at bambusplast ofte afgav langt højere mængder formaldehyd og melamin end traditionelle melaminprodukter.

Bambusplast er ikke bionedbrydeligt

Nogle producenter og forhandlere kalder bambus-produkter i melaminplast for ”bambus melamin”. De gør det dermed tydeligt, at der er tale om et plastprodukt.

I andre tilfælde kan det være vanskeligt at se, at der udover bambus, majs eller ris også er et indhold af plast i produktet. Forbrugeren kan i stedet få indtryk af, at der er tale om et naturprodukt.

”Bionedbrydelige bambusfibre”, ”genanvendelige”, ”naturlige”, ”øko-venlig”, "100% bamboo" er nogle af de anprisninger, der følger med bambuskopperne.

Bambus er i sig selv bionedbrydeligt, men det samme gælder ikke plastmaterialet, der heller ikke er hverken økologisk eller naturligt.

Ifølge EU-Kommissionen må disse produkter, der også indeholder plast, ikke markedsføres som eksempelvis ”bambus”, ”naturmateriale” eller ”økologisk”. Det betragtes som vildledende markedsføring.

Bambusplast – hvorfor er det problematisk?

Når bambus bliver tilsat i melaminplast, kan plasten blive mere ”åben”. Derfor afgiver bambusplast ofte langt højere mængder formaldehyd og melamin end traditionelle melaminprodukter.

Det tyske risikovurderingsinstitut, BfR, har vurderet bambusplast på baggrund af en række test. BfR konkluderer, at bambusplast i nogle tilfælde kan være uegnet til mad og drikke ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt.

Fødevarestyrelsen mener generelt ikke, at bambusmelamin på det danske marked udgør en sundhedsrisiko. Men ud fra et forsigtighedsprincip kan du ifølge Forbrugerrådet Tænk Kemi overveje at skille dig af med disse produkter eller returnere dem til forhandleren.

Rene bambusprodukter som skåle, bestik eller skærebrædder består udelukkende af bambus og indeholder ikke plast. Disse produkter kan typisk kendes på bambusstrukturen. Rene bambusprodukter afgiver ikke melamin og formaldehyd.

Melamin må ikke komme i mikroovnen – hverken med eller uden bambus

Melaminplastik skal du i det hele taget undgå at opvarme. Det gælder både med og uden indhold af bambus.

Melaminplast kan afgive formaldehyd og melamin, når det er i mikroovnen eller i kontakt med varm mad.

Undgå derfor melaminplast, når madrester eller babygrød skal opvarmes i mikroovnen.

Webshops solgte fortsat ulovlig bambusplast

Efter myndighederne meldte ud i 2020, at bambusplast var forbudt, stoppede flere virksomheder med at sælge de ulovlige produkter. Det var dog ikke alle, der stoppede salget.

I januar og marts 2021 kontaktede Forbrugerrådet Tænk Kemi i alt 48 online forhandlere, der solgte bambusplast på trods af forbuddet. 10 af disse fortsatte salget efter første kontakt og blev derfor anmeldt til Fødevarestyrelsen.

I et nyt tjek i juni 2021 fandt vi stadig 22 online forhandlere af bambusplast. Otte af disse var blevet kontaktet før og blev indberettet til Fødevarestyrelsen. I september 2021 lavede Fødevarestyrelsen kontrolbesøg hos alle 8 forhandlere for at stoppe salget.

De solgte blandt andet produkter fra mærker som Bloomingville, Filibabba, Cam Cam, Liewood, OyOy og Konges Sløjd. Ligesom tidligere oplyser flere virksomheder, at de nu stopper salget.

Chefkonsulent hos Fødevarestyrelsen Mette Holm sagde til Forbrugerrådet Tænk, at kontrolbesøgene burde være unødvendige.

“EU’s og vores generelle udmelding om emnet bør få virksomheder til af egen drift at stoppe for yderligere salg af bambusmelaminprodukter – også uden at vi udsteder et salgsstop på et kontrolbesøg,” sagde hun.

Ulovlig bambusplast er et problem i hele EU

Salget af bambusplast service er ikke kun et problem i Danmark. I hele EU fortsætter salget. Der er tale om produkter, der kommer til EU fra lande udenfor EU.

