Den globale forbruger

Internationaliseringen betyder, at beslutningerne flytter længere væk fra den enkelte forbruger. Derfor har Forbrugerrådet og forbrugerorganisationer over hele verden rettet blikket mod de europæiske og internationale fora, hvor beslutninger tages.

Europa

Forbrugerrådet følger især arbejdet i EU. Her forsøger vi at påvirke direktiverne på alle områder fra drikkevand til elektronisk handel. Gennem den europæiske forbrugerorganisation BEUC er Forbrugerrådet med til at lægge pres på beslutningstagerne i EU, så der bliver taget hensyn til forbrugernes interesser.

Med EU's indre marked har standarder fået en central rolle med hensyn til at fjerne tekniske handelshindringer i Europa. I visse tilfælde kan standarder ligefrem erstatte lovgivning. Derfor er det vigtigt, at udformningen af standarder ikke overlades til producenterne alene. Gennem Dansk Standard og den europæiske organisation ANEC forsøger Forbrugerrådet at påvirke standarderne i en mere forbrugervenlig retning.

Internationalt

Forbrugerrådet er også medlem af Consumers International, som tæller over 200 forbrugerorganisationer i mere end 100 lande over hele kloden. Consumers International kæmper for forbrugernes rettigheder i alle verdensdele og repræsenterer forbrugerne på globalt plan.
 
Den 15. marts hvert år fejrer forbrugerorganisationer over hele verden den internationale forbrugerdag. Den første forbrugerdag blev afholdt den 15. marts 1983 for at markere præsident Kennedys tale til den amerikanske kongres 15. marts 1962, hvor en række basale forbrugerkrav for første gang blev formuleret:

  • Retten til sundhed og sikkerhed
  • Retten til at vælge
  • Retten til at blive hørt
  • Retten til oplysning

De efterfølgende fire forbrugerkrav er via FN-resolutioner tilføjet i 1980'erne:

  • Retten til forbrugerundervisning
  • Retten til økonomisk tryghed
  • Retten til rådgivning og klageadgang
  • Retten til en sundt og bæredygtigt miljø

Også internationalt kommer der stadig flere standarder og regler blandt andet i den internationale standardiseringsorganisation ISO og Verdenshandelsorganisation WTO. Desværre har magtfulde lande, som USA og Japan samt de multinationale virksomheder langt flere ressourcer at sætte ind i arbejdet end forbrugerne. Hvis der ikke rettes op på det misforhold bliver den globale forbruger taberen i spillet om den frie handel.

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Indkøbskurv