Testresultater
Gode råd
Plæneklipning testet på plæne med forhindringer
Plæneklipning er testet på 100 kvadratmeter græsplæne med forhindringer som blomsterbed, træer og stakit. Vores gartnere bedømte plænerne efter en, to og tre omgange med fem dages mellemrum.
Andre test blev udført på plæner af 50 kvadratmeter, hvor maskinerne prøvede kræfter med fugtigt græs, græs på cirka ti centimeters højde og på en blomstereng med cirka 30 centimeters langt og groft græs.
Endelig bedømte vi robotternes evne til at klare ujævne plæner med mange bump, skrånende plæner på cirka 20 graders hældning og endelig deres evne til at klippe til kanten af hegn og bed.
Brugervenlighed bedømmes af gartnere
Brugervenlighed er bedømt af vores gartnere på baggrund af Tænks retningslinjer.
Vi har set på, hvor nemt det er at installere, oplade, flytte, programmere og vedligeholde robotterne samt værdien af den medfølgende brugervejledning.
Støj er målt både tæt på og længere væk
Støj er målt i cirka 1,60 meters højde tæt på maskinen med en decibelmåler og vurderet subjektivt på ti meters afstand.
Batterier blev kørt i bund
Batterierne er testet på en 400 kvadratmeter stor plæne, hvor robotterne fik lov til at køre, indtil de løb tør for strøm.
Vi målte også, hvor lang tid robotterne var om at lade batteriet fuldt op.
Elforbrug er målt i forhold til kvadratmeter græs
Elforbruget er udregnet, ved forholdet mellem hvor meget strøm der går til at oplade batterierne, og hvor mange kvadratmeter græs robotten derefter kan slå.
Sikkerhed er vurderet ud fra standarder
Sikkerheden er vurderet efter elektriske og mekaniske sikkerhedsstandarder.
Derudover har vi testet, om robotterne reagerer hensigtsmæssigt, hvis de støder ind i brugeren, og om bladene stopper, hvis man løfter robotten.
Resultaterne vægtes således:
- Plæneklipning 50 %,
- brugervenlighed 15 %,
- støj 15 %,
- batteri 15 % og
- elforbrug 5 %.
Sikkerhedsproblemer begrænser det samlede resultat med en halv karakter.
Testen er udført i samarbejde med andre forbrugerorganisationer i International Consumer Research & Testing, ICRT.




