Råstoffer bliver en mangelvare

Alle moderne teknologiske produkter fra smartphonen i din lomme til computeren på dit arbejde og MR-scanneren på byens hospital indeholder råstoffer, som vi ikke har ubegrænset adgang til.

Det kan enten skyldes, at reserverne er koncentreret i meget få lande, eller at vi er ved at opbruge dem. Derfor bliver vi nødt til at lære at genbruge jordens råstoffer, så de indgår i vores produkter igen og igen.

Teknologisk tilbageskridt

Sidste år udarbejdede EU en liste over såkaldte kritiske råstoffer, som vi allerede inden for de næste ti år får svært ved at skaffe adgang til. På listen er de sjældne jordarter – en gruppe på 17 grundstoffer med særlige egenskaber. Nogle af de sjældne jordarter, især stofferne neodym og dysprosium, kan bruges til at skabe ekstremt stærke magneter.

Magneter så stærke, at man kan lave bittesmå, men dog kraftige motorer, som kan få din mobiltelefon til at vibrere, styre de elektriske spejle i din bil og drive laserhovedet i din computers harddisk.

”Uden sjældne jordarter vil vi opleve et teknologisk tilbageskridt,” siger lektor ved Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet Peter Omand Rasmussen:

”Hvis man erstatter de sjældne jordarter i computerharddisk med andre metaller, bliver computerne tungere, og udviklingen er jo gået mod lettere og mindre maskiner.”

Kineserne har kontrollen

De sjældne jordarter er trods navnet slet ikke så sjældne endda, men de er koncentreret på meget få hænder. Kina sidder i dag på 97 procent af reserverne, og de har indført strenge kvoter for eksporten af de dyrebare metaller. De sjældne jordarter er derfor vanskelige at få fat på lige nu og her, men vi risikerer ikke som sådan at løbe tør for dem.

Helt anderledes ser det ud med en lang række andre råstoffer. Hvis vi fortsætter vores nuværende forbrug, er de kendte reserver af kobber opbrugt om cirka 39 år, zink om cirka 21 år, tin og bly om cirka 20 år og indium om cirka 19 år.

Den slags beregninger er altid behæftet med store usikkerheder, fordi vi kan opdage nye reserver, og fordi vores forbrug ændrer sig. Men beregningerne er en påmindelse om, at der ikke er uendelige lagre af råstoffer under jorden.

Fra vugge til vugge

Vi bliver derfor nødt til at begynde at recirkulere sjældne jordarter og andre vigtige metaller. For at det kan ske effektivt, skal vores måde at designe, producere, forbruge og smide væk på ændres.

”For at kunne genbruge stofferne, skal man bruge dem i deres rene form, men i produkterne indgår de ofte i forskellige forbindelser med andre stoffer,” siger Jens Konnerup-Madsen, som er lektor ved Institut for Geografi og Geologi på Københavns Universitet.

En række producenter har taget udfordringen op, og tænker allerede fra første skitse over, hvordan produkterne kan designes, så de efter brug let kan skilles ad i rene materialer, som kan genbruges. Producenten Steelcase har for eksempel designet en kontorstol, som kan skilles ad på fem minutter, så stolens materialer kan indgå i nye produkter.

Tankegangen er en del af den såkaldte vugge til vugge-bevægelse startet af arkitekten William McDonough og kemiprofessoren Michael Braungart. Deres hovedbudskab er, at vi må skrotte vores brug-og-smid-væk-kultur.

I stedet for at fremstille produkter som kun er designet til at fungere, fra vi køber dem, til vi smider dem ud – populært sagt fra vugge til grav – skal vi designe produkter, hvor materialerne kan cirkulere uden kvalitetstab fra vugge til vugge. I dag er en lang række produkter allerede vugge til vugge-certificerede, og i Kina har man forsøgt at anlægge hele bysamfund baseret på vugge til vugge-principperne. 

Minedrift i storbyen

I EU bliver der lige nu talt meget om at udvikle leasingmodeller, hvor forbrugeren for eksempel lejer mobiltelefoner i stedet for at købe dem. Efter brug skal telefonerne indsamles og bruges igen. Det fortæller Casper Venbjerg Hansen, som er international konsulent i Dansk Industri og repræsenterer en række af de virksomheder, der er afhængige af importen af sjældne jordarter til deres produkter.

”Hvis man var i stand til at indsamle samtlige mobiltelefoner efter brug, ville man kunne samle metaller i en koncentration, som man ikke vil kunne finde andre steder. For selv om der kun er meget små mængder sjældne jordarter i hver mobiltelefon, er forekomsterne i egentlige mineområder så små og spredte, at det bedre kan betale sig at indsamle gamle produkter og udvinde metallerne derfra,” siger Casper Venbjerg Hansen.

På samme måde skal vi gentænke produktionen, forbruget og genanvendelsen af en lang række andre produkter, hvis vi vil være sikret adgang, til de råstoffer, som er uundværlige i en lang række af de produkter, vi bruger til hverdag.

Af Julie Hjerl Hansen