Gå til hovedindhold

Test: Solcremer

Beskytter solcremen som lovet på emballagen? Er den behagelig at smøre på huden, kan den tømmes helt, og er den fri for uønsket kemi? Se og sammenlign resultater for Forbrugerrådet Tænks uafhængige test af 60 solcremer.

Opdateret d. 9. juni 2026

Grundige og uvildige test koster penge

Du kan få adgang til denne og alle andre test på tænk.dk

for 58 kr. / måned
Ved køb af 12 måneders medlemskab til 695 kr.

Om testen af
Solcremer

Vi tester solcreme, fordi der kan være forskel på de mange forskellige solcremer på markedet. 

Uanset hvad testen viser, er det dog altid bedre at bruge solcreme end ikke at bruge solcreme. 

Men solcremer har ikke altid den SPF (solbeskyttelsesfaktor), som producenten skriver på emballagen. Og selvom solcremen beskytter godt, skal den også være behagelig at have på, så man har lyst til at bruge den. 

I testen undersøger vi solcremernes UVA- og UVB-beskyttelse, og om de lever op til den SPF, som står på emballagen. Vi brugertester cremerne for at se, hvor behagelige de er at smøre på, om de klistrer, eller om de efterlader huden hvid. Vi ser også på, om de indeholder uønskede kemikalier. Og så undersøger vi, hvor nemt det er at tømme tuben, hvor miljøvenlig emballagen er og om der står noget på emballagen som kan vildlede.

I testen finder du almindelige solcremer, børnesolcremer, solcremer til ansigtet og solstifter.

Disse mærker har vi testet

Vi tester solcremer i faktor 30, 50 og 50+ fra mange af de kendte mærker:

A-derma, Apotekets, Avène, Avivir, Bioderma, Biotherm, Caudalie, Cerave, Cien Sun, Decubal, Derma, Ecooking, Garnier Ambre Solaire, Grøn Balance, Ivy Aïa, Karmameju, Kiko, Lancaster, La Roche-Posay, Matas, Matas Natur, Matas Striber, Nivea Sun, Nuxe Sun, Plaisir By Matas, Respire, Riemann P20, Rituals, Salling Fri, Vichy og Änglamark.

Forbrugerrådet Tænk tester solcremer hvert år. Vi tester solcremernes UVA- og UVB-beskyttelse efter godkendte ISO-standarder (henholdsvis ISO 23698, ISO 24443/24444). Hvis solcremerne dumper vores test, gentester vi produktet for at være sikre på, at resultatet er rigtigt.

Vi tester solcremerne efter samme eller fuldt sammenlignelige testprogrammer hvert år, så testresultaterne også er sammenlignelige. Hvert år spørger vi producenterne, om ingredienserne i de testede cremer, der stadig er på markedet, er uændret, eller om de har ændret i formuleringen i de solcremer, vi allerede har testet årene før, så du kan regne med testresultaterne – også selvom vi fx testede solcremen i 2025.

Derfor tester vi solcremer

Siden vi startede med at teste solcremer, har vi oplevet, at solcremerne ikke altid lever op til den SPF, de angiver. En solcreme skal beskytte både mod UVA- og UVB-stråler. Det er UVB-beskyttelsen, som er angivet på solcremen som SPF, og UVA-beskyttelsen, der typisk er angivet med det lille runde UVA-logo, skal være minimum en tredjedel af UVB-beskyttelsen. Vi belønner solcremer, som beskytter mere end minimumskravet til UVA-beskyttelsen. Over årene har vi set, at solcremerne er blevet bedre og bedre til at beskytte mod begge typer af stråler.

Vi er særlige opmærksomme på solcremer til børn. Vi oplever, at enkelte indeholder parfume eller stoffer, der – selvom de er lovlige – er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Den type stoffer hører ikke hjemme i cremer til børn, og det trækker derfor ned i testresultaterne. Mistænkt hormonforstyrrende stoffer i andre solcremer trækker også den samlede bedømmelse ned.

Vi tester for at holde øje med de produkter, der kommer på markedet, så du kan tage et sikkert valg for dig og din familie.  

Mød holdet bag vores solcremetest

Stine og Lisbeth står for vores test af solcremer. Lisbeth er markedsresearcher og udvælger de solcremer, vi skal teste. Stine er ekspert i kemi. Hun har kontakten til laboratorierne, som tester for solbeskyttelse og laver brugertest, samt til ICRT, som står bag testen.

Stine Müller

Stine Müller

Projektleder, Forbrugerrådet Tænk Kemi
Test og research
Lisbeth Walker

Lisbeth Walker

Markedsresearcher
Test og research

Sådan tester vi solcremer

  • Solcremer og solspray er testet efter godkendte ISO-standarder. 

    De solcremer, der er testet frem til 2024, er testet for beskyttelse mod solens UVB- og UVA-stråler efter ISO-standarder, henholdsvis ISO 24444 og ISO2443, der på det tidspunkt var de eneste godkendte ISO-standard. 

