Se mere
Gode råd
Forbrugerrådet: Sådan sikrer Persondataloven dine private oplysninger
Privacy by Design handler om at indbygge privatlivsbeskyttelsen ind i selve teknologien. På den måde kan både virksomheden og forbrugeren høste alle fordelene, men uden risiko for datamisbrug, enten fordi oplysningerne automatisk slettes, er krypteret eller uidentificerbare for tredje parter.
Persondataloven skal strammes op. Forbrugerrådet arbejder på at påvirke den igangværende revision af persondatadirektivet.
Efter vores mening accepterer Datatilsynet i for høj grad virksomhedernes dataindsamling på bekostning af forbrugernes privacy. Vi savner mere vægt på at dataindsamlingen skal være proportional og nødvendig - og ikke kun saglig.
Datatilsynet skal have tilført flere tekniske ressourcer, så de kan øge fokus på -og tilbyde rådgivning om Privacy by Design- løsninger. Dataindsamling er kommet for at blive, så derfor er det vigtigt, at den sker på en betryggende måde, så både forbrugere og virksomheder kan leve med den.
De danske forbrugere er om nogen blevet digitale. Vi kommunikerer online via sociale netværk, bestiller varer og tjenester på nettet, og bruger vores digitale signatur overfor stat og kommune. Det er smart, nemt og rummer i det hele taget et hav af fordele, som vi nødigt ville være foruden.
Med vores digitale identitet efterlader vi en lang række spor på nettet, som tilsammen kan danne personfølsomme profiler om vores gøren og laden.
Fordi internettet aldrig glemmer og fordi der hele tiden lurer en potentiel risiko for, at private oplysninger havner i de forkerte hænder, er vores retssikkerhed sat under pres. Det er bagsiden af medaljen.
Persondataloven skal sikre dine private oplysninger
Persondataloven er den lov, der skal sikre, at private virksomheder eller offentlige myndigheder ikke uretmæssigt videregiver oplysninger om dig fx ved at sælge dem til reklamebureauer eller offentliggøre følsomme oplysninger om dig på internettet.
Men loven gør det ikke alene. Dels fordi den er utidssvarende, fra en tid, hvor vi var knapt var blevet digitale, dels fordi myndighedernes ressourcer til at forvalte den halter alvorligt bagefter, og endelig fordi loven er åben for en fortolkning og kan ændres.
Persondataloven er under pres
Mange offentlige og private virksomheder presser på i forhold til at indsamle og bruge forbrugerens data til alverdens formål.
Formål som i sig selv kan virke ganske fornuftige, men som i en sammenhæng viser et billede af et samfund, hvor det ikke længere er forbrugeren, der har kontrol over, hvem der ved hvad, hvornår, men hvor staten og virksomheder i bl.a. ”servicens tegn” invaderer vores privatliv.














