Morgencafeen for hjemløse

Inden turen til Vojens havde jeg talt med flere rumænere, polakker og afrikanere på Morgencafeen for hjemløse på Nørrebro.
Væresteder som Morgencafeen er efter finanskrisen blevet overrendt af migranter, der ikke har noget arbejde og derfor heller ingen bolig.

Nogle af dem har arbejdet her som håndværkere i byggeboomet. Andre er kommet under krisen fra andre lande.

En morgen gik jeg prøvede hen til en rumæner, der sad med blikket boret fast til en varm kop kaffe mellem hænderne.
Forinden havde en af morgencafeens frivillige fortalt mig, at rumæneren for nylig næsten var død af blindtarmsbetændelse. Først da den sprængte, fik den frivillige sygeplejerske i cafeen lov til at tilkalde en ambulance til ham.

Manden virkede meget genert, men fortalte dog, at han kom hertil et par måneder forinden for at finde job. Tidligere havde han arbejdet i Irland som maler og køkkenhjælper i flere år.

”Men der er en million polakker i Irland og ingen plads til rumænere og bulgarere mere,” sagde han til mig.

Nu håbede han at få job i Danmark ved hver dag at gå til jobcenteret. Heldigvis kunne han en del engelsk.
Ved hans side sad en landsmand, der ikke talte engelsk. Han ville gerne hjem, men havde ikke råd til billetten.

Da jeg en måned senere stødte på rumæneren igen, var han endnu mere fåmælt.
Den morgen sad han sammen med en gruppe af rumænere. Måske de mange landsmænds tilstedeværelse gjorde ham tavs.
Måske det faktum at jeg havde en fotograf med. I hvert fald var det som han aldrig havde talt med mig før.

De hjemløse migranters liv er hårdt. De søger ly på natherberg og varmestuer, der i forvejen er overfyldte, og hvor der er intern kamp om pladsen.
Mange steder trækker man simpelthen lod om nattens pladser.

Miljøet skaber utryghed, vold og tyveri blandt de hjemløse og et alkohol- eller stofmisbrug hos den enkelte, fortalte Line Garbøl mig.
Tidligere i år blev hun færdig som socialrådgiver med et speciale om østeuropæiske hjemløse. Under hendes feltarbejde erfarede hun, at migranterne trods al nøden hellere vil være hjemløse her, end være arbejdsløs, hvor de kommer fra.
”De er desperate efter arbejde,” sagde hun.

En morgen mødte jeg flere desperate polakker. En af dem ville ikke give mig sit navn, men mens han kastede morgenmaden i sig, fortalte han, at han havde pudset vægge i Lyngby et stykke tid i foråret.
Han havde aldrig fået en kontrakt, og kunden havde snydt ham for 13.000 kroner.
Da han 1. maj ikke længere kunne betale sin husleje på 2.500 kroner for sin seng på fire-mandsværelset på det tidligere Hotel Continental, var han blevet hjemløs.

Polakken rystede på hovedet af sin landsmand, der har overtaget hotellet og driver pension for polakker der.
”Han får 10.000 kroner ind på hvert værelse om måneden - det er sindssygt.”

Polakkens landsmand, den 34-årige Radek fra Stettin, er ikke blevet snydt, men bare opsagt på grund af de svære tider.
Han havde arbejdet i otte måneder på et blomstergartneri i Egå ved Århus for 118 kroner i timen. Nu var kontrakten udløbet, og derfor havde Radek besluttet sig for at prøve lykken i København.

”Jeg var truckchauffør i Polen for 10 kroner i timen, så det var ikke så gode penge,” smilede han.

Gartneripengene var brugt op, så hver dag gik Radek på et af byens jobcentre for at finde et eller andet arbejde.

”Der er for mange polakker her i København, men der er intet arbejde i Polen, så det er bedre at være her. Jeg er alene her, det er ikke så godt. Men det er bedre her, fordi jeg har en chance. En dag er jeg heldig,” fortalte Radek mig.

Indtil videre klarede han sig ved at samle flasker til cigaretter og mad og indimellem spise på værestederne.