EU-Kommissionen satte derfor i 2021 en fælles EU-kontrolkampagne i gang for at stoppe salget.

Kampagnen havde særlig fokus på online salg og import af bambusplastprodukter fra lande udenfor EU samt information til forbrugerne om, at produkterne er ulovlige, og at anprisningerne som bæredygtige er misvisende.

Hvad er alternativerne?

Er du på jagt efter gode alternativer til børneservice af bambusplast og melamin, hvor du ikke behøver bekymre dig så meget om temperatur og slid?

Her er tre bud på materialer, der ikke afgiver uønsket kemi til dit barns mad⁠ uanset temperatur.

  • ⁠Porcelæn. Kan også bruges i mikroovnen.
  • Glas. Hvis glasset er varmefast, kan det også gå i mikroovnen.
  • Rustfrit stål. Kan ikke gå i mikroovnen.

Du kan købe nye tallerkener, glas eller skåle billigt. Du kan også gå efter brugt service fra et loppemarked. Så undgår du at ærgre dig, hvis et par af dem ryger en tur på gulvet.

Det kan du selv gøre

Er du stødt på service, køkkenredskaber eller lignende produkter af bambusmelamin?

Så kan du gøre forhandleren opmærksom på, at den type produkter ikke er tilladt.

Du kan også sende information om produktet til Fødevarestyrelsen.

Har du allerede købt et produkt af bambusplast?

Virksomhederne bliver kun bedt om at tilbagekalde bambusprodukterne fra forbrugerne i de tilfælde, hvor myndighederne vurderer, at produkterne udgør en sundhedsrisiko.

Hvis ikke produktet udgør en sundhedsrisiko, vil virksomheden blot skulle stoppe salget fremadrettet.

Har du allerede købt fx børnetallerkener eller kaffekopper af bambusmelamin? Så kan du ud fra et forsigtighedshensyn stoppe med at bruge produktet og smide det ud.

Du kan også henvende dig til forhandleren, hvis du ønsker at returnere produktet.

Produkterne er ikke nødvendigvis problematiske i sig selv. Men undgå at bruge dem til varme fødevarer, og kassér slidte produkter.

Er mit produkt bambusplast?

Mange har spurgt på sociale medier, hvilke produkter der er bambusplast.

Forbrugerrådet Tænk Kemi har derfor spurgt en række virksomheder om dette.

Er du fortsat i tvivl, kan du spørge virksomhederne direkte.

Se virksomhedernes svar

  • Sebra oplyser, at de har solgt bambusmelamin siden 2015. Bambusprodukterne har indtil sommeren 2020 kun været solgt i gaveæsker. Men fra sommeren 2020 har de også været solgt som løsdele.

    Se Sebras egen oversigt med billeder af deres bambusplastprodukter.

    Sebra har igennem adskillige år også solgt melaminservice uden bambus. Det er solgt som løsdele og i gaveæsker.

    Det kan være svært at se forskel på bambusmelamin og ren melamin, men Sebra oplyser, at at der er følgende forskelle:

    • Den ruminddelte melamintallerken har 4 rum. Bambusmelamintallerkenen har 3.
    • Den flade melamintallerken er rund og har ingen inddeling. Bambusmelamintallerkenen har ruminddeling.
    • Melaminkoppen har tudlåg og intet silikonegreb eller hank. Bambusmelaminkoppen har enten hank eller silikonegreb
    • Bambusmelaminskåle har enten et farvet kantbånd øverst på ydersiden (cirka 1,7 centimeter), en grå kant eller en gris printet i bunden. Det er der ingen af de almindelige melaminskåle, der har.
  • Salling oplyser, at de i løbet af de seneste 2 år har solgt følgende produkter i bambusmelamin i Netto:

    • To-Go Kop, 450 ml, lyserød og sort leopard mønster (Uge 12, 2019)
    • Bamboo melamine solid colour (Uge 12, 2020)
    • Bamboo Melamine Set S/5 (uge 24, 2020)
    • Bamboo Melamine Set S/5 (uge 30, 2020)

    I samme periode har Netto også solgt flere produkter, som kun har været af melamin uden tilsat bambusfibre.

