Vi har i efteråret 2022 udvalgt 16 imprægneringsmidler fra det danske marked. De er sendt til laboratorietest for indhold af uønskede kemikalier.
Vi har testet for disse kemikalier:
PFAS
PFAS er også kaldet for fluorstoffer. PFAS kan skade både sundhed og miljø, og EU arbejder på et forbud for al ikke essentiel brug.
Vi har testet total organisk fluor, som betyder, at vi har lavet en samlet test for, om der indgår organiske fluorforbindelser i produkterne. Hvis imprægneringsmidlerne har deklareret PFAS på produktet, er de ikke sendt til analyse.
Cykliske siloxaner
Vi har testet for indhold af de cykliske siloxaner D4, D5 og D6, også kaldet cyclotetrasiloxane, cyclopentasiloxane og cyclohexasiloxane.
Stofferne står på EU's liste over særligt problematiske stoffer. D4 er klassificeret som mistænkt for at kunne skade vores evne til at få børn, og D5 er også mistænkt for at være hormonforstyrrende. Alle tre stoffer er problematiske for miljøet.
Vi har kun testet siloxaner i pumpesprays og aerosolsprays (spraydåser) uden PFAS.
Faremærkning og aerosolspray
Vi tager med i vores vurdering af imprægneringsmidlerne, om de er faremærket - fx vedrørende miljø - og om de er aerosolsprays, hvor der er en øget indånding af imprægneringen sammenlignet med pumpesprays.
Testresultaterne er sendt til kommentering hos virksomhederne.