Allergivenlig kosmetik fyldt med parfume

4.11.2011

Creme, shampoo og deodoranter markedsført som hypoallergene er ikke så allergivenlige, som de påstår. Produkterne indeholder parfume, konserveringsmidler og farvestoffer.

Allergivenlig kosmetik fyldt med parfume (billede)

Det fandt vi også i plejeprodukterne

Tænks undersøgelse af hypoallergene produkter viste ikke kun, at de indeholder allergifremkaldende stoffer. Avène’s After-Shave Balm indeholder for eksempel triclosan, der er bakteriedræbende og er specielt problematisk for vandmiljøet.

Triclosan er også mistænkt for at gøre bakterier resistente over for antibiotika og stoffet er på EU’s liste over skadelige stoffer. Miljøstyrelsen har længe anbefalet at gå uden om produkter, der indeholder triclosan.

Derudover indeholder Kloranes Mango-ekstrakt shampoo en række af de parabener, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Flere af parabenerne er på nuværende tidspunkt forbudte i babyprodukter.

Lukket indhold: 
ikke sat

Sådan undersøgte vi plejeprodukterne

Tænk indkøbte et udvalg af hudplejeprodukter, alle mærket med betegnelsen hypoallergen eller hypoallergenic, der betyder mindre allergifremkaldende. Vi fandt produkterne hos Matas, Illum og på apoteket.

Hjemme på redaktionen gennemgik vi indholdsdeklarationen for problematiske stoffer. Alle produkterne indeholder parfume og flere af dem desuden farvestoffer og problematiske konserveringsmidler.

Lukket indhold: 
ikke sat

Hyppig årsag til allergi

Ordet hypoallergen betyder mindre allergen, altså mindre allergifremkaldende. Alligevel kan flere af stofferne, som hypoallergene produkter indeholder, fremkalde allergiske reaktioner. Tænk har indkøbt et udvalg af plejeprodukter, som alle er mærkede ”hypoallergen” eller ”hypoallergenic”. Alle produkterne indeholder for eksempel parfume og flere af dem farvestoffer og problematiske konserveringsmidler, for eksempel DMDM Hydantoin. Det er kendt for at kunne fremkalde allergi, fordi det langsomt frigiver formaldehyd.

Problematisk børnesolcreme

Blandt de produkter, som Tænk har indkøbt, finder vi også en solcreme til børn af mærket Avené som indeholder det problematiske solfilter octocrylene, der har vist sig at være årsag til allergi hos børn. I en spraydeodorant fra Vichy finder vi desuden 2 af de 26 deklarationspligtige parfumestoffer, benzyl alcohol og linalool, der skal deklareres på grund af høj risiko for allergi.

Parfumen giver allergi

Parfume er den hyppigste årsag til kontaktallergi, men også konserveringsmidler er oftere og oftere skyld i allergiudbrud. Videncenter for Allergi skønner, at to procent af befolkningen lider af kontaktallergi – heraf lider ti procent af parfumeallergi. Og får man eksem af kontaktallergi, kan man risikere, at det spreder sig, siger centerleder for Videncenter for Allergi Jeanne Duus Johansen.

”Eksem ses først og fremmest ved rødt udslæt, dér hvor man har brugt cremen eller produktet. Men det kan udvikle sig til små blærer og efterhånden brede sig til resten af kroppen,” siger hun. Jeanne Duus Johansen råder allergikere og andre til først og fremmest at gå efter produkter uden parfume og læse indholdsdeklarationen grundigt, hvis man vil undgå bestemte konserveringsmidler eller farvestoffer.

Disse stoffer fandt vi i produkterne

  • Klorane Mango-ekstrakt shampoo indeholder DMDM Hydantoin, der er et konserveringsmiddel, der løbende frigiver det allergifremkaldende formaldehyd. Shampooen indeholder også parfume og farvestoffer.
  • Nuxe Bio Beauté Mineral Powder Foundation indeholder parfume
  • Vichy Deodorant Antiperspirant indeholder parfume, heriblandt to af de deklarationspligtige parfumestoffer, benzyl alcohol og linalool.
  • Avène Sun Lotion Kids SPF50+ indeholder solfilteret octocrylene, der de seneste par år har vist sig at kunne give allergi.
  • Avène After-Shave Balm indeholder parfume.
  • Klorane Kamille-ekstrakt shampoo indeholder parfume og konserveringsmidlet methylisothiazolinone, der både alene og i kombination med konserveringsmidlet methylchloroisothiazolinone, er allergifremkaldende.
  • Vichy Normaderm antiageing indeholder parfume og farvestoffer.
  • Biotherm Deo Pure indeholder parfume og konserveringsmidlet iodoproponyl butylcarbamate, der er allergifremkaldende.

Af Charlotte Friis Eriksen og Stine Müller / Foto Thomas Tolstrup

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Indkøbskurv