    Salling understreger, at årsagen til forbuddet mod bambusmelamin er en teknikalitet i lovgivningen. Det er således ikke frigivelse af uønsket kemi, der er årsag til forbuddet, og forbrugerne kan være trygge ved de produkter, som de har haft købt i Netto.

    Netto gør opmærksom på at det er i overensstemmelse med Fødevarestyrelsens udmelding på Facebook:

    ”Fødevarestyrelsen har ikke grund til at tro, at de produkter, der har været på det danske marked, udgør en sundhedsrisiko. Derfor behøver du ikke at skille dig af med produkter af bambus-melamin. Fødevarestyrelsen anbefaler dog altid, at du smider køkkengrej af melamin ud, hvis det er slidt eller gået i stykker.”

     

  • Nature Planet oplyser, at de har solgt kopper, tallerkener og skåle, der indeholder bambus-melamin.

    De oplyser, at de for 6-7 år siden, også har solgt tallerkener af melamin samt krus i PP plast. Begge produkter var dog i et helt andet design, så de kan ikke let forveksles med deres bambus-melamin produkter.

    Nature Planet gør opmærksom på, at Fødevarestyrelsen i deres kommunikation udtaler:

    ”Der er ikke grund til at tro, at de produkter, der har været på det danske marked, udgør en sundhedsrisiko, og du behøver derfor ikke skille dig af med produkter af bambus-melamin”.

    Nature Planet understreger, at alle deres produkter lever op til de gældende krav og regler om migration af henholdsvis melamin og formaldehyd. Produkterne er testet i henhold til brug, det vil sige med de relevante fødevaresimulanter og altid ved den temperatur, som produktet er mærket med.

    Fødevarestyrelsen har ikke forlangt tilbagekaldelse af de produkter, der allerede er på markedet, hvis de i øvrigt overholder gældende regler for migration af melamin og formaldehyd. Det oplyser Nature Planet, at alle deres produkter gør.

  • Ecoffee: Er koppen bambusmelamin?

    Multiline, der er tidligere dansk distribtør af Ecoffee-kopperne, bekræfter, at kopperne er lavet af bambusmelamin.

    Multiline oplyser i øvrigt, at de har stoppet distribution af Ecoffee koppen, allerede inden Fødevarestyrelsen meldte ud, at bambusplast ikke var tilladt at sælge.

  • Søstrene Grene oplyser, at de har solgt en række forskellige produkter af bambusmelamin de seneste år, men understreger at produkterne fortsat trygt kan anvendes, da de ikke er sundhedsskadelige.

    Hvis man som forbruger står med et produkt, som man er i tvivl om, kan man kontakte Søstrene Grenes kundeservice på contact@sostrenegrene.com som lover at svare inden for 24 timer.

    Søstrene Grene valgte i uge 49 at stoppe salget af bambusmelaminprodukterne og fjerne dem fra hylderne i alle deres butikker. Virksomheden påpeger, at det sker trods det faktum, at produkterne ikke kræves tilbagetrukket af myndighederne, og at de ifølge alle lovmæssige tests, ikke er sundhedsskadelige at anvende. Produkterne er testet og overholdt de krav til kemiske stoffer, der var gældende på det tidspunkt, hvor produkterne blev markedsført, oplyser virksomheden. Det er dog vigtigt, at man som forbruger overholder den vejledning, der står på produktet, bl.a. må produkterne ikke udsættes for varme over 70 grader.

    Virksomheden understreger endnu en gang, at produkterne ikke er sundhedsskadelige at anvende, og derfor refunderer de heller ikke pengene for allerede købte produkter.

    De oplyser i øvrigt, at de ligesom en række andre importører af sådanne produkter har været i tæt dialog med Fødevarestyrelsen omkring sagen.

  • Konges Sløjd oplyser, at deres kundeservice er klar til at tage imod og hjælpe dig, hvis du har spørgsmål til Konges Sløjd og deres produkter.

    Du kan kontakte deres kundeservice på info@kongessloejd.dk.

    Konges Sløjd understreger i øvrigt, at de udelukkende markedsfører produkter, som er vurderet sikre for forbrugerne, og det er deres opfattelse, at det ikke er sundhedsskadeligt at bruge Konges Sløjds produkter.