Undgå chokregninger på mobilen

29.10.2010

Det bedste, man som forbruger kan gøre, er at granske sine behov grundigt, inden man vælger hvilken type abonnement, man vil købe. Derudover kan et loft på mobilen sikre os mod uventede regninger. Tænk har undersøgt priserne hos 7 teleselskaber.

EU sætter loft

Pr. 1. juli 2010 er man beskyttet af EU-lovgivningen, der siger, at forbindelsen skal brydes, hvis en forbruger har brugt for 465 kr. på en måned i et andet EU-land end sit eget.

Man kan selvfølgelig lave en aftale med sit selskab om en højere eller ingen grænse.

Uden for EU er det fortsat kun fantasien, der sætter grænser for, hvad det koster at holde sig online på ferien.

Lukket indhold: 
ikke sat

De fleste har hørt skrækhistorierne om sagesløse mennesker, der i løbet af 30 dage har soldet tre-fire måneders løn op på at gå på nettet fra mobilen. Måske fordi de har et abonnement, der slet ikke passer til deres behov.

Eller fordi de har downloadet en applikation til deres smartphone, der automatisk søger på nettet efter nyheder, aktiekurser eller andet helt ned til hvert halve minut.

100.000 for en måneds internetforbrug

I Teleankenævnet har der været en række klager over regninger, der har taget himmelflugten, og der er stadig sager under behandling.

De grelleste eksempler på chokregninger har lydt på mere end 100.000 kroner for en måneds internetforbrug. Men der skulle gerne blive længere mellem de vanvittige regninger, siger en enig branche.

Enkelte selskaber har valgt at sætte et loft over, hvor høj regningen for mobildata inden for landets grænser kan blive, og andre sender mails og sms’er til kunden, når man har brugt den mængde data, man har betalt for.

I begge tilfælde sænkes hastigheden typisk betydeligt, når man har brugt sine megabyte, så man under alle omstændigheder vil opdage, at man er over grænsen.

Få et loft på forbruget

Det bedste, man som forbruger kan gøre, er at granske sine behov grundigt, inden man vælger hvilken type abonnement, man vil købe.

Derpå bør man rådføre sig hos udbyderen og få et loft over det månedlige forbrug i stedet for at gætte sig frem til, hvor mange mega- eller gigabyte, man har brug for.

Teleselskabernes priser:

3 Hos 3 kan man stadig få skyhøje regninger, hvis man vælger det forkerte abonnement. Eksempelvis har deres 3Boost abonnementer kun et minimumsforbrug på henholdsvis 29, 99, 199, 299, 399 og 499 kroner om måneden og ikke noget loft over regningen eller advarsler undervejs. 3 anbefaler dog, at man tilkøber deres særlige ’Surf’-pakke med 500 megabyte pr. måned til datatrafik. Bruger man mere end de 500 megabyte pr. måned, koster det 0,79 kr. pr. megabyte, dog højst 199 kr. om måneden. Tale, sms og mms kommer oveni.
BiBob BiBob har ikke et loft. Man kan købe BiBob Data, hvor man får en gigabyte for 50 kr. om måneden. Bruger man mere, koster det 0,30 kr. pr. megabyte. Man skal selv holde øje med sit forbrug på BiBobs hjemmeside. Uden BiBob Data koster en megabyte en krone.
CBB CBB har ikke et loft. Man kan købe en gigabyte for 49 kroner om måneden. Hvis man overstiger det, man har betalt for, får man en sms om, at CBB tanker op med en gigabyte for 49 kroner.
TDC Hos TDC kan man højst komme af med 1.100 kroner om måneden for datatrafik. Hvis man er Duetkunde og derfor kun får regninger hvert kvartal, kan en dataregning dog løbe op på 3.300 kroner. Man kan selv sætte grænsen lavere, hvilket TDC anbefaler til børn. Køber man imidlertid Mix Media med en gigabyte data, kan regningen for data ikke blive højere end de 199 kroner om måneden, som abonnementet koster (inklusive fri sms, mms og tale med andre TDC-kunder). Hastigheden bliver sat ned, hvis man kommer over en gigabyte.
Telenor Man kan højst betale 25 kroner om dagen hos Telenor. Køber man et abonnement med en gigabyte data inkluderet, koster et yderligere forbrug en krone pr. megabyte, dog kan man i disse abonnementer højst betale 9 kroner om dagen.
Telia Telia har ikke noget loft. Man kan dog selv bede om at få en øvre grænse for det samlede mobilforbrug.
Telmore Telmore har ikke et loft. Man køber en gigabyte for 49 kroner om måneden. Bruger man mere, sættes hastigheden ned, og man får en mail om, at den er brugt. Man kan så købe en gigabyte mere for 49 kroner.

Af Anne-Helene Merkelsen

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Vær aktiv

Kom med dine erfaringer om produkter i Tænks Mærkebank, bliv markedsagent og tjek priser, eller forlang fair play i supermarkedet.

Læs mere om hvordan du kan støtte det forbrugerpolitiske arbejde

Indkøbskurv

log på tænk.dk