Testresultater
Gode råd
Gps'er og apps testes efter samme krav
Vi har fra 2012 ændret i testprogrammet, så navigations-applikationer til smartphones indgår på lige fod med dedikerede gps-enheder.
Applikationer er testet på den bedst tilgængelige smartphone på testdatoen, og det er nævnt i portrættet for hver app, hvilken smartphone denne er testet på.
Satellit-simulator bruges til at teste gps'er
På laboratoriet bruger vi en satellit-simulator, når vi tester gps'ernes funktion. Vi laver billed- og satellitoptagelser af almindelige vejstrækninger, men også vejstykker med særlige udfordringer som tunneller, rundkørsler eller motorvejsfletninger.
Ved at bruge en simulator er vi sikre på, at alle gps'er bliver testet under samme forhold. Det forhindrer, at satelliternes placering, vejrforhold, traffikforhold eller andet uforudset har indflydelse på testresultaterne.
Navigationsfunktion er det væsentligste
Funktionen til at navigere er det væsentligste parameter, da det er den primære funktion. Vi tester for opstartstid og satellitallokering, som er vigtig for at komme hurtigt i gang med en guidet tur.
Derudover bedømmes, hvor lang tid det tager at beregne ruter med forskellige indstillinger, og hvor godt enheden beregner nye ruter under kørsel i tilfælde af for eksempel trafikpropper.
Desuden er stemmevejledning under kørslen et væsentligt parameter, ligesom den grafiske vejledning på skærmen har stor betydning for brugen af en gps. Vi tester både på motorvejsstrækninger og under bykørsel.
Gode gps'er er brugervenlige
Det betyder enormt meget for både funktion og glæde ved at bruge gps'en, at den er brugervenlig. I brugervenligheden indgår en lang række scenarier.
Det væsentligste parameter er, hvor nemt det er at indtaste destination, og hvilke muligheder der er for at indtaste en adresse eller et sted gennem søgninger, lister og points-of-interest. Af samme grund indgår stemmegenkendelse i brugervenligheden, fordi dette er en af måderne at give input om destination på.
Menulayoutet og hvor nemt, det er at ændre indstillinger, indgår også i brugervenligheden. Desuden indgår responshastighed og en generel vurdering af den trykfølsomme skærm.
Vi har også testet alle de muligheder, der er for at planlægge og vise ruter efter adresseindtastning, herunder søgefunktioner for hurtigste rute, korteste rute, mest brændstofbesparende rute og lignende.
Gps'ers hardware og data på apps vurderes særskilt
Da testen indeholder både gps-enheder og smartphones, har vi lavet en separat kategori for henholdsvis særlige hardwaretest og vurderinger, der udelukkende omhandler applikationer.
I kategorien hardware indgår en vurdering af konstruktionskvaliteten af enhederne og en test af, hvor nemt det er at sætte enhederne og den tilhørende holder op i bilen.
I kategorien data tjekker vi, hvorvidt det er muligt at navigere og planlægge ruter uden dataforbindelse. Desuden indgår en vurdering af købs- og installationsprocessen af applikationerne.
Ekstra funktioner vægter lavt i bedømmelsen
Kortinformation vægter meget lavt i testen og er en opsummering af hvilket kortmateriale, der leveres med ved køb.
Telefonopkald vægter meget lavt i testen og er en test af, hvor hensigtsmæssigt enheder med bluetooth og applikationer på smartphones reagerer ved indgående opkald.
Batteri er en test af kapacitet og opladning og vægter meget lavt i testen, da det formodes, at enhederne er tilsluttet strøm i bilen.
Traffikinformation vægter lavt i testen og er en konstatering af, hvorvidt der er mulighed for TMC eller LIVE-service.
Fodgængerfunktion bliver tjekket på laboratoriet, men vægter ikke i testen.
Den samlede vurdering vægtes således:
- Navigationsfunktion 50 %,
- brugervenlighed 40 %,
- hardware/Data 5%,
- telefonopkald 2%,
- batteri 1%,
- kortinformation 1%,
- traffikinformation 1%.
Testen af støvsugere er udført i samarbejde med andre forbrugerblade i International Consumer Research & Testing, ICRT.




