Hård kritik af Skat i kopisager

Google+twittetFacebookTip en ven
16.2.2011

Juraeksperter mener, at Skat sender misvisende breve til forbrugere, der har fået opsnappet en kopivare. Danskerne kommer til at tro, at de har brudt loven, selv om det langt fra altid er tilfældet.

Læs også om

Af Erik Valeur

Jurister sætter nu spørgsmålstegn ved de breve, som Skat sender til danskere, der får opsnappet pakker med kopivarer i tolden.

Kritikken går på, at Skat formulerer sig så upræcist, når de kontakter de uheldige forbrugere, at disse kommer til at tro, at de har brudt loven alene ved at være modtagere af en pakke med kopivarer.

Forbrugere kan vejledes bedre

Tænk har kendskab til en lang række sager fra de seneste par år, hvor forbrugere har følt sig nødsaget til at betale i tusindvis af kroner i erstatning til producenterne af mærkevarer, selv om de i realiteten ikke har overtrådt dansk lovgivning.

Indkøb af et enkelt kopi-ur eller for eksempel en kopi-taske til privat brug er nemlig tilladt.

”Efter min opfattelse vil det være rimeligt, at Skat i disse sager giver en vis vejledning til forbrugerne om deres retsstilling,” siger Clement Salung Petersen, adjunkt på Københavns Universitet og ekspert i håndhævelse af varemærkerettigheder.

Standardbrev er misvisende

Tænk har gennemgået Skats standardskrivelser i en række sager, og det nævnes ingen steder, at køb af forfalskede varer kan være helt legal:

”Din forsendelse er udtaget til nærmere undersøgelse hos Skat København, da der muligvis kan være tale om varemærkeforfalskede varer, hvilket ikke er tilladt at indføre i EU,” skriver Skat som indledning til et to siders standardbrev.

Herefter informeres den uheldige køber om, at Skat vil sende indholdet af den opsnappede forsendelse videre til ”rettighedshaveren”, som derefter vil ”få udleveret dit navn og adresse”, dersom firmaet vurderer, at der er tale om forfalskede varer.

Det virker på de fleste forbrugere som en klar bekræftelse af, at varemærkefirmaerne har loven på deres side, og at forbrugeren vil blive kriminaliseret, hvis der ikke hurtigst muligt indgås forlig.

”Det kunne man skrive anderledes”

En af landets førende varemærkeretseksperter, jurist Knud Wallberg, der selv i dag repræsenterer varemærkefirmaer, mener ikke, man kan anfægte Skats formuleringer.

Men han sætter spørgsmålstegn ved formuleringen ”hvilket ikke er tilladt at indføre i EU”, fordi netop den passus kan give indtryk af, at forbrugeren handler ulovligt.

”Det kunne man godt overveje at skrive anderledes,” siger han.

Skat erkender gråzone

Trine Dancygier er leder af Skats særlige gruppe for varemærkeforfalskning, som jagter kopivarer på grænserne til Danmark. Specialenheden skal ifølge en EU-forordning fra 2003 straks orientere det måske krænkede varemærkefirma, når Skat mener at have fundet en forfalsket vare.

Trine Dancygier siger nærmest med et lille suk til kritikken:

”Vi har virkelig gjort os mange overvejelser omkring formuleringen, og det er noget, vi løbende vurderer og eventuelt ændrer, men det er meget svært, fordi vi er en offentlig myndighed. Man skal være opmærksom på, at det her ikke er en sag mellem importøren af varen og Skat.”

Følger EU-forordning

Derfor mener Trine Dancygier heller ikke, at Skat i sine breve kan komme nærmere ind på, at import af kopivarer er ulovlig til erhvervsmæssig brug, men kan være lovlig til privat brug.

”Vores udgangspunkt er, at det ifølge den EU-forordning, vi skal arbejde efter, er ulovligt at indføre kopivarer. Og så må man tage den nationale lovgivning bagefter, hvor det i sidste ende er en afgørelse for domstolene. Vi kan ikke gå ind og blande os i forholdet mellem rettighedshaver og forbruger, altså om det er til privat brug eller ej,” siger hun.

Men kunne I ikke skrive til forbrugerne, at det kun måske er ulovligt?

”Vi har gennemgået vore paradigmer adskillige gange, og vi har ændret dem flere gange. Vi er nødt til at fastholde det, vi gør, så vi ikke går ud over vores ressortområde. Vi ved godt, at nogle indkøber det i god tro, og det er virkelig en gråzone.”

"Det må kunne gøres bedre"

Skats skrivelser til forbrugerne kan have skæppet godt i firmaernes erstatningskasse, uden at der i mange tilfælde er begået en reel forseelse, mener Forbrugerrådet:

”Hvad en offentlig myndighed skriver til almindelige borgere, bør give dem en rimelig forståelse af deres retsstilling. Når Skat ved, at det er en gråzone, og at der vitterligt er nogle, som kan have købt i god tro, bør Skat ikke bare dømme alt ulovligt. Skat ved jo godt, at næste stop er varemærkeadvokaterne, hvor der ikke er nuancer. Det må kunne gøres bedre,” siger chefkonsulent Benedicte Federspiel.

Seneste Tænk

Tænk 140/2013 (billede)
3.5.2013

Tema: Tandlæger tjener på din loyalitet. Trods stor utilfredshed er det kun få, der klager over...

Husk!

Er du medlem, skal du logge ind først.
Du loger dig ind, øverst i højre side- Tak!

Tænk 140/2013 (billede)
3.5.2013

Tema: Tandlæger tjener på din loyalitet. Trods stor utilfredshed er det kun få, der klager over...