Roaming: Spar på dit dataforbrug på ferien | Forbrugerrådet Tænk
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Roaming: Spar på dit dataforbrug på ferien

Telefonregningen kan blive høj, hvis du er på Facebook via roaming på ferien. Med et par enkle tips kan du undgå, at din ferie bliver ekstra dyr.

Michael Haddar · Foto: Getty Images · 30. september 2021
Roaming på ferie

Din telefonregning kan let blive ekstra stor, hvis du har været på Facebook, tjekket mail og streamet tv fra din mobiltelefon på rejsen. Dataroaming - at være på internettet på et udenlandsk netværk - kan nemlig være en dyr fornøjelse.

Roaming er gebyrfrit i hele EU – hvis du har et såkaldt roaming-abonnement. Her er prisen for at være på nettet på din telefon den samme, som hvis du var hjemme i Danmark. Databrug er dog ikke ubegrænset i EU.

Uden for EU er dataroaming dyrt. Priserne kan ligge helt oppe omkring 100 kroner per megabyte.

Ferien behøver dog ikke at forløbe helt uden Facebook, Netflix og andre apps. Få vores tips til at undgå store mobilregninger på ferien.

Tjek altid dit mobilabonnement inden afrejse

Dit teleselskab skal oplyse dig om, hvad det koster at sms’e, ringe og bruge data i det land, du skal rejse til. Det er ekstra vigtigt at vide, hvis du rejser uden for EU – fordi priserne kan være meget høje.

Rejser du inden for EU, har mobilselskaberne typisk en grænse for, hvor meget data du kan bruge uden at betale ekstra. Du risikerer altså at betale dyrt, hvis du overskrider grænsen.

Tjek altid, hvordan dit abonnement er sat sammen i forhold til dataforbrug i udlandet, og hvilke ekstra muligheder dit mobilselskab tilbyder.

Download film og musik, før du rejser

Film og musik kan du downloade til din tablet, mobiltelefon eller computer fra flere streaming- og musikstreamingtjenester.

Download indholdet via wifi, før du tager afsted. Så sparer du penge på dataroaming undervejs, og du kan nyde indholdet i flyet eller bilen på vej på ferien.

Bykort kan du downloade på Google Maps, så du kan finde vej på feriedestinationen. Når du har downloadet kortet, kan du finde vej uden at bruge data, når du er fremme. Når du bruger GPS’en til at finde vej, bruger din telefon meget strøm, så husk din powerbank.

Slå "flytilstand" til på færger

Mobiltelefonen kan du også bruge på færger og krydstogtsskibe. Men er du på havet, kan du risikere, at dit opkald går via satellit, og det er meget dyrt.

Sæt mobilen på flytilstand i god tid, før du ankommer til færgen. Så er telefonen ikke nået at gå på færgens mobilsender. Brug skibets wi-fi, og vent ellers med at surfe eller ringe, til du er kørt et stykke vej fra færgen.

Hos nogle selskaber, blandt andet YouSee, kan du spærre for data-færgekald. Tjek dit selskabs hjemmeside.

Brug gratis wi-fi, og spar på dataforbruget

Undgå dataroaming ved at slå dataroaming fra i indstillingerne i din telefon. Vil du tjekke mails, Facebook eller danske nyheder, så find et gratis wi-fi-netværk og log på.

Wi-fi kan du bruge ganske gratis på mange hoteller og feriesteder. Tjek, at wi-fi-netværket er sikkert, før du logger på. Det kan for eksempel være med et password eller en login-menu, når du er logget på.

Din telefon er på wi-fi, når du kan se wi-fi-symbolet øverst på skærmen. Er du på et wi-fi-netværk, bruger du ikke data, som du skal betale for via dit teleabonnement. På nogle mobiltelefoner kan du ringe via wi-fi-opkald.

Undgå smiley'er, når du sms’er

Sms’er med en hilsen og en solskinssmiley fra ferien kan koste mere, end du lige regner med.

