Rengøringsmidler: 6 gode kemiråd før du gør rent Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Rengøringsmidler: 6 gode kemiråd før du gør rent

Universalrengøring og lignende kan indeholde uønsket kemi, som for eksempel er allergifremkaldende. Se, hvad du kan gøre for at træffe et godt kemivalg.

Stine Müller · Foto: Getty Images · 20. april 2022
Rengøringsmidler til hjemmet

Rengøringsmidler kan indeholde stoffer, der kan belaste miljøet eller udgøre en sundhedsrisiko. Se vores 6 gode kemiråd til at gøre rent derhjemme.

1. Dosér dit rengøringsmiddel rigtigt

God rengøring begynder med, at du vender produktet og læser vejledningen på bagsiden af rengøringsmidlet.

Etiketten fortæller, hvordan du doserer mængden af et rengøringsmiddel rigtigt.

Miljøet bliver ikke unødigt belastet, hvis du nøjes med at bruge den mængde rengøringsmiddel, som er nødvendig.

2. Vær opmærksom på faremærker

Rengøringsmidler kan være faremærkede som miljø- eller sundhedsskadelige.

Et faremærke betyder, at der kan være en risiko ved det ufortyndede rengøringsmiddel. Når først rengøringsmidlet er fortyndet til normal brug, er risikoen langt mindre.

Faremærkningen kan skyldes indhold af et eller flere miljø- eller sundhedsskadelige stoffer.  I almindelige rengøringsmidler som for eksempel  universalrengøring er sidstnævnte typisk stoffer, der kan virke irriterende for huden eller skade øjnene.

Anvisningen på rengøringsmidlet er vigtig at følge, også når du bruger faremærkede midler. Så ved du, hvilke forholdsregler du skal tage, når du bruger produktet.

3. Stil rengøringsmidler uden for børns rækkevidde

Rengøringsmidler og opvasketabs kan indeholde stoffer, som er farlige for børn, hvis de putter dem i munden.

Stil produkterne uden for børns rækkevidde, så du undgår forgiftningsulykker.

4. Køb rengøringsmidler, der både er miljømærket og allergimærket

Svanemærket og EU-blomsten sikrer, at der er stillet krav til, hvor miljøbelastende dit rengøringsmiddel må være. Samtidig stiller miljømærkerne også visse krav til sundhed.

Den Blå Krans og AllergyCertified er allergimærker. De sikrer, at allergifremkaldende stoffer som parfume ikke må være i produktet.

Vælg gerne produkter, som både er miljø- og allergimærket. Så får du et rengøringsmiddel, hvor der både er stillet krav til belastning af miljø, og som er fri for allergifremkaldende stoffer.

5. Den Blå Krans oplyser om alle indholdsstoffer

Allergimærket Den Blå Krans skal du gå efter, hvis du vil vide, hvilke ingredienser der er i dine rengøringsmidler.

Den Blå Krans stiller krav til, at alle oplysninger om indhold skal fremgå på produktets etikette.

Rengøringsmidler oplyser normalt kun om udvalgte stoffer på selve produktet. Der skal i stedet være et link til en hjemmeside, hvor du skal kunne finde en liste over alle indholdsstofferne.

6. Tjek rengøringsmidlet for allergifremkaldende stoffer

Parfumeindhold skal fremgå af etiketten, hvis det findes i rengøringsmidlet.

Allergifremkaldende konserveringsmidler skal også være nævnt på selve rengøringsmidlet, hvis der er tale om stofferne methylisothiazolinone (MI), methylchloroisothiazolinone (MCI) eller benzisothiazolinone (BIT).

Allergimærkede rengøringsmidler med Den Blå Krans eller AllergyCertified må hverken indeholde parfume eller allergifremkaldende konserveringsmidler.