Kreditkortgebyr læsses af på forbrugerne

29.9.2011

Nye regler gør det fremover muligt for butikkerne at sende bankgebyret for brug af kreditkort videre til forbrugerne. Og meget tyder på, at forbrugerne ender med regningen.

Kreditkortgebyr læsses af på forbrugerne (billede)

Fakta om betalingskort

Debetkort er betalingskort som Dankort, Visa/Dankort, Visa Elektron og Mastercard Direct. Her bliver beløbet trukket fra kontoen med det samme, når man betaler med kortet i butikkerne.

Kreditkort er blandt andre Mastercard, Visa (ikke Visa/Dankort), American Express og Diners. På disse er der tilknyttet en kredittid, og beløbet bliver først trukket på kontoen senere, for eksempel 45 dage efter købet i butikken.

Lukket indhold: 
ikke sat

Forbrugerrådet mener: Brugerbetaling på dyre kreditkort vil give fordele til kunder med Dankort

  • Forbrugerrådet har støttet, at gebyrerne på de internationale kreditkort kan sendes videre til dem, der bruger kortene. Brugerbetaling på de dyre kreditkort kan spare samfundet for milliarder og give lavere priser til kunder, der betaler kontant eller med Dankort.
  • Indtil i dag har butikkerne været tvunget til hæve priserne for alle kunderne, fordi brugerbetaling ved brug af de dyre kort i butikkerne var forbudt. Brugerbetaling på kreditkortene vil tilskynde kunderne til at vælge billige kort som Dankortet, og medvirker derved til at fremtidssikre Dankortet, hvilket der er brug for i en tid, hvor kreditkort bliver stadig mere udbredte.
  • Samtidig mener Forbrugerrådet, at bankerne burde holdes fast på deres gamle løfte om at udvikle et ungdomsdankort – altså et Dankort med saldokontrol, svarende til fx Visa Elektron eller Mastercard Direct, men med samme lave omkostningsniveau som Dankortet.

Troels Holmberg, økonom i Forbrugerrådet

Lukket indhold: 
ikke sat

Gebyrerne betales af forbrugerne

Det kan blive dyrere for forbrugerne at svinge deres Mastercard eller Visakort i butikkerne. Fra 1. oktober 2011 må butikker og restauranter sende det gebyr, som bankerne opkræver på kreditkort, videre til forbrugerne.

Som reglerne er i dag, er gebyret på kreditkort på 0,75 procent af prisen på dit køb. Det betyder, at det koster 7,50 krone, hver gang du køber for 1.000 kroner.

Forbrugerne slipper ikke

Ikke alle butikskæder har meldt ud, om de fremover vil sende regningen videre til forbrugerne, eller om butikkerne selv fortsat vil betale gebyret, men ifølge supermarkedsgiganterne Coop og Dansk Supermarked ser det ikke ud til, at forbrugerne slipper.

”Vi vil som udgangspunkt sende gebyret videre, og hvis den tekniske løsning er klar, vil vi gøre det fra første dag,” siger Henrik Kirketerp, direktør hos Dansk Supermarked.

De, der bruger, skal betale

Også hos Coop regner man med, at forbrugerne kommer til at betale. 

”Det er overvejende sandsynligt, at vi vil sende kreditkortgebyrerne på de internationale kort videre til kunderne,” siger Jens Juul Nielsen, kommunikationsdirektør hos Coop.

”Det mest rimelige er, at de, der påfører udgifterne, også er dem, der betaler. Alternativet vil være, at omkostningerne skal dækkes af alle kunder,” siger han.

I lande, som Holland og Australien, hvor butikkerne også må opkræve kreditkortgebyr fra kunderne, er gebyret blevet et konkurrenceparameter. Det betyder, at forbrugerne slipper for gebyret i de fleste butikker i disse lande.

Regler diskriminerede turister

Ændringen bunder i, at Europa-kommissionen mener, at de gamle gebyrregler er diskriminerende.

Før skelnede man mellem udenlandsk og dansk udstedte betalingskort. På de udenlandske skulle man betale gebyr, hvor man med et dansk udstedt kort var fri for gebyrer.

Det var diskrimination af udlændinge og turister, som kom til Danmark og brugte kortet, mente Europa-kommissionen. De truede med en traktatkrænkelsessag, og derfor valgte Økonomi- og Erhvervsministeriet at ændre reglerne.

Debetkort er gebyrfrie

Nu skelnes der i stedet mellem debetkort og kreditkort, så debetkort forbliver gebyrfrie, mens butikkerne får mulighed for at opkræve gebyr fra kreditkortbrugere.

Hvis butikkerne vælger at sende gebyret til forbrugerne, lægges det oven i beløbet ude i butikkerne, og gebyret skal fremgå af bonen. Butikkerne er under alle omstændigheder forpligtet til at oplyse, hvorvidt kunderne skal betale gebyret, og hvor højt det i så fald er.

Af Charlotte Friis Eriksen

Indkøbskurv

Seneste Tænk Penge

Tænk Penge 14/2012 (billede)
13.4.2012

Test af pensionsopsparing: Omkostninger æder din formue. Guide til lommepenge. Tema om...

Køb bladet

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Gratis gældsrådgivning

Forbrugerrådet tilbyder anonym og uafhængig rådgivning til særligt udsatte mennesker gennem rådgivningscentre i København, Odense, Aalborg og Esbjerg.

Alle kan finde gode råd her

Indkøbskurv