Se mere
Af Thomas Lemke
”Kan man stole på de fleste andre mennesker?”
Sådan har spørgsmålet lydt fra amerikanske ’World Values Survey’, siden organisationen første gang i 1980 spurgte hele verdens befolkning om tillid.
Sidste gang danskerne blev spurgt i 2000, svarede 66,5 procent ”ja”. Det fik os ind på en førsteplads. På sidstepladsen, nummer 86, lå Brasilien med bare 2,8 procent, der svarede ”ja” til spørgsmålet.
Vi accepterer overvågning
Vores høje tillid betyder, at vi sjældent tøver med at afgive personlige oplysninger om os selv til myndigheder og virksomheder, når de spørger os om det. Vi ser heller ikke noget problem i at lægge disse informationer ud på eksempelvis Facebook.
Vi stoler på hinanden, og vi accepterer, at vi står opført i registre og bliver overvåget, fordi vi har stor tillid til dem, der overvåger os.
Samfundet skaber tryghed
Og med god grund, mener professor Gert Tinggaard Svendsen fra Aarhus Universitet, der selv har stillet tillidsspørgsmålet til 21 lande i perioden 2002-05. Hans undersøgelse viser, at hele 78 procent af danskerne svarer ja til, at de fleste andre mennesker er til at stole på.
”Sammenlignet med andre lande har Danmark haft en høj grad af politisk stabilitet gennem historien. Det har skabt mulighed for, at vi har kunnet indrette et velfærdssamfund med andelsbevægelser og den berømte danske flexicurity-model (der går ud på, at arbejdsmarkedets parter forhandler sig på plads uden politisk indblanding, red.),” siger Gert Tinggaard Svendsen.
Forudsigeligheden er vigtig
Disse ting giver et samfund præget af forudsigelighed, hvilket måske er kedeligt i privatlivet, men vigtigt at have på samfundsniveau.
”Det skaber tillid til myndighederne og virksomhederne og tillid til, at den rigtige vinder retssagen. Vi ser ikke bevæbnede vagter foran dagligvarebutikkerne og bankerne som i andre, mindre tillidsfulde lande,” siger Gert Tinggaard Svendsen.
Et ord er et ord
Sydamerikanske og afrikanske lande med lav tillid er præget af høj korruption og dårligt fungerende myndigheder, mens de nordiske lande med Danmark og Finland i front har lavest korruption.
Danskernes tillid er ifølge Gert Tinggaard Svendsen ”en enestående ressource” for virksomheder og samfund og forbrugere.
”Vi kan lave aftaler med hinanden, som i høj grad er baseret på, at et ord er et ord. Vi bruger for eksempel ikke advokater i så høj grad som i USA, fordi vi har tillid til, at folk vedkender sig deres ansvar.”
Tillid sparer på kontrol
Foruden de sparede ressourcer til advokaten sparer vi også penge på tyverialarmer og anden sikkerhed, siger Gert Tinggaard Svendsen.
”Vi kan bruge pengene bedre end lavtillidslandene, fordi vi ikke behøver at bruge dem på kontrolforanstaltninger. Lenin sagde, at tillid var godt, men kontrol er bedre. Jeg siger: Kontrol er godt, men tillid er billigere.”
Skat er et eksempel på tillid
Derfor er vi også villige til at betale skat til folk, vi ikke aner, hvem er. Vi har tillid til, at embedsmændene forvalter pengene fornuftigt og til, at andre også betaler deres skat.
”I andre lande griner man ad folk, der bliver snydt, fordi man anser dem for dumme, at de lader sig snyde. Her ser man det mere omvendt: De, der bliver snydt, er ofre, som skal hjælpes og beskyttes. Og der er en voldsom social sanktion mod dem, der prøver at snyde,” siger Gert Tinggaard Svendsen.
Bliv medlem
Indkøbskurv
Log på tænk.dk
Nyhedsbrev
Modtag test, nyheder og gode råd - 2 gange om ugen.
Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.
Mest populære test
Seneste Tænk
Tema om nanoteknologi: Nano sniger sig ind overalt. Partikler kan skade din sundhed og miljøet....














