Har du penge til gode hos en virksomhed? Læg renter oveni
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Har du penge til gode hos en virksomhed, kan du lægge renter oveni

Som forbruger er det ikke altid lige let at få et tilgodehavende igen hos en virksomhed, men loven giver dig mulighed for at lægge renter oveni, indtil du får dine penge igen. Det har et ankenævn netop slået fast.

Stina Askholm Mellerup · Foto: Getty Images · 18. januar 2024
Bunke af danske pengesedler

I øjeblikket kæmper mange forbrugere med at få deres tilgodehavender igen hos elselskaber, som uretmæssigt holder alt for længe på kundernes penge. Men den gode nyhed er, at du kan lægge renter oveni, hvis en virksomhed – fx et elselskab, et flyselskab eller et auktionshus – skylder dig penge.

Det gjorde 37-årige Kim Pehrson fra Frederiksberg, da han i december 2022 tilfældigvis opdagede, at han havde omkring 1.700 kroner til gode hos energiselskabet Modstrøm. Penge, som skulle have været automatisk udbetalt senest seks uger efter, at han havde skiftet fra Modstrøm til et andet energiselskab.

”Jeg blev kun opmærksom på det, fordi jeg så en række nyhedshistorier om energiselskaber, som havde tilbageholdt store tilgodehavender fra deres kunder. Jeg tjekkede min selvbetjening hos Modstrøm og fandt en slutopgørelse fra september 2022. Men på intet tidspunkt havde Modstrøm gjort mig opmærksom på, at jeg havde penge til gode eller udbetalt dem til mig,” fortæller Kim Pehrson, som derfor gik i gang med at kræve sine penge tilbage fra selskabet.”

Der gik altså 9,5 måneder, før jeg fik de penge, som jeg ifølge loven havde krav på inden for seks uger. Kim Pehrson

"Jeg rykkede for tilbagebetaling den 23. december 2022, og da jeg i midten af januar hverken havde fået svar eller betaling, fik jeg hjælp fra en ven, som er advokat. Efter en rykkerskrivelse og inkassovarsel satte Modstrøm kun det oprindelige tilgodehavende til udbetaling, og først da vi havde indsendt sagen til Københavns Byret, betalte Modstrøm også renter, rykkergebyr, inkassogebyr, retsafgift og advokatsalær. Men der gik altså 9,5 måneder, før jeg fik de penge, som jeg ifølge loven havde krav på inden for seks uger.”

På samme måde har Kim Pehrson for nylig haft en lignende sag i Ankenævnet på Energiområdet. Her havde han opkrævet renter og rykkergebyr for et tilgodehavende hos selskabet Energidrift på 1.300 kroner. Kim Pehrson fik fuldt medhold i sagen.

Virksomhederne låner gratis af forbrugerne

Hos Forbrugerrådet Tænk er seniorjurist Martin Bruun-Houmølle rystet over, at blandt andre energiselskaber i øjeblikket tilbageholder penge fra deres tidligere kunder, og han opfordrer derfor forbrugerne til at tilskrive renter på deres tilgodehavender, indtil pengene er blevet udbetalt.

”Når virksomhederne ikke udbetaler de penge, som deres kunder har krav på, svarer det jo til, at forbrugerne låner selskaberne penge. Hvis selskaberne skulle ud og låne de penge i banken – fx for at styrke deres likviditet – så skulle de jo betale rente. Men her tager de sig et gratis lån for forbrugernes penge,” siger han og fortsætter:

”Heldigvis rummer rentelovgivningen mulighed for, at forbrugerne selv kan lægge renter på deres tilgodehavender hos virksomhederne, indtil pengene bliver udbetalt – konkret gældende udlånsrente plus 8 procent. Det kan fungere som et pressionsmiddel over for virksomheden, og hvis denne stadig ikke udbetaler pengene, har du mulighed for at få din sag taget op i diverse ankenævn.”

Eksempel: Så meget kan renterne løbe op i

En virksomhed skylder fru Hansen 10.000 kroner efter et salg af hendes lænestol. Hun skulle have haft pengene den 2. januar 2023, men ender med først at få dem udbetalt den 31. december 2023.
I dette tilfælde løber det samlede beløb – hovedstol og renter – op i 11.054,75 kroner.

