Datatilsynet svarer på kritik

3.9.2010

Direktøren i Datatilsynet svarer på kritik af langtrukken sagsbehandling og tandløs kontrol: "Vi gør det, så godt vi kan".

Det sker, at medarbejderne ved Datatilsynet tager en lørdag eller en søndag på kontorerne i Borgergade ”for lige at slå toppen af sagsbunken”, som direktør Janni Christoffersen udtrykker det:

”Vi ville virkelig gerne skære ned på sagsbehandlingstiden for borgerne. Målsætningen er jo, at en klage over et forhold, som hvis en person bliver registreret som dårlig betaler, kan klares inden for otte måneder. Men det er jo også ganske lang tid … Men vi fik da en bevillingsforøgelse på tre millioner i 2007.”

Men er en enkelt bevillingsforøgelse - for tre år siden - nok?

”Ikke sammenlignet med udviklingen, nej. Siden da har vi en del gange gjort opmærksom på, at vi har fået nye opgaver - senest ved lovforslaget om tv-overvågning af taxaer. Man erkender, at der er en forøget tilsynsopgave inden for Datatilsynet, men man mener altså, at det bør kunne holdes inden for de eksisterende ressourcer. Og det er jo politikernes bord.”

Når man sammenligner bevillingen med det enorme område, I skal dække - så virker jeres ressourcer som en lille dråbe i havet?

”Ja, men vi prøver at gøre det, så godt vi kan - med den bevilling, vi har. Og prioriteringerne må vi se på løbende. Der er en voldsom forøgelse af lovforslag, der berører vores område, som vi skal kommentere på. Det er et vigtigt arbejde, men det tager tid. Vi ville ønske, at vores sagsbehandlingstid på klagesager var kortere, men det er svært, når der hele tiden kommer lovforslag ind fra højre.”

Kernen i jeres kontrolarbejde skulle vel være inspektioner?

”Både og - men når det gælder antallet af inspektioner, så kunne vi da godt ønske os meget mere - ikke mindst på følsomme områder, som borgerne ikke selv kan kontrollere, for eksempel politiets registre og sundhedsområdet. Vores opgavebeskrivelse fra Folketinget i år 2000 siger, at vi først og fremmest skal udføre vores opgave gennem rådgivning. Men vi er bestemt også en tilsynsmyndighed, der skal behandle klagesager og gå ud af egen drift.”

Under hundrede inspektioner om året er vel meget lidt?

”Jeg ved ikke, hvor mange tilsyn Arbejdstilsynet eller Fødevarekontrollen udfører. Det er helt sikkert mange flere. Men privatlivets fred er jo ’en blød værdi’ i forhold til at blive syg af dårlig mad på en restaurant eller tjekke, om et stillads står rigtigt. Det er mindre håndfast, noget, som er svært at veje og måle. Og i sidste ende er det Folketingets beslutning, hvor meget kontrol man vil have på dette område.”

I teorien kunne der foregå mange ulovligheder…?

”Ja, men sådan er det jo også på andre områder. Som det er nu, kan vi ikke garantere - vores inspektioner er en stikprøvekontrol - og vi er afhængige af henvendelser, hvis vi skal opdage overtrædelserne.”

Virksomhederne kritiserer jer for at have for få it-teknikere og manglende rådgivning?

”Ja, men vi er også tilsynsmyndighed, så vi kan ikke sådan blåstemple virksomhederne på forhånd. Men en højere grad af rådgivning ville vi gerne kunne give. Vi kunne også godt ønske os, at vi kunne lave flere stikprøver. For eksempel inden for sundhedsvæsenet, der jo er et stort område…”

Det må man sige - og der er jo mangeandre …?

”Ja. Vi kan stille spørgsmål og sammenligne svarene med Persondatalovens regler. Men at verificere og efterprøve, om kravene også er opfyldt, vil ofte kræve en it-teknisk indsigt. Så jeg så da gerne, at vi kunne udvide vores it-sikkerheds-sektion. Men også det er svært, for det at sidde og kigge på lovforslag og klagesager er en juridisk disciplin, og det er svært at sige, at vi skal give afkald på jurister. Vi prøver i stedet at gøre vores inspektioner mere effektive.”

Hvad er jeres sanktionsmuligheder?

”Vi udtaler typisk kritik i forskellige grader, men vi indgiver også politianmeldelser - mod private virksomheder - flere gange om året. Bøderne vil typisk ligge på et par tusinde og op til 10.000 kroner. Sammenlignet med for eksempel bøder for spam mod folk på nettet er det lavt - men på de områder har Folketinget i lovgivningen nærmest på forhånd fastsat, hvad det skal koste. I forhold til offentlige myndigheder kan vi kun udtale kritik - og så bede den overordnede myndighed om en tilbagemelding på, hvad man vil gøre ved det.”

I kritiseres også for at være for tandløse over for myndighederne og statens egne overvågningstiltag?

”Det er jeg ikke enig i. Så sent som i foråret har vi skrevet markante høringssvar om de påtænkte udvidelser på tv-overvågnings-området - og om forslaget om såkaldte tredjelandes adgang til det danske DNA-register. Og det samme er sket ved de forskellige terrorpakker.”

Datatilsynet hører under Justitsministeriet. Burde der ikke være et såkaldt armslængdeprincip - ligesom hos Ombudsmanden eller Rigsrevisionen?

”Det er rigtigt, at når det gælder Datatilsynets bevilling, så hører det under Justitsministeriet - og der er også en personalemæssig tilknytning til Justitsministeriet. Men Datatilsynet er uafhængigt og ikke underlagt instrukser fra ministre, når det handler om vores tilsynsvirksomhed. I stedet har vi Datarådet - der kan kaldes for Datatilsynets bestyrelse - og som har en højesteretsdommer som formand for at understrege tilsynets uafhængighed. Det er en politisk beslutning, om tilsynet skal ligge det ene eller det andet sted, og inden for EU findes der flere forskellige modeller.”

Men i Datarådet udpeges medlemmerne jo direkte af justitsministeren?

”Jo, men de kan ikke bare afsættes uden videre, de sidder der fire år ad gangen.”

Men der kunne vel nemt opstå pres fra Justitsministeriet - der også udformer de love, I skal bedømme?

”Vi kommenterer jo på lovforslag fra alle ministerierne, og jeg tror, de oplever os som ganske kritiske i vores høringssvar. Kritikken for ikke at fremstå mere barske kan have noget at gøre med, at vi prøver at gå i dialog med dem, vi rådgiver og kontrollerer. Man kan vælge at være mere konfrontatorisk, men det er et spørgsmål om stil.”

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Seneste Tænk

Tænk 128/2012 (billede)
27.4.2012

Tema om nanoteknologi: Nano sniger sig ind overalt. Partikler kan skade din sundhed og miljøet....

Indkøbskurv