Billet med sikkerhedsnet

Nu kan du forsikre dig mod at tabe penge på billetten, hvis du bliver syg eller på anden måde forhindret til en koncert.

Sælg din billet

Har du fortrudt dit billetkøb eller er du pludselig blevet forhindret, så kan du sætte dine billetter til salg på www.BuyMyTicket.dk.

Det koster 20 kroner inklusiv moms, og så kan købere fra hele Danmark byde på dine billetter.

Gå til siden her

Lukket indhold: 
ikke sat

Af Louise Skøtt Gadeberg

Er du bange for at købe billetter i god tid, fordi du ikke ved, hvor du befinder dig næste forår? Så er der hjælp at hente nu - hvis du vil betale for den, vel at mærke.

Billetlugen.dk tilbyder nu i samarbejde med Europæiske Rejseforsikring sine kunder, at de kan tegne en forsikring på de billetter, de køber via hjemmesiden.

Konkret betyder det, at du for en merpris på seks procent af billetprisen kan forsikre dig mod forskellige scenarier, der kan gøre det umuligt eller mindre sjovt at gennemføre det planlagte arrangement.

Dækker både brand og reeksamen

Og det er ikke så lidt, forsikringen dækker.

Død eller akut sygdom hos dig, dine nærmeste eller din ledsager. Skilsmisse, separation eller ophør af samliv. Pludselig afskedigelse fra din arbejdsplads. Brand eller indbrud i dit hjem eller i din virksomhed umiddelbart inden arrangementets begyndelse.

Forsikringen dækker oven i købet, hvis du skulle dumpe en eksamen, og din reeksamen ligger inden for samme 14 dages periode som arrangementet.

Kræver beviser

Betingelserne for at opfylde kravene for at få erstatning er ikke synderlig store. Men du skal naturligvis kunne bevise, at du og din samlever nu har forskellige folkeregisteradresser, efter at I er gået fra hinanden, at du virkelig er alvorligt syg, eller at du købte billetten og forsikringen, før du gik op og dumpede din eksamen.

Derfor kan forsikringsselskabet forlange, at du skaffer en lægeerklæring eller indsender en politirapport, hvis du er blevet syg eller har haft indbrud eller brand.

Overvej om merprisen er det værd

Men spørgsmålet er, om træerne vokser ind i himlen. Mette Boye, afdelingschef i Forbrugerrådet, råder forbrugerne til at tænke sig om og vurdere, om merprisen er det værd:

”Man skal kraftigt overveje, om det kan betale sig at lave en afbestillingsforsikring - seks procent på hver billet kan løbe op over tid, og udgiften skal sammenholdes med koncertbillettens pris og sandsynligheden for, at koncertarrangøren går fallit, så man ikke får sine penge igen - selv om sidstnævnte ikke sker så ofte.”

Op til forbrugeren

Administrerende direktør for Billetlugen, Jeppe Michael Jensen, fortæller, at Billetlugen.dk og Europæiske arbejder på at tilbyde en forsikring mod konkurs hos koncertarrangøren, da forbrugeren ellers typisk mister sine penge, hvis det sker. Og så mener han desuden, at det er op til den enkelte at vurdere, om en forsikring er nødvendig.

”Det er med vores afbestillingsforsikring, som det er med andre forsikringer - det kan betale sig, hvis man får brug for det. Og der skal man jo selv vurdere, om man kan leve med et eventuelt tab. Vores brugerundersøgelser viste, at folk syntes, det var en god idé, så derfor indførte vi det. Og vi synes, det er fair, for der er ingen minimumspris for oprettelse af forsikringen, og forsikringens pris følger billettens pris.”

Læs mere om afbestillingsforsikringerne på Billetlugens hjemmeside.

3.9.2010

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Få seneste test, nyheder og gode råd via email.

Seneste Tænk

Tænk 125/2012 (billede)
27.1.2012

Farlige vitaminpiller til børn: Testen af vitaminpiller viser, at mange børnevitaminer...