KEMITEST: Cykelstole til børn 🚲 Test af uønskede kemikalier
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem
Kemi test

Kemitest: Cykelstole

Cykelstole er praktiske, når du skal transportere dit barn af a til b. Men vidste du, at cykelstole kan indeholde tjærestoffer, som kan være kræftfremkaldende? Se de gode kemivalg her i testen.

Testet d. 7. marts 2018

Om testen af
Kemitest: Cykelstole

I Forbrugerrådet Tænk Kemis test er der fokus på de dele af barnesædet, som dit barn vil være i kontakt med, når det sidder med på din cykel. Det er for eksempel sædet, polstringen og selerne.

Det har vi fundet:

  • 1 cykelstol indeholder tjærestoffer. Det gælder blandt andet 2 tjærestoffer, som EU klassificerer som muligt kræftfremkaldende. Denne cykelstol får derfor den dårligste kemibedømmelse, C-kolben.
  • Barnestole til cykler er derudover i de fleste tilfælde gode kemivalg i testen.

Mød holdet bag kemitesten af cykelstole.

Projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi og kemiekspert, Stine Müller, står bag denne test.

Stine Müller

Stine Müller

Projektleder, Forbrugerrådet Tænk Kemi
Test og analyse

Sådan har vi testet cykelstole

  • Forbrugerrådet Tænk Kemi har sendt 14 cykelstole til kemisk analyse på laboratorium.

    Testen har undersøgt indholdet af kemikalier i de dele af cykelstolen, som barnet er i kontakt med, når det sidder i stolen. Det er for eksempel sædet, polstringen og selerne.

    Disse stoffer er der testet for:

    •     PAH’er (tjærestoffer, som kan være kræftfremkaldende)
    •     Ftalater (plastblødgørere, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende)
    •     Klorparaffiner (stofgruppe, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende)

    Forbrugerrådet Tænk Kemi har udelukkende undersøgt, om stofferne findes i de testede cykelstole. Testen undersøger ikke, i hvor høj grad stofferne frigives fra produkterne.

    Sådan tester Forbrugerrådet Tænk Kemi

  • Overordnet resultat

    • 9 cykelstole har fået den bedste kemibedømmelse. De er enten helt fri for uønsket kemi eller indeholder meget små spor af tjærestoffer.
    • 4 cykelstole har fået en middel kemibedømmelse. De indeholdt begrænsede mængder problematisk kemi i form af tjærestoffer.
    • 1 cykelstol har fået den laveste kemibedømmelse. Den indeholdt større mængder tjærestoffer blandt andet naftalin og benzo[g,h,i]perylene. EU klassificerer begge stoffer som muligt kræftfremkaldende. Stofferne er ikke forbudt, men uønskede i produkter til børn.

    Ftalater:

    Ingen af de testede cykelstole indeholdt ftalater.

    Flere ftalater er forbudt i legetøj og babyudstyr som for eksempel klapvogne. Cykelstole er ikke omfattet af forbuddet.

    Klorparaffiner:

    Testen viste ikke indhold af klorparaffiner i de testede cykelstole.

    I testen er der kun undersøgt for såkaldte kortkædede klorparaffiner.

    Kortkædede klorparaffiner står på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer. De er problematiske for miljøet og er også mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.

    De kortkædede klorparaffiner er forbudt i en lang række produkter inklusive cykelstole.

    PAH’er:

    PAH-indhold viste testen i 7 ud af 14 cykelstole.

    I 2 tilfælde var der tale om meget små spor. Disse produkter får derfor alligevel en god kemibedømmelse.

    I 4 andre stole var indholdet af PAH'er lidt højere. Men det var stadig så lavt, at det ikke er bekymrende.

    I en enkelt stol var koncentrationen højere. Her indeholdt cykelstolen blandt andet naftalin i polstringen på sædet og benzo[g,h,i]perylene i sædets plastik. Begge stoffer er klassificeret som muligt kræftfremkaldende af EU.

    PAH’er – også kaldet tjærestoffer - er en gruppe af stoffer, hvoraf nogle kan være kræftfremkaldende. Derfor er de uønskede i produkter til børn.

    EU har en grænseværdi for 8 udvalgte PAH’er i forbrugerprodukter, som du er i længerevarende kontakt med. Ingen af disse 8 PAH’er var til stede i de testede cykelstole.