Undersøgelsesgebyr trods reklamationsret
Når vi køber en vare har vi ifølge købeloven to års reklamationsret, det vil sige, at forhandleren skal bytte eller reparere varen, hvis den pludselig går i stykker uden, at den er blevet fejlbehandlet.
Men mange forhandlere af elektronik har indført et såkaldt undersøgelsesgebyr. Gebyret bliver opkrævet, hvis din vare er gået i stykker, og forhandleren har sendt den ind til undersøgelse, men undersøgelsen ikke viser, hvor fejlen er, eller forhandleren vurderer, at det er forbrugerens skyld.
Ingen handlingsmuligheder
Forbrugeren har dog ikke frihed til at vælge, hvor den defekte vare skal undersøges, og i langt de fleste tilfælde vil det være umuligt for forbrugeren at bevise, hvad fejlen skyldes.
På grund af risikoen for at blive opkrævet et undersøgelsesgebyr, skal forbrugeren derfor overveje om det kan betale sig at få varen undersøgt, når man risikerer at skulle betale et gebyr, uden at fejlen er fundet.
Derfor har Forbrugerrådet undersøgt om Danmarks største butikskæder indenfor elektronik tager undersøgelsesgebyr indenfor købelovens to-årige reklamationsret. Der er også foretaget tilsvarende stikprøveundersøgelser hos mindre butikker.
Af Astrid Lærke Rantorp












