Sådan har vi testet fryseskabe

20.8.2010

Tænk har testet ti opretstående fryseskabe på et laboratorium. Fryseegenskaberne har vægtet højest, men brugervenlighed og energiforbrug har også været vigtige parametre.

Alle fryseskabe har en angivet volume på over 200 liter. Vi har målt den volume, som reelt kan anvendes til opbevaring. Vi fraregner eksempelvis spildplads omkring skuffer. Der kan være stor forskel på den angivne volume og den praktisk anvendelige volume.

Laboratoriet bruger særlige standardiserede pakker som simulering af fersk mad. Derved bliver alle resultater sammenlignelige og repræsenterer også normal brug.

Indfrysningskapaciteten er den primære funktion for en fryser. Laboratoriet har testet hvor stor en mængde fersk mad, der kan fryses ned til -18 grader på 24 timer, uden at allerede nedfrosset mad i fryseren bliver varmere end -15 grader. Det er nødvendigt for at sikre kvaliteten af frostvarerne.

Temperaturstabiliteten er et udtryk for, hvor godt fryseren regulerer, selvom temperaturen i rummet ændrer sig. Laboratoriet har testet, om fryserne kunne holde -18 grader, mens rumtemperaturen faldt fra 25 grader ned til 10 grader og op igen til 32 grader.

Isoleringsegenskaberne har betydning ved eventuel strømnedbrud, men kan også have indflydelse på energiforbruget. Fryserne er blevet slukket, og det er blevet målt, hvornår noget af maden i fryseren har nået 9 grader.

Brugervenligheden er en vurdering af, hvor let det er at åbne, lukke og komme til i fryseren. Desuden indgår knapper, paneler og indikatorer ved for eksempel for høj temperatur eller åben dør, samt hvor nemt det er at rengøre fryseskabet.

Energiforbruget er beregnet ud fra normalt brug, hvor der er taget højde for, at der jævnligt bliver frosset fersk mad ned, og at fryseren åbnes og lukkes.

Anbefalede indstillinger er angivet i manualerne for fryserne. Laboratoriet har indstillet fryserne præcist efter manualen og derefter er den indvendige temperatur målt. Den skal helst være -18 grader ved de anbefalede indstillinger. Ingen af fryserne viser den indvendige temperatur og derfor er de anbefalede indstillinger vigtige.

Afrimning er blevet vurderet ud fra, hvor enkelt det er at afrime fryserne. Alle undtagen Ikea Nutid FF235 har en automatisk afrimningsfunktion.

Støj og vibrationer er blevet målt både ved opstart og under almindelig brug. Ingen af fryserne har nævneværdige støjproblemer.

I den samlede bedømmelse vægter indfrysningskapaciteten 20%, temperaturstabiliteten 20%, isoleringsegenskaberne 10%, brugervenligheden 10%, energiforbruget 15%, anbefalede indstillinger 15%, afrimning 5% og støj 5%.

Læs mere om, hvordan Tænk tester

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Vær aktiv

Kom med dine erfaringer om produkter i Tænks Mærkebank, bliv markedsagent og tjek priser, eller forlang fair play i supermarkedet.

Læs mere om hvordan du kan støtte det forbrugerpolitiske arbejde

Indkøbskurv