Skal du til tandlæge? Her er dine rettigheder
Hvad koster det at gå til tandlægen? Kan du få tilskud til behandlingen? Vil du klage? Få styr på dine rettigheder her.
I Danmark kan du frit vælge tandlæge. Derfor kan du også vælge at skifte tandlæge, hvis du flytter, er utilfreds med behandlingen hos din nuværende tandlæge eller kan finde samme behandling til en bedre pris hos en anden tandlæge.
Ikke alle tandlægepriser er faste
Prisen på mindre behandlinger hos tandlægen er faste. Det gælder fx røntgenbiller og eftersyn.
Kroner, broer og implantater er blandt de behandlinger, der ikke har en fast pris – de kan altså variere fra tandlæge til tandlæge.
Når det drejer sig om større behandlinger, skal din tandlæge oplyse dig om prisen. Priserne skal også fremgå på sundhed.dk, tandlægens hjemmeside eller udleveres som pjece eller lignende.
Du har ret til skriftligt prisoverslag
Hvis prisen på tandlægens behandling overstiger 2.500 kr. i egenbetaling, har du ret til at få et skriftligt prisoverslag.
Ændrer din behandling sig, og har det væsentlig indflydelse på prisen, skal din tandlæge tilbyde et revideret, skriftligt prisoverslag.
Hold øje med gebyrer på det skriftlige prisoverslag – og på din regning i øvrigt. Det er forbudt at opkræve et gebyr for værnemidler.
Tilskud til tandlæge i udlandet
Tandlægepriser kan være lavere i udlandet. Vælger du at blive behandlet i et andet EU-land, kan du få tilskud til din behandling efter de samme takster som herhjemme.
Tilskuddet dækker dog kun de samme behandlinger, som du ville få tilskud til herhjemme. Du kan derfor ikke få tilskud til eksempelvis tandproteser eller kroner.
Du skal acceptere behandlingen
Tandlægen må ikke gå i gang med at behandle dig, uden at have informeret dig om behandlingen og fået dit samtykke. Det gælder uanset behandlingen.
Derudover skal din tandlæge indføre behandlingen i din journal. Du kan altid få din journal – du har ret til fuld aktindsigt.
Nye regler for frimærker: Det skal du vide
Har du frimærker, der er købt før 2024 liggende? Så kan du ikke længere bruge dem til at sende post inden for Danmark. Læs her, hvordan du bytter frimærkerne til de nye postmærker.
Vær opmærksom på dette, når det gælder pakkepost
Fragtfirmaer som PostNord, GLS, dao og DHL har forskellige vilkår. Så hvad gør du, hvis pakken er ødelagt eller afleveret til en anden pakkeshop end aftalt?
Genbrug: Her er dine rettigheder, når du køber brugt i en butik
Brugte smartphones, tøj og børneudstyr er billigere end nyt og sparer jordens ressourcer. Men hvad er dine rettigheder, hvis du køber brugt i en butik?