Vejnettet i Danmark ændrer sig kun lidt

18.7.2011

Overvej, om du har behov for at investere i nye kortopdateringer til din gps, hvis du primært kører i Danmark. Ændringerne på de danske veje er få og små.

Vejnettet i Danmark ændrer sig kun lidt (billede)

Andre har set

Gps-producenterne kan ikke sælge deres gps'er og kortopdateringer, hvis de ikke kan overbevise dig om, at det er for svært at finde vej uden.

Ifølge gps-producenten TomTom ændrer vejnettet sig i EU med op til 15 procent om året, og der bliver anlagt 3,3 millioner nye kilometer asfalt på verdensplan om året.

Det lyder jo af meget, men spørgsmålet er, hvor mange af disse kilometer der ligger i Danmark, og hvor mange ændringer der er af vejnettet i Danmark?

Under én procents ændringer i vejnettet

TomTom kunne ikke oplyse dette til Tænk, men skriver i en mail, at TomTom i 2010 foretog 1,4 millioner ændringer af deres kort i Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Tænk har ringet til Københavns, Aarhus, Odense og Esbjerg Kommune for at høre, hvor meget de ændrer deres del af vejnettet. Fra Københavns og Århus Kommune lyder vurderingen, at de højst foretager ændringer på omkring én procent af vejnettet årligt, herunder ensretning af gader, etablering af rundkørsler, udretning af sving m.m.. Ifølge Esbjerg og Odense Kommune er det langt under én procent.

Det danske vejnet ændrer sig med andre ord langt mindre end de 15 procent, som vejnettet ifølge TomTom udvikler sig i hele EU i fire af Danmarks største kommuner.

Ganske få nye kilometer

Når det kommer til det samlede antal nye kilometer i det danske vejnet, er det ifølge Vejdirektoratets opgørelser vokset med omkring 0,3 procent om året de seneste 10 år. Det svarer til et par hundrede kilometer nye veje hvert år – eller under en tiendedel promille af de 3,3 millioner nye kilometer asfalt, som TomTom siger, der anlægges hvert år på verdensplan. Og disse nye kilometer kan ligge i nyetablerede lokale villakvarterer eller industriområder, hvor du måske aldrig kommer.

Måske har gps-brugere en intuitiv forståelse af, at det danske vejnet kun ændrer sig relativt lidt. Ifølge Tænks Brugerbase oplyser 43 procent af brugerne, at de aldrig har opdateret deres kort i gps’en. 21 procent siger, at de gør det sjældnere end en gang om året.

Af Thomas Lemke

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Indkøbskurv

log på tænk.dk