Gode råd
Andre har set
Flere misbruger dankortet på nettet
I takt med stigende omsætning på nettet – fra 12 milliarder i 2006 til 21 milliarder sidste år, er misbruget ved køb på nettet også steget.
Det er stadig promiller i forhold til omsætningen, og sidste år var der misbrug for 0,45 promille af omsætningen – eller svindel for 9,5 millioner kroner ud af omsætningen på 21 milliarder kroner.
Kilde: Nets
Har du lignende oplevelser?
Anja Jensen blev bedt om en kopi af sit dankort, da hun ville købe tøj og støvler over nettet fra SmartGirl.
Har du oplevet noget lignende, så send et tip til penge@fbr.dk
Skriv gerne, om vi må bringe uddrag fra din mail her på siden.
Af Søren Nielsen / Foto Thomas Tolstrup
”… Vi er af vores betalingsudbyder blevet bedt om at modtage yderligere verifikation på din ordre. Vi skal derfor bede dig e-maile eller faxe os for- og bagsiden af dit kreditkort …”.
Sådan lød beskeden til Anja Jensen fra internetbutikken SmartGirl, da hun bestilte støvler og tøj for cirka 3.400 kroner.
Stigende antal handler på nettet
Anja Jensens første reaktion var, at det ville hun absolut ikke, og hun opfattede mailen som mistillid fra forretningens side.
”Jeg blev virkelig gal. For når du handler på nettet, så skal man have tillid til hinanden, og derfor bad jeg dem bare om at slette min bestilling. Så vigtig var den heller ikke,” siger Anja Jensen.
Den 30-årige folkeskolelærer, som for øjeblikket er på barsel og bor i Vodskov i Nordjylland, handler ligesom de fleste andre danskere på nettet. I år har 68 procent af os handlet på nettet mindst én gang – en stigning på 26 procent i forhold til for syv år siden, viser tal fra Danmarks Statistik.
Beskyttelse mod fusk
Det er første gang, at Anja Jensen er blevet bedt om at kopiere og sende for- og bagsiden på sit dankort. For internetbutikken SmartGirl er det, ifølge direktør Christian Kusk, normal procedure, når virksomheden har mistanke om snyd.
”Det er ikke noget, vi sender til alle kunder. Men vi synes, at det er den eneste måde, vi kan beskytte os på, og det er i meget få tilfælde, at vi rammer forkert, når vi sender en sådan mail,” siger han.
SmartGirl opdager forsøg med misbrug af stjålne dankort-oplysninger for et par millioner kroner om året. Det prøver internetbutikken blandt andet at beskytte sig imod ved at bede mistænkelige købere om at kopiere dankortet.
Den forespørgsel er ifølge Nets, det tidligere PBS, lovlig, så længe data ikke bliver gemt.
Store køb kan udlæse tjek
Christian Kusk fra SmartGirl afviser at give detaljer om, hvornår kunderne bliver tjekket en ekstra gang, men generelt afhænger tjekket af købets størrelse, adressen på leveringen, og om kunden har handlet på sitet før. I Anja Jensens tilfælde var det netop hendes første bestilling hos SmartGirl.
”Det er ikke den optimale måde at gøre det på, men kunden kan have tillid til, at vi ikke misbruger deres oplysninger, for de bliver slettet med det samme igen,” siger Christian Kusk.
Gør det ikke
I Anja Jensens eksempel kunne et enkelt telefonopkald have været nok for at sikre, at indehaveren af dankortet nu også boede på den nævnte adresse. Det mener pressechef Søren Winge fra Nets.
Nets anbefaler netbutikkerne, at de holder øje med mistænkelige køb, som når et dankort bliver brugt fra en udenlandsk adresse. Men pressechefen mener, at det er at gå over stregen at bede om en kopi af kundens dankort.
”Vi har forståelse for, at forretningen gør, hvad den kan for at sikre, at kunden er den, han eller hun udgiver sig for at være. Men vi mener, der er andre og bedre måder at gøre det på. Som forbruger bør du som hovedregel aldrig videregive dine kortoplysninger. For dermed kan du sende dine mest sårbare økonomiske oplysninger over i de forkerte hænder,” siger Søren Winge.
Fik undskyldning
Anja Jensen endte faktisk med at få sin bestilling fra SmartGirl. Efter en undskyldende mail fra netbutikken blev ordren gennemført og varerne sendt til Nordjylland. Oplevelsen har ikke afskrækket hende fra at handle på nettet, men:
”Jeg handler dog ikke hos SmartGirl mere. Og jeg passer på mit kort og giver ikke flere oplysninger ud end nødvendigt”.
Bliv medlem
Indkøbskurv
Log på tænk.dk
Seneste Tænk Penge
Test af pensionsopsparing: Omkostninger æder din formue. Guide til lommepenge. Tema om...
Køb bladet
Nyhedsbrev
Modtag test, nyheder og gode råd - 2 gange om ugen.
Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.
Gratis gældsrådgivning
Forbrugerrådet tilbyder anonym og uafhængig rådgivning til særligt udsatte mennesker gennem rådgivningscentre i København, Odense, Aalborg og Esbjerg.














