Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Forbrugerne får hjælp til at undgå skadelig kemi

KemiWatch er navnet på et nyt initiativ, som med analyser, information og viden skal hjælpe forbrugerne til at undgå skadelig kemi. KemiWatch bliver uafhængig af økonomiske interesser og skal drives af Forbrugerrådet Tænk.
Af Forbrugerrådet Tænk
9. Oktober 2014
Forbrugerne får hjælp til at undgå skadelig kemi
Foto: Thinkstock

Skadelige stoffer i hverdagen

Mange videnskabelige undersøgelser peger i retning af, at skadelige kemiske stoffer i vores hverdag påvirker os negativt og blandt andet kan medvirke til forskellige kræftformer og nedsat fertilitet. Samtidig peger forskningen også på, at den nuværende måde at regulere kemikalierne på ikke i tilstrækkelig grad tager højde for kombinationseffekterne dvs. at stofferne sammen har større effekt end det enkelte stof alene.

Der findes i dag ikke nogen enkelt aktør der sætter entydigt fokus på, hvordan vores sundhed bliver påvirket af de produkter, vi omgiver os med. Det kan fx være af ftalater i vores børns tøj, i vinylgulve, eller badeforhæng i vores boliger. Og hvad det betyder, at der kan findes særligt problematiske brommerede flammehæmmere i sofaer, lænestole, fjernsyn og computere? Eller hvad det gør ved os, at vores mad kan være pakket ind i emballage, der kan udskille flourstoffer eller bisphenol A?

Målet er bedre forbrugerbeskyttelse

Det er præcis de problemer og den usikkerhed, KemiWatch skal sætte spot på. Målet er bedre forbrugerbeskyttelse, og hjælp til danskerne med at navigere i junglen af kemiske stoffer, fortæller formand for Forbrugerrådet Tænk, Anja Philip.

”Vi er på forbrugernes vegne rigtig glade for dette initiativ. Vi ved, at kemi i hverdagsprodukter er et af de områder, der optager forbrugerne allermest. Opgaven for KemiWatch bliver blandt andet at skære igennem kemi-kaosset og klæde forbrugerne på til at gennemskue hvilke stoffer, der kan være skadelige, og hvor de findes. Samtidig skal vi lave uafhængige analyser og test, som giver ny viden på området. Viden vi vil dele med forbrugerne  men også bruge til at påvirke virksomheder og politikere,” siger Anja Philip.  

Miljøministeriet har afsat 17,4 millioner til KemiWatch i perioden 2014-2016. Som noget af det første, vil der i nærmeste fremtid blive oprettet en forbrugerhotline og et kemi-site under Forbrugerrådet Tænks hjemmeside www.taenk.dk