Se mere
Testresultater
Læs også om
Andre har set
Mennesket har et højtudviklet perifert syn, som straks leder vores blik hen til bevægelser og kontraster i yderkanten af vores synsfelt.
Det udnytter butikker til at fange vores opmærksomhed og få os til at købe bestemte varer.
Gule tilbudsskilte fanger dit blik
Tænk har udstyret fire familier med eyetracking-briller og analyseret, hvad der fanger blikket i køledisken med kød. Alle testpersonerne har mange såkaldte fokuseringer, hvor de gentagne gange kigger på tilbudsskilte.
”Et gult tilbudsmærke fanger opmærksomheden, fordi vi oplever den markante gule farve som en kontrast,” forklarer Sune Alstrup, som har forsket i eyetracking på IT-universitetet.
Du kigger automatisk på fladskærme med reklamer
Bevægelser fanger instinktivt vores blik. Derfor kan vi ikke lade være med at kigge på fladskærme med reklamer. Det samme gælder for billeder af ansigter og kvindelige bryster.
”Øjnene søger hen til den slags motiver af sig selv. Det er urinstinkter,” siger Sune Alstrup.
Du har ikke fuld kontrol
Vores blik bliver styret nogenlunde lige meget af hvilke produkter, vi gerne vil finde og af udefrakommende sanseindtryk, fortæller Maria Nordfang, som forsker i syn og perception ved institut for psykologi på Københavns Universitet.
”Det, vi leder efter, påvirker, hvad vi ser. Hvis vi for eksempel leder efter gær, vil vores øje forsøge at finde en lille firkantet pakke med en bestemt farve. Men ting, der adskiller sig fra omgivelserne, vil også fange vores opmærksomhed,” siger Maria Nordfang:
”I køledisken er de fleste mælkekartoner for eksempel blå, og hvis der pludselig står en orange mælk, vil vores øjne ofte blive fanget af den anderledes farve.”
Supermarkeder påvirker dit køb med indretning
Detailhandlen kan på den måde udnytte nogle ubevidste adfærdsmønstre.
”Der er ingen tvivl om, at man kan påvirke forbrugerne og salget ved at designe og indrette supermarkedet med blandt andet reklamer,” siger Sune Alstrup.
Af Julie Hjerl Hansen / Foto Jeppe Carlsen
Bliv medlem
Indkøbskurv
Log på tænk.dk
Nyhedsbrev
Modtag test, nyheder og gode råd - 2 gange om ugen.
Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.














