Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Forbrugerformand: Stop vanvittige lån nu

Danskere optog i 2013 sms- og weblån for rekordbeløb. Lånene har ofte enorme årlige omkostninger i procent (ÅOP). Forbrugerrådet Tænk ser konsekvensen ude i gældsrådgivningscentrene og opfordrer politikerne til at sætte en stopper for urimelige lån.
Af Forbrugerrådet Tænk
23. Marts 2014
Forbrugerformand: Stop vanvittige lån nu
Foto: Thinkstock

Flere triste rekorder i 2013

Forbrugerombudsmanden har netop opgjort årsstatistik over de såkaldte sms- og weblån. Tallene, der er baseret på indberetninger for tre selskaber, afslører, at der i 2013 blev sat flere triste rekorder: Forbrugerne har taget sms- og weblån for et rekordstort beløb. Og rekordmange - omkring en fjerdedel - har i de sidste to kvartaler af året ikke kunnet betale lånet tilbage.

Urimelige vilkår

Ifølge Forbrugerrådet Tænk skyldes problemerne med sms- og weblån de ofte helt urimelige vilkår, som lånene tilbydes på.

”Nogle firmaer opkræver enorme årlige omkostninger i procent i forbindelse med lånene. Samtidig viser den høje misligeholdelsesprocent, at kreditvurderingen ikke er i orden. Konsekvenserne ser vi desværre i vores fem gældsrådgivningscentre i form af mennesker, der er endt i RKI blandt andet på grund af vanvittige omkostninger på lån, der aldrig burde være bevilget,” siger formand for Forbrugerrådet Tænk, Anja Philip.

Politisk indgreb efterlyses

Hun efterlyser et politisk indgreb overfor disse låntyper.

”Det er tydeligt, at nogle firmaer har en forretningsmodel, der går ud på at spekulere i at låne penge ud, selvom de godt ved, at folk ikke altid kan betale tilbage. Så længe der ikke er et loft over, hvor dyre lånene må være, løber deres forretning rundt ved hjælp af de forbrugere, der ender med at betale de vanvittige lån tilbage. Et loft over hvor høje årlige omkostninger i procent, lånefirmaerne må tage og krav om en forudgående kreditvurdering, ville ødelægge den usympatiske forretningsmodel,” siger Anja Philip.