Smileys eller andre emoticons gør nemlig, at din besked bliver til en MMS i stedet for en sms. Sender du en MMS, bruger du data, hvis du ikke er på et wi-fi-netværk. Så undgå at sende billeder og emoticons via sms.

Stop automatisk afspilning af Facebook-video

Videoer på Facebook bliver automatisk afspillet, og det bruger meget data. Vil du begrænse den mængde data, du bruger på Facebook, så følg disse trin:

  • Gå til Indstillinger
  • Vælg Video
  • Gå til Autoplay
  • Vælg kun at afspille videoer, når du er på wifi

Pas på med at bruge iMessage

iPhone-brugere kan sende beskeder til andre iPhone-brugere via iMessage. Når du sender en besked via iMessage, er beskeden blå. Er beskeden grøn, er den sendt som sms.

iMessage bruger data, og derfor kan det koste dig dyrt at sende beskeder i udlandet, hvis du ikke er logget ind på wi-ifi.

Sådan slår du iMessage fra:

  • Gå til Indstillinger
  • Gå til Beskeder
  • Slå iMessage fra

Messenger og andre beskedtjenester bruger også data. Overvej, om det er billigere at sende en sms, hvis du ikke er på wifi.

Slå automatiske opdateringer og notifikationer fra

Notifikationer og automatiske opdateringer af apps er ofte slået til på din telefon. Notifikationer og automatiske opdateringer af apps bruger meget data - også selv om du ikke bruger appen.

Opdateringer og notifikationer kan du slå fra under "indstillinger" på din telefon. Tjek telefonens manual for at se, hvordan du gør.

Pas på med opkald og sms’er fra Danmark til udlandet

Reglerne om gratis roaming gælder, når du rejser i et andet EU-land, men ikke hvis du er i Danmark og ringer til udlandet. Opkald og sms’er fra Danmark til udlandet betragtes nemlig ikke som roaming.

Opkald fra Danmark til et andet EU-land må maksimalt koste 1,77 kroner i minuttet, ligesom en sms kun må koste 0,55 kroner.

Slå dataroaming fra i dine indstillinger

Dataforbruget kan du begrænse enten ved at slå dataroaming fra, eller ved at sætte din telefon på flytilstand.

Dataroaming kan du slå fra i indstillingerne på din telefon.

Flytilstand sikrer, at din telefon ikke er på det udenlandske netværk og lukker ned for al datatrafik til og fra din telefon. Husk, at andre ikke kan ringe eller sende beskeder til din telefon, hvis den er i flytilstand.

Batteriet på din telefon holder længere, hvis du har slået flytilstand til.

Databegrænsning er også en mulighed på flere nyere mobiltelefoner. På den måde kan du holde kontrol over dataforbruget, og løbende følge med i det.

På Apple produkter finder du muligheden for at opsætte databegrænsningen således:

  • Gå til Indstillinger
  • Klik på Mobil data eller Mobil netværk.
  • Vælg Indstillinger til data
  • Slå Lav datafunktion til

Android er lidt anderledes. Her skal du:

  • Trykke på Indstillinger
  • Vælg Netværk & internet
  • Gå til Dataforbrug
  • Aktiver nu Datasparefunktion

Forbrugerrådet Tænk mener: Roaming uden for Europa skal ned i pris

"Forbrugerrådet Tænk har i mange år arbejdet for at roaming skal være frit i EU. Vi har derfor været med til at presse EU til at vedtage de regler, der gør, at du nu skal kunne tage din data med dig, når du rejser inden for EUs grænser.

Teleselskaberne tager imidlertid stadig høje priser for din roaming uden for EU. Det kan være i Tyrkiet, USA, Nordafrika eller på Balkan. Når du tager en færge eller er på et krydstogtskib kan du også risikere ekstreme regninger.

Forbrugerrådet Tænk opfordrer selskaberne til at tage rimelige priser, når du roamer - som erhvervskunder for eksempel kan få. Vi fortsætter kampen for at få Danmark og EU til at presse de andre lande til en mere fornuftig løsning, når du rejser uden for EU".

Martin Salamon, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk