Skybrudsskader gør forsikringer dyrere

16.1.2012

I fem ud af syv forsikringsselskaber er det blevet dyrere at være kunde, hvis du har haft  vandskade i dit hus. Forbrugerrådet frygter, at nogle kunder med tiden slet ikke kan blive  forsikret.

Skybrudsskader gør forsikringer dyrere (billede)

Skærpede vilkår efter skybrud

Forsikringskunder, der har været så uheldige at få oversvømmet deres kældre, da himlen åbnede sluserne under skybruddet i 2010 og igen i sommeren 2011, bliver dobbelt ramt.

Ikke nok med at de måtte kæmpe med vandmasserne, de skal også trækkes med højere præmier, større selvrisiko, skærpede vilkår og i nogle tilfælde en opsigelse af deres forsikring.

Forsikringsselskaber hæver prisen

Ifølge en rundspørge, som Tænk Penge har sendt til de syv største forsikringsselskaber, har fem ud af syv selskaber hævet prisen på forsikring, blandet andet som følge af de seneste to somre med skybrud.

Krav om vandskurede vægge og klinker

Tilsvarende har fem ud af syv forsikringsselskaber indført skærpede vilkår såsom krav om at vandskure vægge og lægge klinker i stedet for trægulv i kældre.

Højere selvrisiko og ingen nytegning

Tre selskaber har indført højere selvrisiko for kunder med skybrudsskader, og i nogle få tilfælde har forsikringsselskabet opsagt kunder på grund af mange skybrudsskader.

Et enkelt selskab har helt stoppet nytegning af forsikringer i et bestemt område i Kokkedal i Nordsjælland på grund af tilbageløbende kloakvand op igennem afløbsinstallationer.

Mere fokus på skadestatistik

Rundspørgen viser, at præmiestigningerne, forhøjelse af selvrisikoen og de skærpede vilkår som regel kun gælder for en del af kunderne – typisk de kunder, der har haft skybrudsskader i deres hus.

”Der er mere fokus på skadesstatistik end tidligere, så hvis du har haft mere end to skader, er der en risiko for, at du får en præmiestigning. Jeg frygter, at vilkårene for forsikringskunderne bliver så stramme, at nogle kunder slet ikke kan blive forsikret, eller at det bliver så dyrt for dem, at det bliver helt urimeligt. Vi risikerer, at forsikringsselskaberne ikke længere vil forsikre de dårlige kunder,” siger jurist i Forbrugerrådet, Mads Mølgaard Braüner.

Problemet bør tages op

Brancheorganisationen Forsikring og Pension har endnu ikke hørt om husejere, der ikke kan få forsikret deres hus, men organisationen synes alligevel, det er vigtigt at drøfte, hvordan man forhindrer, at det sker i fremtiden. Opgaven kunne, mener Forsikring og Pension meget passende placeres hos miljøminister Ida Aukens (S) netop oprettede Task Force for klimatilpasning, som skal hjælpe med at forebygge oversvømmelser forårsaget af klimaforandringerne.

Af Marianne Troelsen Skou

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Indkøbskurv