Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Salgsgas: Kampen for ærlig snak på mad-emballagen fortsætter

Forbrugerrådet Tænk har anmeldt 26 madvarer for vildledning, og næsten 5.000 har skrevet under mod salgsgas på mad. Hvad sker der så nu?
Af Charlotte Balle
2. December 2016
Roastbeef er ikke stegt

Ærlig snak på emballagen - ja tak!

Emballagen på din mad fortæller ikke altid, hvad du får. Nogle gange lokker indpakningen med flotte billeder, indbydende ord eller lækre navne, der i virkeligheden slet ikke afspejler produktet. Andre gange snyder størrelsen.

Forbrugerrådet Tænk har i efteråret 2016 sat fokus på vildledende markedsføring på fødevarer. Og jeres opbakning har været enorm.

Underskrifter bliver præsenteret for ministeren

Mere end 4.700 forbrugere har skrevet under på vores 3 krav:

  • Stop salgsgas på mad.
  • Usund mad må ikke forklæde sig som sund mad.
  • vildledende mærker skal væk fra mad.

Underskrifterne vil Forbrugerrådet Tænk fremlægge for fødevareministeren på et møde, hvor vi også vil fortælle, hvorfor det er vigtigt at stoppe vildledning på mad.

26 produkter anmeldt for vildledning

Forbrugerrådet Tænk har i forbindelse med kampagnen anmeldt 26 produkter til Fødevarestyrelsen for vildledende markedsføring.

Produkterne, vi har anmeldt, er blandt andet grøntsagspasta med et meget lille indhold af grøntsager, pizzatopping uden ost og roastbeef, der er kogt og farvet.

Flere klager kan komme til, for Forbrugerrådet Tænk fortsætter med at have fokus på vildledning, så længe det er nødvendigt.

Se de anmeldte produkter og resultatet af klagerne

100 tip om salgsgas fra læserne

Salgsgas findes på rigtig mange produkter - lige fra Samsø rødbeder, der slet ikke er fra Samsø, til smørspray der indeholder langt mere rapsolie end smør.

Forbrugerrådet Tænk bad om jeres tip, og I har sendt flere end 100 eksempler på pakker, æsker og tuber med madvarer, som I har følt jer snydt af.

Se 23 produkter læserne er blevet snydt af

Producenter ændrer emballagen

Forbrugerrådet Tænk har konfronteret producenterne af de produkter, I er blevet snydt af, med jeres oplevelser. Nogle producenter har valgt at lytte til kritikken, og de ændrer nu på emballagen.

Spangsberg vil fjerne illustrationerne af kakaobønner på deres hvide flødeboller, som ikke indeholder kakao. Graasten ændrer varerbetegnelsen på deres krabbesalat, som indeholder 38 procent surimi og 5 procent krabbekød.

Salgsgas har ryddet forsiden

Madfup har været både på Ekstra Bladets forside og emnet for DRs magasin Kontant. Derudover har mere end 100 artikler, tv- og radioindslag sat fokus på vildledende mademballage.

Forbrugerrådet Tænks kampagne om vildledende markedsføring på mad er nået ud til mange danskere, som nu kan være opmærksomme på salgsgas, når de handler i supermarkedet.

Salgsgas: Det sker der nu

Forbrugerrådet Tænk vil i de næste uger sende breve til producenter, hvor vi gør dem opmærksomme på, hvordan deres emballage vildleder danskerne. Vi opfordrer dem til at være mere ærlige på produkterne, så danske forbrugere ikke bliver snydt.

Lovgivning i  EU og Danmark skal forbedres, så det bliver lettere at undgå salgsgas. Derfor arbejder vi sammen med  Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Diabetesforeningen for regler, der skal sikre, at usunde fødevarer ikke smykkes med sundhedsbudskaber.

Tak for opbakningen.

Støt vores arbejde - bliv medlem nu!