Rådsbeslutninger

Forbrugerrådets øverste myndighed er rådsforsamlingen, der vedtager de overordnede politiske retningslinjer. I 2008 vedtog rådsforsamlingen politik på følgende områder:

Hent denne side som pdf-fil

Rådsmødet d. 27. marts 2008

Rabatforeninger

Der er i de senere år sket en øgning af antallet af rabatforeninger. Dette giver anledning til at drøfte, hvorvidt Forbrugerrådet skal opretholde sin modstand mod rabatforeninger eller om Forbrugerrådet skal acceptere rabatforeningerne og stille krav til dem på specifikke områder.

Rådet er principielt imod rabatforeninger, men fandt at da de nu er en del af markedet, må man anerkende dem. Det afgørende er, at alle kan se oplysninger om rabatter og vilkår. Problemet i dag er, at reglerne kun i ringe grad bliver håndhævet, og der ikke er tilstrækkelige konsekvenser for de, som ikke skilter. Måske problemerne kunne løses med guidelines, best practise el. positivliste over forretninger, der skilter korrekt. Der kan stilles spørgsmålstegn ved, om modstanden mod rabatforeninger har deres berettigelse, når de fleste danskere er medlem af rabatforeninger.

Politik for el-området

El-forsyningsområdet er blevet liberaliseret, og strømprodukterne er mangfoldige. Liberaliseringen er dog indtil videre ikke slået mærkbart igennem hos forbrugerne, så de sparer penge eller får en mere optimal afregningsform. Dette skyldes en række barrierer på privatkundeområdet.

Rådet vil arbejde for lave priser og gennemsigtighed i forhold til produkter og mærker, og at klimaforanstaltninger bør være et centralt element.

Guideline Daily Amount

Forbrugerrådet er imod industriens ernæringsmærkning Guideline Daily Amount (GDA), da mærkningen kan betegnes som vildledende. Der har været kontakt til flere danske politikere, som støtter Forbrugerrådets synspunkt. Rådet arbejder på at få ændret ernæringsmærkningen.

Bryggeriforeningens principper for markedsføring af læskedrikke

Bryggeriforeningen har udarbejdet principper for markedsføring af læskedrikke, og Forbrugerrådet har fået indføjet en række punkter. Forbrugerrådet vil fremover være repræsenteret i et udvalg, som har til formål at håndhæve principperne. Der arbejdes fortsat for at få indført et forbud mod markedsføring af læskedrikke over for børn. Rådet tog principperne til efterretning.

Rejseforsikringer

Den offentlige rejsesygesikring er pr. 1. januar 2008 ændret i forhold til lægebehandling i udlandet og hjemtransport. Udviklingen på området følges nøje, så forbrugerne ikke bliver taberne i samspillet mellem SOS og øvrige forsikringsselskaber. Forbrugerrådet ser på rejsebureauernes markedsføringsmetoder vedr. salg af rejseforsikringer og gør desuden forbrugerne opmærksom på, at basisforsikringer, som inkluderer rejseforsikring, ikke altid dækker alle typer rejser, fx erhvervsrejser. Der var i Rådet enighed om at have fokus på området.

Rådsmødet d. 11. juni 2008

Pensionsområdet

Pensionen i Danmark hviler på tre søjler: offentlige pensioner, arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger samt ATP og private supplerende pensionsopsparinger. Forbrugerrådet har tidligere truffet beslutning om holdningerne til pensionsområdet, men nu er der brug for at tage stilling til kravet om øget kontrol, synlighed og individualisering af det kollektive bonuspotentiale.

Der var i Rådet enighed om, at der skal ske større kontrol med de kollektive bonusudjævnings-hensættelser så ’garanteret rente’-produkters troværdighed fastholdes, Finanstilsynet skal forestå den uvildige kontrol og det kollektive bonuspotentiale kræves ikke opgjort individuelt for hver pensionskunde.

Købeloven

Købeloven blev ændret i 2002, men det har siden vist sig, at de erhvervsdrivende ikke altid efterlever loven på den måde, den er tiltænkt. Der er derfor brug for at iværksætte en række tiltag for at forbrugerne får den beskyttelse, de har krav på. Et væsentligt punkt at få taget fat på, er undersøgelsesgebyrer i forbindelse med køberetlig reklamation. Rådet tilsluttede sig iværksættelsen af de nye tiltag.

Forbrugerkredit

Der har i den senere tid været en øgning af forbrugernes benyttelse af hurtige kontantlån og de såkaldte sms-lån. Disse låntyper kan være forbundet med betydelige årlige låneomkostninger, som kan give forbrugerne problemer efterfølgende, når lånet skal tilbagebetales. Der stilles derfor forslag om, at der indføres en grænse for årlige omkostninger i procent ved lån, modernisering af ågerparagraffen, og der bliver betænkningsperiode mellem anmodning om og udbetalingen af sms-lån.

Der var i Rådet enighed om, at reglerne på området burde strammes, idet mange mennesker, specielt unge mennesker, kommer i klemme, da det er svært for dem at overskue konsekvenserne uden særlig vejledning og betænkningsperiode. Det blev fremført, at ågerparagrafen også burde dække dette område, men at det er vanskeligt at føre sag, fordi det kræver, at der har været en tæt personlig kontakt mellem låntager og långiver - og det er netop ikke tilfældet ved optagelse af sms-lån og kviklån på internettet.

AB-forbruger

Forbrugerrådet har været med til at udfærdige en skabelon til en frivillig håndværksaftale sammen med en række af byggeriets organisationer. Det har dog vist sig, at kun få forbrugere har kendskab til aftalen, og at håndværkerne heller ikke benytter sig af den. Der er derfor brug for et regelsæt, der lovgivningsmæssigt giver forbrugerne minimumsrettigheder, dvs. Almindelige Betingelser. Hvis der indgås anden skriftlig aftale frafalder hovedparten af AB-forbrugeraftalen, dog med nogle få undtagelser. Dette for at give fleksibilitet i kontraktforhandlingerne. Rådet tog orienteringen vedr. arbejdet med regelsættet til efterretning.

Rådsmødet d. 8. oktober

Frit valg på sundhedsområdet

Med frit sygehusvalg og behandlingsgarantier er brugerne af sundhedsvæsenet på vej mod en ny forbrugerrolle, hvor der er behov for mere information om kvalitet, pris og rettigheder. Nogle områder omfatter klassiske forbrugerpolitiske spørgsmål, mens andre ligger i en gråzone. Rådet fastlagde retningslinjerne for Forbrugerrådets indsatsområder.

Rådsmødet d. 8. oktober og 10. december 2008

Rådsmødet d. 10. december 2008

EU-direktivforslag om forbrugerrettigheder - maksimumsharmonisering af købelov mm.EU-kommissionen har fremsat et maksimumsdirektiv om forbrugerrettigheder, men det er uklart hvilke reelle forbedringer det indebærer. Derimod er der umiddelbart forringelser, og disse kan ikke afbødes med national lovgivning. Rådet vil derfor arbejde på, at direktivudkastet forbedres.

Klimapolitik (beslutningen udskudt til marts 2009)

Læs mere om Forbrugerrådets politiske ledelse

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Indkøbskurv