Falske piller og pelse

28.5.2010

Internethandel er stigende, og det samme er antallet af kopivarer. Blandt de produkter, danske forbrugere køber på internettet, er der både farlig elektronik, giftig medicin og kosmetik.

Falske piller og pelse (billede)

Af Erik Valeur / Foto Jasper Carlberg

Tænk er med Skats kontrolenhed i Kastrup Lufthavn, hvor mistænkelige pakker undersøges, når de ankommer til Danmark.

Narkohunden Chili opsnuser narkotika, mens postcentrets erfarne medarbejdere finder mistænkelige pakker, der sendes til nærmere undersøgelse hos Skats specialenhed - Task Force Varemærkeforfalskning.

Et parti af medicinalvarer skal undersøges nærmere, og her vil mange af produkterne vise sig at være forfalskninger - en del af dem decideret farlige.

Der er piller i gule, røde og orange glas, underligt udformede kapsler i halvt ødelagte æsker, aflange tabletter i stærke farver og glasampuller i tynd forsegling med ubestemmeligt indhold. Mange af varerne har brugsanvisninger på arabisk og kinesisk; de kan være ægte og virksomme - eller de kan være farlige præparater med potentiale til at gøre modtagerne alvorligt syge.

Piller med vejmaling

Flere mennesker undgik for nylig et alvorligt maveonde - eller det, der var værre - da en stikprøvekontrol opfangede glas med tabletter, der tilsyneladende var fremstillet af et kendt og legalt medicinalfirma.

Pillerne var karakteristiske både med hensyn til deres størrelse, en særlig farve og en indbydende blank overflade - og anbragt i en tilsyneladende ægte emballage.

Men analysen viste noget ganske andet, og specialkonsulent i Skat, Lars Kryger Nielsen, skærer et øjeblik ansigt ved tanken:

”Alle tabletterne var blevet lavet af cementstøv, som derefter var blevet overtrukket med vejmaling - det var for at give dem deres karakteristiske farve - og til sidst var de blevet sprayet med møbellak for at gøre dem blanke ligesom de ægte.”

Hver sjette dansker køber netmedicin

Verdenssundhedsorganisationen WHO anslår, at halvdelen af alle de medicinalprodukter, der købes på nettet, er forfalskede, og ifølge en undersøgelse fra medicinalfirmaet Pfizer køber hver sjette dansker i dag medicin på nettet.

”Der er også blevet fundet piller med borsyre, der kan give leversvigt,” siger Trine Dancygier. ”Det kan selvfølgelig også være, at nogle af fup-pillerne bare indeholder kalk og derfor er umiddelbart uskadelige. Men hvis de bliver indtaget af en hjertepatient eller en hiv-ramt, som tror, de har fået den ægte vare - så kan det jo være livsfarligt.”

Mobilbatteriet eksploderede

I Internationalt Postcenter samles alle postforsendelser fra lande uden for EU. Og i den lille Task Force’s skrækkatalog med eksempler på farlige, ulovlige kopivarer finder man den ene hårrejsende historie efter den anden:

Mobiltelefon-batteriet, der eksploderede i brystlommen på en kineser. Mobilopladeren, der sendte 230 volt direkte fra stikkontakten ind i ejerens telefon.

Og endnu én af de mere ulækre i stil med de blanke piller: Et fint parti jakker med ægte varmende Coyote-pelskraver, der ved nærmere undersøgelse viste sig at være lavet af flåede hunde og katte i en ulovlig, men særdeles indbringende produktion.

Skrupelløse producenter

”Producenterne af de uægte mærker er fuldstændig skrupelløse,” siger Task Force-leder Trine Dancygier.

”Du dør jo ikke af at gå med en falsk taske - men det er noget andet med lægemidler, cremer, cigaretter og elektronik, hvor forfalskningerne

kan indeholde giftige stoffer og være virkelig farlige.”

Specialkonsulent Lars Kryger Nielsen supplerer:

”Det kan være uskadeligt - og det kan være livsfarligt. Det aner man ikke som forbruger. I England købte forældrene til en sukkersyg datter kanyler af et tilsyneladende kendt mærke, og de kunne ikke forstå, at hun begyndte at græde så jammerligt, hver gang hun fik sine injektioner.

Ved en nærmere analyse viste nålene sig at være forfalskede. De virkede som ganske små modhager, der blev trukket igennem hendes hud.”

Blod, fjer og benrester

Fra det velvoksne skrækkatalog kommer et sidste eksempel. Denne gang ét af de virkelig ulækre:

Et parti tilsyneladende ægte dunjakker af den bedste slags viste sig, da foret blev klippet op, at indeholde de spor af fugl, man måtte regne med - men desværre i form af fjer med indtørret blod.

Og - i et enkelt, spektakulært tilfælde - resterne af et halvt, henrådnet fugleskrog, som forfalsknerne i åndsfraværelse havde efterladt i den tilsyneladende ægte jakke.

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Seneste Tænk

Tænk 128/2012 (billede)
27.4.2012

Tema om nanoteknologi: Nano sniger sig ind overalt. Partikler kan skade din sundhed og miljøet....

Indkøbskurv