"Der er gået sport i at sortere affaldet"

17.1.2012

Ægteparret Karin Toxværd og Bjørn Grønlund er en del af skraldeordningen Madam Skrald i Herlev kommune, så de sorterer deres affald alt efter om det er plast, papir, glas eller metal.

"Der er gået sport i at sortere affaldet" (billede)

Affaldsordningen Madam Skrald

Herlev Kommune og Vestforbrænding har startet en forsøgsordning, hvor borgerne skal sortere plast, papir, metal og glas fra dere husholdningsaffald.

Det sorterede affald bliver samlet i den rumindelte skraldespand Madam Skrald og hentet af en skraldebil, der også er inddelt i fire rum.

Forsøgsordningen gælder 100 personer, men udvides med 5.000 borgere i april 2012.

Lukket indhold: 
ikke sat

Madam Skrald sorterer skraldet

”Vi er utrolig glade for Madam Skrald. Der er gået helt sport i at sortere tingene rigtigt, og se hvor meget vi kan få skrabet sammen,” siger ægteparret Karin Toxværd og Bjørn Grønlund.

De har boet sammen med den ruminddelte skraldespand Madam Skrald siden juli 2011.

Affaldsselskabet Vestforbrænding og Herlev Kommune står bag forsøgsordningen, hvor 100 familier sorterer glas, papir, plast og metal, og til april bliver ordningen udvidet til 5.000 familier i Herlev.

Formålet er at udnytte de mange kilo genanvendeligt materiale, der ligger i borgernes skraldposer.

Det skal være nemt at sortere

”Forsøgsordningen skal give en masse svar i forhold til, hvordan vi gør det nemt for folk at sortere og sortere korrekt,” siger Yvonne Amskov, udviklingschef hos Vestforbrænding.

”For vi skal sortere mere af vores affald, og det kræver en adfærdsændring. Vi skal slå automatpiloten fra og ikke putte al skrald i skraldeposen i køkkenet,” siger hun.

Sortering er blevet en leg

For ægteparret Grønlund og Toxværd har det være nemt at omstille vanerne og tænke over, hvad de smider ud.

”Den første reaktion fra venner og naboer, når de ser Madam Skrald, er: ’Gud, hvor er I blevet hellige’,” siger Karin Toxværd, ”men når de ser, hvor praktisk det er, så bliver de helt misundelige”

”Jeg synes, det er sjovt at pakke ud og smide emballagen ud det rigtige sted, og så putter jeg for eksempel remouladen fra plastikposen ned i et syltetøjsglas. Så holder det også bedre og tager ikke smag fra de andre ting i køleskabet,” siger hun.

Vaner ændres lidt ad gangen

Også ægtefællen synes, at det har været nemt at ændre vanerne i hjemmet:

”Det er bare et spørgsmål om at organisere sig. Vores køkken er indrettet til, at vi kan have fire små spande vi sorterer i, og så tømmer vi dem ude i Madam Skrald,” siger Bjørn Grønlund.

”Jeg kan forestille mig, at det er lidt mere besværligt, hvis man skal rende i bryggerset med det eller helt ud til Madam Skrald, hver gang man har brugt et stykke sølvpapir,” siger han og understreger, at det handler om at tage små skridt ad gangen. Så er det nemmere at ændre vanerne.

Myten om at det hele ender samme sted

En af de helt store myter, som affaldssortering står over for, er, at det ikke kan betale sig at sortere.

”Vores søn Jesper på 30 år synes, det er noget være pjat. Han er nemlig sikker på, at det hele ender samme sted alligevel,” siger Karin Toxværd.

Hos Vestforbrændingen nikker man genkendende til den holdning:

”Det er en reaktion, vi meget ofte møder. Men vi håber, at folk bliver overbevist om, at deres indsats ikke er forgæves, og at skraldet forbliver sorteret, når de ser skraldespanden og skraldebilen med de fire rum,” siger Yvonne Amskov.

Af Astrid Lærke Rantorp

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Indkøbskurv