Case: Vindynastiet Simonsig

Af Marianne Søndergaard

Da vi stiger ud af bilen mellem arbejderboligerne bag vingården, kommer ingen for at tage imod. Et par kvinder går forbi og kigger stjålent på os. Et gardin bliver løftet til side i et hus.

Så kommer nogle ud og taler afrikaans med kvinden fra fagforeningen, som er med mig. Vores tilstedeværelse har skabt nervøsitet blandt arbejderne. En har allerede sladret til ejeren om besøget. Folk frygter at miste deres arbejde. Vi beslutter at køre væk fra stedet. Det er for risikabelt at blive.

Jeg skulle have talt med syv beboere, men kun tre kvinder stiger ind i bilen. Vi kører fra arbejderboligerne, rundt om dynastiets hovedhus med i fransk huguenotstil, ned ad alléen og forbi vagten ved den sorte smedejernsport. Et par kilometer derfra standser jeg bilen i rabatten.

Kvindelige landarbejdere lever det hårdeste liv

De tre kvinder; Katy, Elizabeth og Margret, er alle enker. To er over 50 år. De repræsenterer en særlig udsat gruppe i Sydafrika - kvindelige landarbejdere. De luger og plukker med hænderne, mens mændene kører traktor i marken og truck i vinkælderen. De er oftere analfabeter. Og de dominerer den voksende gruppe af sæsonarbejdere.

Kvinder ses bogstavelig talt som en forlængelse af den mandlige arbejder og repræsenterer en arbejdskraft, som man i højsæsonen kan trække på efter behov. Det begrænser kvindens mulighed for beskæftigelse og indtjening.

Samtidig er manden familiens overhoved i det sydafrikanske samfund. Hvis han forlader familien eller dør, stiger risikoen for, at kvinden og børnene bliver sat ud - også selvom kvinden har arbejdet på gården i årtier.

Enker bortvist fra Simonsig

I de senere år er flere enker blevet forvist fra Simonsig. De heldige har fået lov at bo hos familiemedlemmer. Andre har måttet smække et skur op i ulovlige skurbyer og risikerer dermed konstant at blive jaget væk af myndighederne.

”Han har gjort det ved alle kvinder, der har mistet deres ægtemænd. Han gav en enke 3000 R, og så satte hun et skur op i Kayamandi (township for sorte uden for Stellenbosch, red.). Andre gange kan du ikke finde plads til et skur, og så er den eneste måde, du kan overleve på, at tage en mand, som har et skur i forvejen,” fortæller Katy fra forsædet ved siden af mig.

”Du er for gammel”

Katys mand er død, men havde før det arbejdet to årtier på Simonsig. Katy arbejder der endnu, men har fået brev om, at hun skal ud af sin arbejderbolig.

”Mine børn fik brevet med hjem, men de turde ikke vise mig det, for de vidste, jeg ville gå i panik, råbe og spørge farmeren, fordi jeg ikke kunne klare det,” fortæller Katy rørt.

Med hånden tørrer hun en tåre af kinden.

På bagsædet sidder 55-årige Elizabeth. Hun har i mange år arbejdet på Simonsig, ligesom sin mand, der døde for nogle år siden. Sidste år blev hun fyret. Med et grin fik hun af ledelsen at vide, at hun var for gammel. Nu vil den også have hende ud af boligen.

Tilbudt et haveskur af træ

Simonsig har tilbudt Elizabeth 50.000 R, så hun kan sætte et wendy house op et sted. Det er en slags legehus eller haveskur. Tager hun imod tilbuddet, skal hun betale for leje af jord, elektricitet og vand til en udlejer, og uden et arbejde har hun ikke råd til de udgifter.

”Jeg har fortalt ham, at jeg ikke kan finde et sted at sætte det op. Han svarede, at så måtte jeg kigge efter et rigtigt hus. Men jeg kan kun finde huse til 150.000 - 200.000 R, og det har jeg slet ikke råd til.”

Ved siden af hende sidder Margret. Hendes samlever døde i 2002. På det tidspunkt havde han været ansat på Simonsig i 21 år, mens hun selv har arbejdet på gården i 14 år. Jobbet mistede hun efter samleverens død, og hun fik ligesom andre enker besked på at flytte ud.

Magistraten i Stellenbosch fastslog, at hun levede op til kravene i den såkaldte ESTA-lov, der skal sikre tryghed for landarbejdere. Simonsig appellerede afgørelsen, men tabte i Højesteret.

”Jeg vil gøre alt for at beholde huset og har plaget ham om et arbejde, men han har sagt nej,” siger Margret, der kæmper videre på sjette år.

Ejeren: Jeg har et fint omdømme

Kvinderne mener, at Simonsig var et godt sted at være ansat. Lønnen er bedre end andre steder i området, og Simonsig betaler endda kvinder under deres barsel. Problemet opstår, når man bliver ældre og enlig som kvinde.

En af Simonsigs tre ejere, Francois Malan, skriver til Tænk, at han har et fint omdømme i forhold til arbejdsforhold og bliver brugt som model for andre vinproducenter:

”Jeg har 13 huse, hvor pensionerede arbejdstagere bor uden at bidrage med arbejdskraft til min forretning. Men jeg har imidlertid et problem, når begge forældre/beboere er døde, og deres børn så stadig bor i huset. Disse børn arbejder slet ikke på min farm. Du kan se, at vores problem i virkeligheden kommer af, at besiddelsen af huset ikke overføres til anden generation. I tilfælde som dette, ville jeg søge om udsættelse i forhold til ESTA procedurerne.”

Importøren Vinoble overrasket over Simonsig

I Danmark kan man købe vine fra Simonsig Estate i vinkæden Vinoble. Herfra lyder salgs- og marketingsdirektør Thomas Sønderby Sivholm overrasket over forholdene. Ifølge ham har Simonsig et stort program for deres arbejdsforhold.

”Det lyder helt vanvittigt. Men jeg er sikker på, at kvinder ikke bliver behandlet godt mange steder i verden, så vi må lægge pres på dem for at ændre forholdene. Hvis de vil beholde vores ordren, må de lave om,” siger han.

Vinoble kræver, at leverandørerne lever op til internationale konventioner, men virksomheden har ikke forhørt sig hos fagforeninger om lovene overholdes på Simonsig.

Thomas Sønderby Sivholm vil da også i første omgang tale med Malan-brødrene, der ejer Simonsig, om kritikken.

”Hvis vi ikke er tilfredse, må vi så se, hvad vi så skal gøre,” siger han.

Katy, Elizabeth og Margret er opdigtede navne. Kvindernes rigtige navne er redaktionen bekendt.