Kilde: Elov.dk.

Hos Forbrugerombudsmanden får de løbende klager over virksomheder, der ikke tilbagebetaler kundernes tilgodehavender, og her er de enige i muligheden for at tilskrive renter.

”Ofte er klagerne til Forbrugerombudsmanden kun toppen af isbjerget, så det er sandsynligvis et reelt problem derude. Vi kan naturligvis kun opfordre forbrugerne til at benytte sig af mulighederne i loven, hvis de har penge til gode hos en virksomhed. Det er bare vigtigt at gøre det på den rigtige måde, så man er sikker på, at man beregner og opgør sit rentekrav korrekt,” siger Jacob Linkis, der er kontorchef hos Forbrugerombudsmanden.

Vil du læse mere nu?

Få adgang til alle test og artikler på tænk.dk for kun 65 kr. om måneden.

Spar 10 % og få adgang i et helt år for kun 695 kr.

Allerede medlem?

Tager kampen op

Kim Pehrson – som altså ad flere omgange har taget kampen op mod energiselskaberne – mener, at det er en kamp, der er værd at tage, selv om det kan synes som småbeløb for den enkelte forbruger.

”Priserne på energi er steget så meget over de seneste år, og vi har som samfund virkelig skullet gøre mange tiltag for at spare på el og varme. Og så har vi på den anden side de her selskaber, som har tjent styrtende på at tilbageholde kundernes penge – de skal simpelthen lære, at det ikke er i orden, så på den måde har min kamp været mere symbolsk for at sætte et eksempel,” siger Kim Pehrson og slutter:

”Det er utroligt, at selskaberne bliver ved med at overtræde reglerne, selv efter alle de historier i medierne. Og det er ikke rimeligt, at man som forbruger skal gøre alt det her for at få sine penge igen. Det er svært nok at gennemskue sin regning, og så skal man selv blive opmærksom på, om man har penge til gode – og derefter forstå og kæmpe for at få dem tilbage, når nu virksomhederne så nemt som ingenting bare kan lave en automatisk tilbagebetaling.”

Sådan lægger du renter på dit tilgodehavende

Hvis du har penge stående hos en virksomhed – fx et tilgodehavende hos et elselskab efter endt kundeforhold eller penge hos en virksomhed, der har solgt dine varer for dig – kan du som udgangspunkt tilskrive rente af pengene, indtil de bliver udbetalt til dig. 

Hvornår kan du kræve renter fra?
Hvis du har en bestemt forfaldsdato, hvor du skulle have haft pengene – fx ’inden for 30 dage’ – kan du kræve rente fra den dato, hvor du senest skulle have haft dine penge.
Hvis der ikke er aftalt en dato, er det lidt mere kompliceret. Det kan være i tilfælde, hvor du fx skal have penge tilbage efter ophævelse af et køb. Her skal du som forbruger selv gøre opmærksom på, at du skal have dine penge igen hurtigst muligt – i de fleste tilfælde bør det være inden for 14 dage – og at du vil opkræve rente, hvis du ikke får dem. Her kan du begynde at opkræve renter 30 dage efter, at de 14 dage er gået.

Hvad kan du kræve i rente?

Du kan opkræve Nationalbankens officielle udlånsrente plus otte procent. Det kan aldrig være mindre end otte procent, også selv om udlånsrenten er negativ. Nationalbankens officielle rentesats kan du finde på forsiden af nationalbanken.dk.

Du kan finde en række renteberegnere på nettet, som kan udregne beløbet for dig – fx på Elov.dk/beregnere/morarente.

Hvordan gør du rent praktisk?

Skriv en mail til den virksomhed, der skylder dig penge. Vær tydelig i dit krav og fortæl, at du havde ret til pengene fra den og den dato og nu kræver rente fra den og den dato. Skriv gerne et bestemt beløb. Afvent nu svar fra virksomheden, og følg gerne løbende op på dit krav, hvis du ikke hører noget.

Sker der ikke noget efter 1-2 måneder, kan du tage dit krav videre til ankenævnet på området. Du kan se en oversigt over godkendte ankenævn her