Sådan har vi testet bleer

22.6.2010

5400 bleer - dyre som billige - er testet af børn for, om de kan holde på vandet, suge ordentligt, beskytte mod utætheder og tages af og på uden at gå i stykker.

Vi har testet 12 forskellige blemodeller i laboratoriet og i en brugertest. Alle bleerne er almindelige engangsbleer, der kan lukkes op i siden. De er alle størrelse 4 eller Maxi, hvilket betyder, at de passer til børn der vejer mellem 7 og 18 kg.

Udvalget består både af de kendte internationale mærker, danske forhandleres egne mærker og indeholder både svanemærkede bleer og bleer med en grøn profil. I laboratoriet er bleerne blevet målt og vejet.

5400 bleer i brug

Brugertesten er udført af 30 familier med et blebarn på mellem 4 og 42 måneder og med en vægt mellem 8 og 18 kg. I brugerpanelet var der en ligelig fordeling mellem pige- og drengebørn.

Hver familie har afprøvet 15 bleer af hvert mærke, eller hvad der svarer til cirka tre dages brug af bleerne. Derefter har de skiftet til et nyt mærke.

Efter hver testperiode har de udfyldt et spørgeskema om, hvor let bleen var at tage af og på, hvor godt den passede til børnene, hvor sikker den var i forhold til lækage, hvor godt snipperne på bleen fungerede mm.

Kan bleerne suge?

Sugekapaciteten af bleerne er undersøgt ved at klippe et stykke på 10 x 10 cm ud, nedsænke det i en væske tilsvarende urin i ti minutter, hvorefter overskydende væske presses ud.

Forskellen i vægt mellem den tørre og den våde ble fortæller os, hvor meget væske bleen kan suge. Målingen er gentaget på seks forskellige bleer af hvert mærke.

Og holdes enden tør?

For at kunne vurdere om bleen vil gøre huden fugtig, er det undersøgt, hvor hurtigt bleen kan suge 5 ml væske til sig, samt om bleens overflade er fugtig, efter at væske svarende til en tissetår (15 ml) er hældt på bleen.

Det sidste gøres ved, at filtrerpapir lægges på overfladen af den våde ble og belastes med 4 kg i to minutter. Forskellen i vægt af filtrerpapiret før og efter fortæller, hvor meget væske filtrerpapiret har suget til sig, og dermed hvor våd bleen er på overfladen.

Den samlede bedømmelse

I den samlede bedømmelse vægter de tekniske test af sugeevne, sugetid og overfladens tørhed 5% og brugertesten 95%.

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Vær aktiv

Kom med dine erfaringer om produkter i Tænks Mærkebank, bliv markedsagent og tjek priser, eller forlang fair play i supermarkedet.

Læs mere om hvordan du kan støtte det forbrugerpolitiske arbejde

Indkøbskurv