Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Flybilletter: Sådan finder du de bedste billetter billigt

Billige flybilletter kan du finde med en prisportal. Men hvordan undgår du at blive snydt for den bedste pris? Få hjælp her.
Af Lars Nøhr Andresen
7. Oktober 2018
Foto: Getty

Undgå at blive snydt på flyprisportaler

Billetter til flyrejser kan du finde gennem flyportaler på nettet. Prisportaler kan være en stor hjælp til at overskue et væld af forskellige afgange, flyselskaber og ikke mindst priser. 

Kvaliteten på prisportalerne er dog langt fra den samme. For at være sikker på, at du får de rette flybilletter til den bedste pris, kan du følge disse råd.

Tjek flyselskabets egen hjemmeside

Prisportaler viser dig ikke altid de billigste billetter. Ofte er resultaterne på flyprisportalerne priser fra rejsearrangørers hjemmesider.

Billetterne kan være billigere direkte hos flyselskabet. Se derfor altid efter, hvad billettens pris er på flyselskabets egen hjemmeside.

Går noget galt på rejsen, er det ikke ligemeget, om du har købt billetten hos et flyselskab eller en rejsearrangør.

Se, hvem du skal købe billetten af

Tjek flere prisportaler

Flyprisportalerne viser sjældent alle de samme flyforbindelser. Tjek flere flyprisportaler for at få et større udvalg af ruter og flyselskaber.

Forbrugerrådet Tænk har testet flyprisportaler i oktober 2018. Se den bedste

Tjek, om øverste søgeresultat er en annonce

Flyprisportaler kan tjene penge på, at rejsearrangører eller flyselskaber betaler for at deres billetter kommer højere op i søgeresultatet i form af annoncer.

Vær opmærksom på, om det øverste resultat er en annonce med et dyrere søgeresultat. Vær altid opmærksom på, at sponsorerede annoncer ofte er lette at forveksle med andre søgeresultater. 

Tjek, hvem der ejer portalen

Tjek, hvem der står bag prisportalen. Hvis en prisportal ejes af et selskab, der selv forhandler nogle af de listede produkter, kan det være at portalen hellere vil sælge dig selskabets egne produkter frem for at give dig det rigtige overblik.

Søg anonymt

Cookies og din browserhistorik kan fortælle om din færden på nettet. Det kan hjemmesider bruge til at vurdere, hvor interesseret du er i et bestemt produkt.

Har du for eksempel søgt på hoteller eller seværdigheder i Frankrig, kan du være interesseret i flybilletter til Paris. Hvis du tjekker prisen på de samme billetter flere gange, kan du være særdeles interesseret. Derfor kan det være prisen på billetterne stiger for dig.

Cookies og din browserhistorik skal du slette, før du bruger prisportalerne for en sikkerhedsskyld. Så kan du undgå, at cookies i computeren kan få indflydelse på de priser, der vises i søgeresultaterne.

Cookies: Alt du skal vide

Tjek, om de laveste priser vises først

Visningen i søgeresultatet på en prisportal går du måske ud fra er sorteret efter pris med de billigste billetter øverst. Det er ikke nødvendigvis tilfældet.

Vær opmærksom på, om standardvisningen af produkter i virkeligheden er de bedste priser eller er annoncering. Mange prisportaler viser på forsiden annoncer, der figurerer som de billigste eller bedste produkter.

Billetterne kan også være sorteret efter andre kriterier. For eksempel flyvetid eller antal mellemlandinger.

Prøv at skifte land og sprog

En flybillet købt fra Norge kan være billigere end en flybillet købt fra Danmark. Det kan have betydning for prisen på billetten, hvilket land og sprog du vælger på søgemaskinen. Prøv at skifte land og sprog og se, om priserne ændrer sig.

Tilmeld prisportalens prisagent

Priserne på rejsemarkedet ændrer sig ofte fra time til time. Derfor kan det være en god ide at tilmelde dig prisportalens prisagent, så du får besked, hvis din søgte rejse kan fås billigere.

Tjek rejsetid og antal stop

Den billigste flyrejse vil ofte være den med længere rejsetid og flere flyskift. Gør op med dig selv, om en lavere pris er besværet svær. Du kan ofte indstille sidens brugersettings til kortere rejsetid eller direkte flyvninger.