Spirituelle rejser vinder frem

21.7.2011

Pilgrimsvandring, retræte eller en sorgrejse efter et dødsfald. Flere bruger ferien på at pleje det indre liv og den mentale balance.

Spirituelle rejser vinder frem (billede)

Andre har set

På rejse med sorgen

Når man mister nogen, man holder af, har man brug for at bearbejde sorgen ved at fortælle sin historie igen og igen – til nogen, der lytter.

Det er tanken bag en helt ny rejseform, der for første gang finder sted i Danmark: sorgrejser. Den første sorgrejse finder sted i efteråret, hvor en gruppe af mennesker i sorg rejser til Italien sammen med to psykologer.

Tanken er, at de rejsende skal bruge hinanden og de professionelle sorgledsagere til at bearbejde deres tab og samtidig holde ferie. Bag sorgrejsen står rejsebureauet Unitas, der har rødder i det kirkelige landskab. Bureauet har lavet det nye koncept, fordi man oplevede en stor efterspørgsel:

”Der er kommet en åbning i samfundet over for at tale om ting, der er svære, herunder sorg og død. Det er ikke længere et tabu,” siger René Høeg, teamleder i Unitas Rejser.

”På sorgrejsen skaber vi rammerne for, at man kan tale med ligesindede i samme situation. Omdrejningspunktet er fællesskabet.”

En spirituel samfundsudvikling

René Høeg mener, at efterspørgslen efter sorgrejser hænger tæt sammen med samfundsudviklingen:

”Hvis du spurgte folk, om de var religiøse, for 20-30 år siden, ville de fleste svare blankt nej. I dag svarer de typisk: ”Der er nok mere mellem himmel og jord...”. Der er generelt kommet en større spiritualitet i samfundet, det afspejler sig på alle felter - også på rejsemarkedet. Folk søger ro, fred og tid til eftertænksomhed.”

Meningsmålinger om danskernes åndelige liv bekræfter tendensen. Selv om danskerne generelt går for at være verdens mindst religiøse folkeslag, beder over hver anden af os til ”højere magter”, viste en Megafon-meningsmåling for TV2 og Politiken i april i år.

Pilgrimsvandringer et hit

Sorgrejser er det nyeste skud på stammen af rejseformer, der sætter fokus på vores indre liv, psykiske velvære og mentale balance.

Ferie med yoga, klosterophold, spirituelle rejser, meditation eller ture i ødemarken vinder frem. Det samme gør såkaldte silent retreats – også kaldet retræter, hvor man bytter sin travle hverdag ud med nogle dages stilhed og tavshed.

Men en af de mest populære indre rejseformer i Danmark er pilgrimsvandringen. Sådan en kunne man følge på tv, da DR2s julekalender for voksne rullede over de danske tv-skærme i december sidste år, hvor daglige udsendelser viste journalisten Mikael Bertelsen på pilgrimsvandring på caminoen i Spanien.

Åndelig længsel

Pilgrimsvandringer i både Danmark og udlandet er blevet et hit ifølge Danmarks første pilgrimspræst, Elisabeth Lidell, der arrangerer både vandringer og retræter.

Hun anslår, at antallet af danskere, der tager på pilgrimsrejse, er tidoblet på ti år. Og hun mener, forklaringen skal findes i en åndelig længsel.

Nogle af dem, Elisabet Lidell møder, har været omkring Østens filosofi og religioner, men søger nu tilbage til kristendommen. Andre er slet ikke religiøst forankret og har ikke sat deres ben i en kirke, siden de blev konfirmeret.

Atter andre kommer, fordi de står i en livskrise. Fælles for dem er, at de søger en ny retning i livet.

Afklaring af livets store spørgsmål

”De kommer, fordi de har store spørgsmål som: Hvilken vej vil jeg gå i mit liv? Nogle gange skal man flytte sig fysisk for at kunne flytte sig mentalt – og det at vandre åbner op for noget. Mens stilhed, hvor man ikke skal præstere noget, kan give ro, fordybelse og åbne op for noget større end én selv,” siger Elisabeth Lidell.

Også andre rejsearrangører har fået blik for danskernes længsel efter ro og balance. Er du ikke til pilgrimsvandringer, klosterophold eller retræter, men til den klassiske pakkerejse, kan du for eksempel booke særlige anti-stress-pakker eller ”fred og ro”-hoteller, hvor du er garanteret fri for højlydt underholdning og støjende svømmepølsaktiviteter.

Af Ulrikke Moustgaard

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Seneste Tænk

Tænk 128/2012 (billede)
27.4.2012

Tema om nanoteknologi: Nano sniger sig ind overalt. Partikler kan skade din sundhed og miljøet....

Indkøbskurv