Cykelhjelmen reddede Mariannes liv

Husker intet

”Jeg kan kun huske et glimt, hvor jeg vågner og tænker, at det gør så sindssygt ondt,” fortæller 27-årige Marianne Friis Eriksen.

Den 29. januar2008 ved 11-tiden cykler Marianne Friis Eriksen hjem fra lærerseminariet ad sin sædvanlige rute. Der er ikke meget trafik på dette tidspunkt, men da hun kører over for grønt i et lyskryds, bliver hun pludselig ramt af en bil, der kører over for rødt.

Hvad der efterfølgende sker, kan Marianne Friis Eriksen ikke huske, men en stor bule i bilens tag indikerer, at hun fløj op på taget, og at hun ramte kantstenen, da hun faldt ned igen.

Hjernerystelse og benbrud

De umiddelbare skader var en voldsom hjernerystelse og et åbent benbrud i det højre ben. Benbruddet var så slemt, at det ikke kunne vokse sammen ved hjælp af gips, så Marianne Friis Eriksen fik indopereret en metalstang i benet.

”De åbnede her for at putte stangen ned,” siger hun og peger på et tre-fire centimeter langt ar under knæet. Heldigvis havde Marianne Friis Eriksen cykelhjelm på, og på hospitalet fortalte lægerne hende, at hun ikke havde overlevet mødet med kantstenen uden den.

Livsvarige men

Hjemme igen fra hospitalet fornemmede Marianne Friis Eriksen, at der var noget galt. Det viste sig, at hun havde fået en blodprop i venstre ben, fordi der ikke havde været nok blodomløb i benet i de uger, hun havde ligget stille. Resten af livet vil Marianne Friis Eriksen have større risiko for at få blodpropper, og hun skal altid tage blodfortyndende medicin før en flyrejse.

Cykelhjelm hver dag

En af grundene, til at Marianne Friis Eriksen overhovedet havde en cykelhjelm, var en god veninde fra seminariet, som mente, at man selvfølgelig skulle køre med hjelm:

”Vi fulgtes tit på cykel, og så tænkte jeg, at så ser vi i det mindste begge to dumme ud. Derudover ville min mor gerne have, at jeg kørte med cykelhjelm, og hun endte med at betale den for mig,” siger Marianne Friis Eriksen og indrømmer, at det ikke var hver dag, at cykelhjelmen kom på.

”I starten var jeg lidt forfængelig med det, og folk jokede, når jeg tog cykelhjelmen på. Men heldigvis havde jeg den på den dag, og jeg fortæller alle, at cykelhjelmen reddede mit liv.”

Af Astrid Lærke Rantorp / Fotograf Ricky John Molloy