Testresultater
Opløsningen i megapixels er et mål for, hvor mange billedpunkter et digitalt billede består af. Opløsningen siger intet om fotokvaliteten. Hvis linsen er dårlig eller billedet fuld af digital støj, gør det hverken fra eller til, om sensoren er på 4 eller 12 megapixels.
Samtidig skal man huske, at man kun sjældent har brug for virkelig høje opløsninger. En opløsning på 3 megapixel er rigeligt til et billede fremkaldt i 13x18 cm. For at få pixels nok til en fordobling af billedstørrelsen med samme skarphed (f.eks. fra ca. A4 til A3 cm på den lange led), skal man firedoble antallet af pixels, eksempelvis fra tre til 12.
Plusser ved mange megapixels:
- Bedre muligheder for at fremstille meget store forstørrelser.
- Bedre muligheder for at beskære billederne og lave mindre udsnit fra billeder til nye billeder.
Minusser ved mange pixels:
- Lavere lysfølsomhed og derfor langsommere lukkertider for at få velbelyste billeder. Det giver større risiko for rystede og uskarpe billeder.
- Mere billedstøj, fordi det er nødvendigt at forstærke signalet fra sensorens mange ekstra pixels. Det giver billeder, der kan virke mærkelige i farven, grynede eller uskarpe.
- Hvis du som regel ikke forstørrer til mere end A4-størrelse og gerne vil kunne fotografere indendørs uden blitz, så køb et kamera med cirka 6 MP.
Megapixel-myten
Antallet af megapixel bruges af sælgere og producenter til at få dig til at føle, at dit nuværende kamera er utilstrækkeligt og skal udskiftes - selv om de nye kameraer hvert år kun er marginalt bedre. Jo flere pixels jo bedre kamera skulle man tro. Men det er en myte.
For virkelig at opnå en forskel kræver det omtrent en fordobling af den lineære opløsning eller filmstørrelse. Det svarer til en firdobling af antallet af megapixels. En simpel fordobling af megapixels, selv når alt andet forbliver uændret, betyder ikke det store. Faktorer som farve- og skarpheds-algoritmer brugt i kameraets chip til billedbehandling betyder meget mere for den synlige kvalitet.
Megapixel-myten er sikkert så populær, fordi mange mennesker gerne vil have et enkelt tal, som de kan måle en tings kvalitet med.
Uheldigvis er det hele en myte, fordi antallet af megapixels i et kamera har meget lidt at gøre med, hvordan et billede ser ud. Og værre endnu: Masser af kameraer med lavere antal megapixels kan tage bedre billeder end dårligere kameraer med flere megapixels.
Forskellen er lille på print
Et 3 MP kamera leverer et billede, som er ca. 2000 pixels bredt. Et 12 MP kamera leverer et billede, som er ca. 4000 pixels bredt.
Når et foto printes eller fremkaldes, skal man regne med at have brug for omkring 300 DPI - dots per inch (fotopunkter pr. cirka 2,5 cm). Et 3 MP billede kan altså forstørres til ca. A4 og et 12 MP billede til ca. A3-format - og stadig være lige så skarpt som et lille 10x15 cm print.
En computerskærm har en opløsning på omtrent 100 DPI. Et 12 MP billede vil altså være rundt regnet en meter bredt i fuld opløsning på en computerskærm. Et 3 MP billede vil ’kun’ være en halv meter. Forskellen mellem for eksempel 6 og 8 MP eller 8 og 10 er stort set ubetydelig.




