Bag om Datatilsynet - den stilfærdige vagthund

Af Erik Valeur

Helt passende har Datatilsynet hovedkvarter i Borgergade, eftersom det udgør borgernes sidste værn mod det elektroniserede samfunds stadigt stigende muligheder for registrering, overvågning og kortlægning af danskernes færden og privatliv til mindste detalje.

30 ansatte med sved på panden

Selv om kontormiljøerne på begge sider af de lange korridorer godt kan få én til at tænke på en offentlig forvaltning - der arbejdes tætpakket, lavmælt og koncentreret bag telefoner og skærme - viser dagligdagen og alle statistikker, at der åndeligt talt er sved på panden.

Tilsynet har i alt 30 ansatte inklusive jurister, it-folk, konsulenter og studenter, som skal overvåge et område så vidtstrakt, at det vel nærmest svarer til at lade en af turistbådene i den nærliggende Havnerundfart forsøge at rense farvandet ud for Somalia for pirater.

Fejl, fadæser og forbrydelser

”Vi har både tilsyn med offentlige myndigheder og private virksomheder - og vi snakker om alt fra den største koncern til den alternative zoneterapeut, der driver behandling hjemmefra. Selv om vi i al væsentlighed laver det samme som for ti år siden, er vores område blevet større og større, og mere og mere bliver elektronisk,” siger direktøren for tilsynet, Janni Christoffersen.

Hun medgiver, at man da ”sagtens kunne bruge nogle flere folk” - hvilket må være årets underdrivelse i Borgergade, hvor man ellers overlader den slags betragtninger og beslutninger til politikerne.

”Det er deres bord.”

Fra Facebook til sædbanker

Flere og flere områder af samfundslivet falder ind under Persondataloven, som er Borgergade-folkenes støt voksende arbejdsfelt:

Kommuner, regioner, forretninger, finansinstitutioner, universiteter, styrelser, ministerier, teletjenester, biblioteker, forskningsmiljøer og dertil hele internettet.

For slet ikke at tale om sociale netværk som Facebook og Google, internetdating, sædbanker, kreditoplysningsbureauer og meget, meget mere.

Alle steder kan have brug for Datatilsynets hjælp - eller kontrol - og alle steder kan man begå fejl, som så helst skulle opdages af det tilsyn, der er borgernes værn mod overgreb på overvågningsområdet.

Alle vil overvåge mere

Oven i de velvoksne sagsbunker - som udgør de daglige og ugentlige rutiner - opstår der flere gange om måneden uforudsete sager, som også debatteres i medierne:

Den nye lov, der tillader boligorganisationer og idrætsklubber at sætte tv-kameraer op, så de kan overvåge borgernes almindelige færdsel i store områder, kreditoplysnings-giganten Experians anmodning om at overvåge alle danskeres økonomiske forhold - og de amerikanske myndigheders pres for at få adgang til det danske kriminalregister med dna-profiler og fingeraftryk.

Der er klager fra ansatte i kasinoer og fitness-centre over et voksende antal overvågningskameraer, der er en henvendelse fra en dansk speditør, som uretmæssigt er blevet hængt ud som dårlig betaler - og der er den gamle forlystelseshave Tivolis eksperiment med at indføre ansigtsscanning af gæsterne for at forhindre entrésnyd - for blot at nævne nogle få akutte sager fra et kort tidsrum.

Arbejdsbyrden er stigende

På to år er antallet af klagesager og forespørgsler næsten fordoblet. De omhandler alt fra borgere, der ikke kan få slettet en profil på et socialt netværk på internettet til socialrådgivere, der vil vide, om de må sende et varmeregnskab videre til kolleger i nabokommunen.

Nogle gange om ugen vover en forurettet borger sig personligt op i elevatoren i Borgergade for at aflevere en klage over eksempelvis uretmæssig registrering som dårlig betaler eller måske et spionerende tv-kamera i et offentligt omklædningsrum.

Antallet af telefoniske henvendelser nåede i 2009 rekordtallet 18.000, i gennemsnit omkring 50 opkald dagligt.