Leder i Tænk nr. 102: Kend din købelov

26.2.2010

Hvis du må tage én - og kun én - ejendel med ud på en øde ø, svarer du så også uden tøven: Min bærbare computer?

Leder i Tænk nr. 102: Kend din købelov (billede)

Min bærbare er en fascinerende nødvendig og kompleks livline. Jeg fatter intet af, hvad der foregår bag dens sorte plastik. Jeg gør mit bedste for at beskytte den mod virus, væsker, faldulykker og tyveri og forventer så i øvrigt, at den virker.

Katastrofen og magtesløsheden, når den går i sort, kan have varierende dybde. Det er irriterende at skaffe en ny pinkode til sin netbank, fordi man ikke fik lagret den gamle på en usb-nøgle. At rekonstruere tabte dokumenter og overkomme ærgrelsen kan beslaglægge hele dage.

Men da alle fotos fra min søns 18-års fødselsdag gik tabt, lærte jeg endegyldigt noget om at sikre data på en ekstern harddisk eller en fildelingstjeneste på nettet.

I dette Tænk tester vi bærbare pc´er og giver gode råd om, hvordan du vælger den rigtige til netop dit behov. Som du kan læse, er der desværre stor risiko for, at selv en ny computer pludselig står af. Hver femte deltager i Tænks Mærkebankundersøgelse har oplevet, at en bærbar gik i stykker inden for de første fem år.

Som du også kan læse, kan forbrugeren havne i alvorligt bøvl med forhandleren, hvis computeren går i stykker inden for de første to år, hvor købelovens reklamationsret gælder.

Det er vigtigt at kende reklamationsretten og vide, at du specielt de første seks måneder står stærkt. Købelovens formodningsregel siger, at hvis varen går i stykker i løbet af et halvt år, har den nok været defekt fra begyndelsen. Husk også, at du som udgangspunkt kan vælge, om du vil have den repareret eller byttet til en ny. Købeloven gælder ikke kun for computere og andre ting, men også for levende kæledyr.

Gad vide, hvor længe opholdet på den her ø varer? Hvis min eneste ejendel er blandt de 20 procent computere, der går i stykker inden fem år, står jeg snart under palmerne uden noget som helst. En defekt computer er værre end ingenting. Måske en liggestol var et klogere valg?

Lis Hornø,

Chefredaktør

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Indkøbskurv