Se mere
Af Marianne Søndergaard
”De var ludfattige, møghamrende sultne og sad nede i vores kælder og spiste gamle småkager og forrettede deres nødtørft i afløbet.”
Charlotte Curden fik en dårlig smag i munden, da hun fandt ud af, at andelsboligforeningen Elmegade 24-26 i København, som hun er bestyrelsesformand for, indirekte havde hyret tre polske håndværkere til at renovere ejendommen. For det viste sig blandt andet, at håndværkerne fik 30 kroner i timen og ikke havde en skurvogn at holde pause i.
"Bæredygtigt byggeri"
Andelsforeningen havde hyret en dansk murermester, den tidligere havde brugt med succes, med virksomhedsnavnet Bæredygtigt Byggeri.
”Vi valgte Bæredygtigt Byggeri, fordi vi gik ud fra, at det var bæredygtigt. Ligesom kaffebønderne i en bæredygtig kaffeproduktion får en ordentlig pris, gik vi ud fra, at håndværket blev udført under ordentlige forhold. Navnet forpligter, synes jeg,” siger Charlotte Curden.
Fik 30 kroner i timen
Andelsboligforeningen fik i sommer tilbud på forskellige renoveringsarbejder i ejendommen i Elmegade fra Bæredygtigt Byggeri med Thomas Dassau i spidsen.
Arbejdet ville koste 67.000 kroner eksklusive moms. Men Thomas Dassau nævnte aldrig, at han ville hyre det polske underentreprenørfirma Kozbud til at udføre arbejdet for en pris på 44.250 kroner.
Det polske firma har tegnet overenskomst med 3F, så timelønnen på 30 kroner har fået fagforbundet til at lægge sag an på vegne af to af polakkerne. Den sidste tør ikke af frygt for reaktioner fra firmaet. Sagen skal nu afgøres i Arbejdsretten.
Ingen danske murere
Den danske murermester kan godt forstå, at foreningen er skuffet over videresalget af opgaven.
”Jeg ville heller ikke bruge udenlandsk arbejdskraft, men jeg kunne ikke få dansk arbejdskraft på det tidspunkt, så jeg var presset. Jeg har arbejdet sammen med Kozbud før og vidste, at de havde tegnet overenskomst,” siger Thomas Dassau, der aldrig spurgte ind til, hvad underentreprenøren betalte medarbejderne.
Han har fået betaling fra andelsboligforeningen, men har omvendt kun betalt Kozbud halvdelen. Resten vil han først betale, når Kozbud har givet de tre polakker en ordentlig løn.
Videresalg af håndværk et voksende problem
Tilbage står Charlotte Curden med dårlig samvittighed og uden mulighed for at hjælpe de polakker, der i flere måneder gik for lud og koldt vand i hendes ejendom.
Og det er hun ikke alene om. Ifølge faglig sekretær i Bygge-, jord- og miljøarbejdernes Fagforening Carsten Hansen er videresalg af håndværk et voksende problem, som efterlader forbrugeren uden mulighed for at gøre noget.
”Vi får en del henvendelser fra andelsboligforeninger, der spørger, hvordan de undgår problemer. Bestyrelsen er ofte almindelige mennesker uden den vilde bestyrelseserfaring. Alligevel skal de træffe store beslutninger til flere millioner med håndværksfirmaer, der løber om hjørner med dem,” siger han.
Han og 3F anbefaler forbrugerne at skrive kontrakter, der sikrer ordentlige forhold for de medarbejdere, der udfører arbejdet.
Bliv medlem
Indkøbskurv
Log på tænk.dk
Nyhedsbrev
Modtag test, nyheder og gode råd - 2 gange om ugen.
Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.
Mest populære test
Seneste Tænk
Tema om nanoteknologi: Nano sniger sig ind overalt. Partikler kan skade din sundhed og miljøet....