    Fra 2024 og frem er testen udført med en nyere testmetode, den såkaldte HDRS-metode, hvor testpersoner ikke i samme grad udsættes for stråling, der påvirker huden. Metoden blev i 2025 en godkendt ISO-standard (ISO 23698). 

    Forbrugerrådet Tænk bruger altid anerkendte testlaboratorier og er uafhængige af producenterne.

    Solbeskyttelsen i solcremerne bliver målt både over for solens UVA- og UVB-stråler.

    • UVA-beskyttelsen skal være minimum en tredjedel af den angivne faktor (SPF).
    • UVB-beskyttelsen skal være lige så høj som den angivne solfaktor på produktet.

    Solcremer, der indeholder mere UVA-beskyttelse end minimumskravet, får en bedre vurdering end dem, som ligger på minimumskravet.

    Solcremer, der lever op til den lovede faktor, kan ikke skærme 100 procent mod solen. Derfor får ingen solcremer en højere bedømmelse end ”god”, da det altid er bedre at søge skygge fra solen. 

  • Et brugerpanel med 30 deltagere anvender cremerne og vurderer hver solcreme – herunder hvor behagelig den er i brug.

  • Vi tjekker ingredienser for indholdsstoffer, der er problematiske for miljø og sundhed, blandt andet hormonforstyrrende- og allergifremkaldende stoffer. 

    Tuber og flasker er tømt for solcreme så godt som muligt, og det er målt, hvor meget der er tilbage i tuben og dermed også spildprocenten. Overflødig emballage i form af ekstra kartonpakning er også bedømt.

    Solfilter med mulig forurening

    Fra 2026 er vi begyndt at henvende os til producenter med nye solcremer, der indeholder solfilteret DHHB. Vi vurderer, at selve solfilteret DHHB er et effektivt UV-filter, der ikke er hormonforstyrrende, men i forbindelse med produktionen af DHHB kan der opstå en forurening med DnHexP, som er et hormonforstyrrende ftalat. De fleste virksomheder har oplyst et maksimalt forureningsniveau med DnHexP i solcremerne, som ligger et godt stykke under den kommende grænseværdi fastsat af EU. Enkelte virksomheder har ikke svaret.

    Se producenternes svar i vores gratis kemitest af solcremer

  • Informationen på cremerne er gennemgået. Informationerne på solcremerne skal være tydelige, være på dansk, til at forstå og uden misvisende anprisninger.

    Cremerne bør være forseglet, så du ved, at den ikke har været åbnet i butikken.

    • Målt solbeskyttelse: 60 %
    • Brug: 20 %
    • Miljø og sundhed: 15 % 
    • Mærkning og vejledning: 5 %

    Den samlede bedømmelse for en solcreme bliver trukket ned, hvis solcremen ikke giver tilstrækkelig beskyttelse mod solens UVA- eller UVB-stråler, eller hvis den indeholder hormonforstyrrende stoffer. 

    Parfume i børnesolcremer trækker ligeledes ned. 

Spørgsmål og svar om solcreme

  • Solbeskyttelsen i din solcreme kan godt holde til året efter. Forbrugerrådet Tænk har testet, om solcremer, der har stået vinteren over efter at have været brugt om sommeren, stadig virker. Vores test viser, at solcremerne stadig holder solfaktoren.

    Hvis cremen lugter eller ser anderledes ud – fx hvis den er blevet grynet eller lignende – skal du ikke bruge den. På emballagen kan du se, hvor lang holdbarheden er, efter at tuben er åbnet.

    Du kan godt bruge sidste års solcreme

  • Den bedste solcreme er den, du bruger. 

    Forbrugerrådet Tænk tester hvert år solcremer. Vi ser på, om de beskytter med den SPF, de angiver, hvor behagelige de er at bruge, og om de indeholder uønsket kemi.

    Seks solcremer opnår Bedst i test, og derudover peger vi på 10 gode valg. Du skal være medlem af Forbrugerrådet Tænk og logge ind for at se testresultaterne. 

  • Du skal bruge mere solcreme, end du tror. Cirka 40 ml solcreme – eller en god håndfuld – skal der til for at smøre en voksen krop ind.

    En solcreme med 200 ml holder derfor til fem indsmøringer. 

    I vores test regner vi prisen ud for en indsmøring med 40 ml, for en solcreme, som virker dyr, er det måske ikke, hvis du ser på indsmøringsprisen. 

    Du skal bruge ca. 5 ml solcreme til ansigtet, eller hvad der svarer til en teskefuld. Husk også at smøre ører, hals og nakke.

    Brug også anden solbeskyttelse som skygge, tøj og hat samt solbriller. 

Læs mere om dette

Få gode råd til hvordan du vælger det rigtige produkt og meget mere.