Andre har set
Brug din gps til at finde den billigste benzinpris i din nærhed. Sådan lyder tilbuddet fra gps-producenterne, men denne virker tjeneste ikke i Danmark i modsætning til flere andre europæiske lande.
Gps-producenter som Tomtom, Navigon og Garmin er nemlig afhængige af, at der er virksomheder i Danmark, der systematisk indsamler dagens benzinpriser og sælger dem videre. Det er der endnu ikke herhjemme.
Kun Shell indrapporterer anvendelige priser
Hjemmesiden benzinpriser.dk, som drives af Forenede Danske Motorejere, forsøger at indsamle data, der kan give et overblik over priserne på landets benzinstationer.
Det er imidlertid kun Shell, der indrapporterer disse priser til FDM.
Statoil, Jet, Q8, OK Benzin, Uno-X og alle de andre indrapporterer kun de såkaldte listepriser, og de kan ændre sig op til 30 gange i løbet af en dag. Derfor kan gps-producenterne ikke bruge den.
Shell har valgt at samarbejde med benzinpriser.dk, fordi de priser, man kunne finde på siden, ikke var opdaterede og retvisende.
”Den tilgang, mener vi, er mere konstruktiv. Vi gør det som et forsøg og kun i hovedstaden og omkring Roskilde,” siger kommunikationschef Regitze Reeh.
Benzinkæder regulerer efter naboerne
Det er imidlertid ikke på alle benzinstationer, at priserne fastsættes centralt. Hos OK Benzin, der er et andelsselskab, kan de enkelte benzinstationer selv sætte deres pris.
Kommunikationschef Lene Bonde mener dog, at de enkelte benzinstationer ikke har tid til at melde priser ind centralt, hver gang de skifter dem.
De fleste benzinkæder i Danmark regulerer deres priser i forhold til hinanden ved at køre rundt på cykel eller i bil til de fire-seks nærmeste konkurrerende tankstationer flere gange om dagen for at se, hvordan deres prisniveau er, eller har aftaler med taxichauffører om at fortælle dem, hvad priserne er.
Og det mener kommunikationsdirektør i Statoil, Per Brinch, er at foretrække for forbrugerne frem for en gps-tjeneste, der kunne give et samlet overblik.
”Hvis markedet bliver så gennemsigtigt, at Statoils prisnedsættelser kan matches af vores konkurrenter med det samme, mister vi incitamentet til at sætte prisen ned,” siger Per Brinch.
Et søgt argument
I Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen medgiver kontorchef Jacob Schaumburg-Müller at ”konkurrence foregår bedst i tusmørke”, og at et totalt gennemsigtigt marked kan fjerne lysten hos benzinselskaberne til at sætte priserne ned som de første.
Han mener dog, at det burde kunne lade sig gøre at udvikle en tjeneste, der giver forbrugerne et overblik og samtidig fremmer konkurrencen mellem benzinselskaberne.
”Jeg synes, at argumentet om, at benzinselskaberne undlader at indberette priserne centralt for forbrugernes skyld, lyder lidt søgt. Jeg synes, det lyder spændende med en sådan tjeneste,” siger Jacob Schaumburg-Müller.
Af Thomas Lemke / Foto Scanpix
Bliv medlem
Indkøbskurv
Log på tænk.dk
Nyhedsbrev
Modtag test, nyheder og gode råd - 2 gange om ugen.
Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.
Mest populære test
Seneste Tænk
Tema om nanoteknologi: Nano sniger sig ind overalt. Partikler kan skade din sundhed og miljøet....














