Elektronikskrot er en guldmine

22.12.2011

Vi skal udvinde ædle metaller og sjældne råstoffer fra vores gamle computere, mobiltelefoner og fjernsyn i stedet for at grave i miner.

Elektronikskrot er en guldmine (billede)

Forbrugerrådet mener: Pant på elektronik

Forbrugerrådet mener, at der bør oprettes et pantsystem på elektronikområdet.

Forbrugerne skal nemlig have et større incitament til at levere deres gamle elapparater tilbage i stedet for at putte dem i skuffen eller i værste fald i skraldespanden.

”Hvis man lægger 50 kroner i pant på en mobiltelefon, er der større chance for at den ryger til genvinding end ned i skrivebordsskuffen,” siger Claus Jørgensen, miljøpolitisk medarbejder.

Lukket indhold: 
ikke sat

Billig og miljøvenlig udvinding

Det er billigt og mere miljøvenligt at genbruge metallerne i elektronik frem for at udvinde det fra miner.

Der er bedre arbejdsforhold på genvindingsfabrikkerne end i minerne. Det kræver mindre CO2 at genvinde materialerne, og metallerne og de sjældne jordarter er koncentrerede i vores gamle elektronikprodukter, så de er nemmere at genbruge.

200 mobiltelefoner giver en guldring

Affald vil i fremtiden blive en kilde til vigtige råstoffer, mener stadig flere eksperter, og begrebet har fået navnet urban mining, som udtryk for at råstofferne udvindes i byerne, hvor mennesker lever og er omgivet af elektronik.

Ifølge beregninger er der 150 gram guld i et ton brugte mobiltelefoner, mens der kun udvindes omkring 5 gram guld fra et ton malm i en guldmine.

Det vil sige, at med guld fra 200 mobiltelefoner kan man lave en guldring. Tilsvarende skal der for eksempel kun tre gamle mobiltelefoner til at fremstille en sølvring.

Elektroniske produkter forsvinder

FN’s miljøprogam, UNEP, har anslået, at forbrugerne på verdensplan købte mere end en milliard mobiltelefoner i 2007. En stor del af telefonerne ender i det almindelige husholdningsaffald, eller de bliver behandlet forkert ud fra et miljømæssigt perspektiv.

Ifølge UNEP ved man ikke, hvor 75 procent af det elektroniske affald i Europa ender.

Elskrot sendes til u-landene

En stor del af elskrottet bliver sendt til udviklingslandene. Problemet er bare, at måden elektronikskrot bliver behandlet på i udviklingslandene, er til skade for miljøet og dem, der arbejder med affaldet.

Og netop fordi der ikke er så høje krav til sikkerhed og bæredygtighed, er det cirka ti gange billigere for producenter at skaffe sig af med deres elektroniske affald i Indien eller Nigeria end for eksempel Europa.

Producenterne har ansvaret

I Danmark er der såkaldt producentansvar på al elektronisk skrot. Det betyder, at en mobilproducent har ansvaret for, at de brugbare materialer i brugte mobiltelefoner bliver indsamlet og genanvendt. Det foregår ved, at forbrugeren afleverer elektronikken hos butikken eller på genbrugspladsen.

Genvindingsvirksomheder overtager de elektroniske produkter og skiller dem ad, så de brugbare metaller kan sælges videre til forarbejdning og blive lavet til nye produkter.

 ”Vi skiller en hel del ting ad, og resten sender vi til adskillelse hos andre,” siger Thorvald Isager, bæredygtighedschef hos genvindingsvirksomheden H.J. Hansen i Odense.

De sjældne jordarter sidder skjult

Men der er stoffer, som i dag ikke bliver taget ud af de kasserede elektronikprodukter og genanvendt. Det drejer sig om de såkaldte sjældne jordarter, som fremtidens miljøvenlige teknologier som vindmøller og solceller er helt afhængige af.

”Vi kunne godt udvinde den sjældne jordart neodym fra de små elektriske motorer i bilen, der for eksempel får vinduerne til at køre op og ned og sidespejlene til at bevæge sig, men udvindingen sker med håndkraft, og det er alt for dyrt i forhold til prisen på ny neodym,” siger Thorvald Isager.

Der er altså mulighed for at udnytte endnu mere af vores elektronikskrot, men det kræver en lovgivning, der tvinger producenterne til at gøre det nemmere og billigere at udvinde jordarterne fra gammel forbrugerelektronik, mener Thorvald Isager.

Af Astrid Lærke Rantorp

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Indkøbskurv